Alle taler efterhånden om klima og bæredygtighed. Og med god grund – for det vedrører os alle. Det handler om at vi gennem vores handlinger påvirker vores omgivelser. Her på siden kan du læse om hvordan Kolding Kommune arbejder for at vores påvirkninger bliver bæredygtige
Bæredygtighed
For Kolding Kommune handler bæredygtighed først og fremmest om, at vi tænker i helheder og længere tidshorisonter således, at vi sikrer, at vores handlinger er til gavn og glæde for borgerne nu og i fremtiden.
Bæredygtighed skal forstås bredt og består af hensynet til den økonomiske bæredygtighed, den sociale/sundhedsmæssige bæredygtighed og den miljømæssige bæredygtighed. Tilsammen sikrer de en bæredygtig udvikling.
Klima - Den globale hedetur
Der er bred enighed om, at de stigende temperaturer skyldes menneskelig aktivitet. Særlig vores brug af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas, der bl.a. bruges til energi- og varmeproduktion og transport, er kilde til opvarmningen. Dertil kommer udledningen af drivhusgasser i form af metan og lattergas fra landbrugsproduktionen.
Men på trods af de stigende temperaturer, er det stadig muligt at bremse den uheldige udvikling. Derfor giver det god mening at begrænse sit energiforbrug og omlægge sin energiforsyning til vedvarende energikilder.





Klima og Bæredygtighed