Kommunen øger indsatsen mod glatte veje
|
"Den hårde vinter har skabt en helt ekstraordinær situation. Derfor gør vi nu en ekstra indsats for at minimere de gener, som mange borgere har måttet leve med i lang tid," siger borgmester Jørn Pedersen.
Ekstra køretøjer sat ind
Allerede tordag den 4. februar 2010 var 12-15 traktorer, gummigeder og lastbiler hyret til opgaven og i gang med at skrabe de små veje.
"Fredag lejer vi endnu mere materiel, så vi når op på 20-25 køretøjer, og hvis der er behov for det, kører vi også i weekenden," oplyser afdelingsleder Kalle Stærk, Teknisk Forvaltning.
Især de mindre befærdede veje
Indsatsen koncentreres specielt om de såkaldte C- og D-veje - det vil sige de mindre befærdede veje. Disse veje får ifølge kommunens vinterregulativ først besøg af sneplov og saltspreder, når de mere trafikerede veje er ryddede, og da vinteren har været så barsk, har der kun i begrænset omfang været plads til også at rydde C- og D-veje.
"Med de ekstra ressourcer kan vi nu lægge flere kræfter i at få fjernet isen fra C- og D-vejene. Højst sandsynligt kan vi ikke skrabe vejene helt fri for sne og is. Men vi kan gøre vejene mere fremkommelige, så det i videst muligt omfang bliver muligt at samle skrald ind igen på disse veje," siger Kalle Stærk.
Private fællesveje ikke med
Indsatsen mod de glatte og ufremkommelige veje gælder kun de kommunale veje. De private fællesveje skal grundejerne selv sørge for.
"Som kommune må vi ikke rydde private fællesveje for is og sne," understreger Kalle Stærk.
I Kolding Kommune er der 1025 km offentlig vej, mens de private fællesveje udgør 250 km.





