Seks offentlige legepladser nedlægges
|
Det har Teknik- og Boligudvalget besluttet på sit møde 8. marts 2010. Baggrunden for beslutningen er sparekravene i kommunens budget for 2010. Her indgår en besparelse på 120.000 kroner til offentlige legepladser.
De seks legepladser ligger ved:
- Binderup Strand
- Den grønne linje ved Kvarterhuset i Kolding
- Frederiksdalsparken i Christiansfeld
- Rebæk Strand
- Tivolianlægget ved Gøhlmannsvej i Kolding
- Vifdam, Kolding
”Flere faktorer har indgået i udpegningen af legepladserne. Vi foretager årlige sikkerhedsinspektioner på alle kommunens offentlige legepladser, og her ser vi blandt andet på, hvilke legepladser der har problemer med at leve op til moderne sikkerhedskrav. Dette element har spillet en stor rolle i vurderingen af, hvilke legepladser der skal nedlægges. Men vi har også set på, hvor meget de enkelte legepladser bliver brugt, og hvad der ellers findes af legemuligheder i det pågældende område,” oplyser skov- og landskabsingeniør Stine Houborg Pedersen, Kolding Kommune.
De seks legepladser vil blive nedlagt i løbet af foråret 2010. Redskaber i god stand vil blive genbrugt andre steder, mens resten vil blive skrottet. Der, hvor legepladserne har ligget, vil der i stedet blive sået græs.
Kolding Kommune har i alt 26 offentlige legepladser.





