International virksomhed
Internationale fora - 6.1.3 Delmenhorst, Tyskland
Delmenhorst, Tyskland
Venskabsbyforbindelsen blev vedtaget af Kolding Byråd i møde den 12. marts 1979, men forbindelsen går tilbage til 1963.
Sålydende venskabsbyaftale blev underskrevet den 16. maj 1979 i Delmenhorst af repræsentanter fra Delmenhorst og Kolding:
"Byen Kolding/Danmark og Byen Delmenhorst/Forbundsrepublikken Tyskland har på beslutning af deres rådsudvalg i året 1979 indgået et officielt partnerskab og har derved dokumentarisk bekræftet den venskabelige og alsidige kontakt, som har bestået mellem de to byer siden 1963.
De indgår herved den højtidelige forpligtelse, især at udvikle og opretholde en vedvarende forbindelse mellem deres byers borgere, for gennem en bedre gensidig forståelse at udvikle en levende fornemmelse for det europæiske fællesskab."
Læs mere om Delmenhorst på www.delmenhorst.de
Kontakt Delmenhorst:
Stadt Delmenhorst
Postfach 17 44
D-27747 Delmenhorst
Tyskland
Tlf. 00 49 4221 99 2021
E-mail: Christoph.Schabler@delmenhorst.de (tysk og engelsk)
Indbyggere og beliggenhed
Delmenhorst har godt 79.000 indbyggere og dækker et areal på 6.234 ha. Byen ligger i Nordvesttyskland - 14 km fra Bremen og ca. 300 km fra den danske grænse. Delmenhorst er en del af Amt Wesen-Ems og Land Niedersachsen.
Historie
Delmenhorst nævnes første gang i 1254, men på dette tidspunkt var borgen ved floden Delme allerede bygget. De oldenborgske grever byggede denne rede (Horst) som værn mod bønderne i Niederstedingen.
Delmenhorst fik sine byrettigheder i 1371 efter forbillede fra Bremen. Byen lå ved de store trafikårer, der førte til Rhinland, Holland, Belgien og Frankrig.
I middelalderen og renæssancen skiftede byen mellem at være et selvstændigt grevskab og at være pantsat til omkringliggende grevskaber eller bispedømmer.
Byen blev forskånet for større ødelæggelser under Trediveårskrigen, men da Delmenhorst sammen med Oldenburg i 1667 tilfaldt den danske konge som nærmeste arving efter grev Anton Günther af Delmenhorst, blev Delmenhorst indviklet i flere krigshandlinger som følge af det danske kongehus` engagementer i Nordtyskland.
Efter at Danmark i 1709 var kommet i krig med Sverige, pantsattes en tredjedel af grevskabet Oldenburg med Delmenhorst til Hannover. På dette tidspunkt blev borgen i Delmenhorst også nedbrudt, da danskerne ikke havde midler til at reparere på den faldefærdige bygning.
I 1773 overgik Delmenhorst, der nu var ophøjet til hertugdømme, til en sidegren af huset Gottorp. Delmenhorst blev involveret i Napoleonskrigene og i 1811-1813 en del af det af Frankrig indlemmede Département der Wesermündung, men efter krigsafslutningen og indtil midten af 1800-tallet var Delmenhorst en lille by på knap 2000 mennesker, der ernærede sig ved landbrug, håndværk og kork- og cigarfabrikation som hjemmeindustri.
Byen bestod kun af en lang gade med sidegader.
Efter at jernbanen i 1867 var kommet til byen, voksede en betydelig industri op baseret på jute, linoleum og uldspinderi.
Seværdigheder
Rådhuset bygget 1910-14 i jugendstil af arkitekt Stoffregen og vandtårnet sammenbygget med rådhuset. Retsbygningen bygget 1906.
Borgøen. Et parkanlæg An den Graften placeret på det sted, hvor borgen blev nedbrudt i 1711. Det grevelige havehus blev for nogle år siden hentet frem fra kælderen i Oldenburgs museum og placeret ved indgangen til borgøen. Stadsarkivet viser med mellemrum udstillinger over byens historie i havehuset.
Haus Coburg. En gammel jugendvilla, der er indrettet til kunstgalleri, hvor der først og fremmest gives byens kunstnere mulighed for at vise deres værker.
Der er ny arkitektur i bymidten, men også nænsom restaurering af bl.a. den gamle møllebygning ved borgøen, hvor der nu er restaurant.
’Industrimindesmærket Nordwolle’. Der er indrettet fabriksmuseum i de tidligere uld- og kamgarnsspinderi-bygninger og Byhistorisk Museum i det gamle tubinehus.

