Bygningssnedker John Christensen fra Tømrer- og snedkerforretning Reinhold Jørgensen Aps. viser sit håndværk frem til sidste års Håndværkets Dag.

Christiansfeld Centret byder endnu en gang på Håndværkets Dag lørdag den 16. september 2017, hvor der vil være mulighed for at stifte bekendtskab med et stort udvalg af forskellige håndværk.

 

Den sønderjyske by har siden dens tilblivelse i 1700-tallet været kendt for at opretholde de gode håndværkstraditioner, og derfor bliver håndværksfagene nu fejret én gang om året.

”Vi er glade for, at vi for syvende gang kan fejre Håndværkets Dag i Christiansfeld. Et tæt samarbejde med forskellige udøvere har resulteret i, at vi igen i år kan vise Christiansfeld frem som en ægte håndværkerby”, siger arkitekt og koordinator bag Håndværkets Dag, Neel Gotthardt fra Christiansfeld Centret.

Håndværkets dag begynder kl. 10.00 med åbningstale på trappen foran Søstrehuset, Nørregade 14 og efterfølgende musikalsk underholdning ved Brødremenighedens Basunkor.

Derefter vil der være mulighed for at møde forskellige håndværkere bl.a., tømrer, snedker, murer, smedje, maler og møbelpolstrer. De vil alle demonstrere og fortælle om deres håndværk. Udover at høre om de forskellige håndværk vil der også være mulighed for at få en gratis rundvisning i den historiske by, der er på Unescos verdensarvsliste.

Dagen byder også på foredrag om renovering af Brødremenighedens Kirke, offentliggørelse af Årskalender i Lokalhistorisk Arkiv og flere udstillinger.

Som noget helt særligt ved årets Håndværkets Dag er der fernisering af den nye Christiansfelderovn, der bliver præsenteret af byens ovnsætter Hans Dines Schmidt kl. 12.00. Ovnsætteren holder efterfølgende et gratis foredrag om de miljøvenlige og bæredygtige Christiansfelderovne ved Kakkelovnshuset i Lindegade 44.

Alle er velkomne, og der vil også blive sørget for, at børnene kan blive underholdt med forskellige kreative aktiviteter.
Fakta om Håndværkets Dag
Arrangementet foregår lørdag den 16. september 2017 fra kl. 10.00 til kl. 16.00 i og omkring Søstrehuset, Nørregade 14 i Christiansfeld. Der er adgang for alle, og arrangementet er gratis.

Dagen begynder kl. 10.00 med åbningstale og musikalsk underholdning på trappen foran Søstrehuset.

Håndværkets Dag arrangeres af Christiansfeld Centret i samarbejde med de lokale håndværkere.

Du kan læse hele programmet på www.christiansfeldcentret.kolding.dk 

 

Artiklen er publiceret 13. september 2017
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey
Denne hjemmeside bruger cookies.
Læs vores cookie-information Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter
Cookies