Regeringen, kommunerne og regionerne arbejder sammen om at skabe et digitalt Danmark. Det skal frigøre ressourcer til bedre kernevelfærd og samtidig gøre borgerne mere uafhængig af åbningstider og fysiske afstande.
Fra 2012 og frem til 2015 vil der hvert år komme flere og flere områder, hvor du kun kan møde det offentlige, for eksempel Kolding Kommune, på nettet. Målet er, at al den kommunikation, der kan foregå digitalt, også foregår digitalt.
Det giver dig mulighed for at betjene dig selv uafhængigt af kommunens åbningstider. Samtidig giver det også en stor økonomisk besparelse. Mængden af papirpost bliver også nedbragt, da flere og flere henvendelser mellem kommunen og borgerne foregår med digital post på Borger.dk.
Fra den 1. december 2012 er det et krav at du skal betjene dig selv digitalt, når du skal:
- Melde flytning
- Bestille nyt sundhedskort
- Ansøge om børnepasning
- Skrive deres barn op til skole eller SFO
Hvis du har brug for hjælp
Hvis der er særlige forhold, der gør, at du ikke kan bruge de digitale løsninger, så er der fortsat mulighed for at få hjælp og vejledning hos for eksempel Borgerservice og på biblioteket. Her vil der være medarbejdere, der kan svare på generelle spørgsmål og hjælpe dig i gang. Hos Borgerservice kan for eksempel få hjælp til at få udstedt et NemID.
IT-hjælp
På Koldingbibliotekerne kan du desuden deltage i det gratis tilbud 'IT-Cafe'. Her er der hjælp at hente uanset, om du skal oprette en mailkonto, i kontakt med det offentlige, have scannet et dokument eller meget andet. Du behøver ikke at lave en aftale på forhånd, men møder blot op. Tilbudet findes i både Kolding, Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup.
Biblioteket kan også hjælpe dig med at prøve nogle af kommunens digitale selvbetjeningsløsninger i et demo-miljø, så du kan føle dig godt forberedt, inden du udfylder den rigtige selvbetjeningsløsning.
Med jævne mellemrum afholder Koldingbibliotekerne også IT-introduktioner om konkrete emner. Følg med på bibliotekernes hjemmeside www.koldingbib.dk for nærmere information.
Smartphones, iPads og tablets
Det er desværre endnu ikke muligt at benytte NemID på mobile enheder, som for eksempel iPhone og iPad. Det skyldes, at NemID kræver programmet Java, som endnu ikke kan bruges på tablets og smartphones. Du kan derfor ikke logge på selvbetjeningsløsningerne med din NemID fra din smartphone eller tablet.
Når du kan logge på sin netbank og e-boks med NemID skyldes det, at flere private virksomheder har fået udviklet deres egne løsninger. Tilsvarende løsning for den offentlige sektor er ikke en mulighed, da det vil kræve alt for store investeringer for hver enkelt myndighed.
Digitaliseringsstyrelsen arbejder på at udvikle NemID, så problemet løses. En løsning til fællesoffentlig mobil selvbetjening skal være sikker og brugervenlig – og skal samtidig kunne betale sig. Det høje sikkerhedsniveau er helt afgørende i den offentlige sektor, når perrsonfølsomme data tilgås. Kompromittering af personfølsomme data på grund af et for lavt sikkerhedsniveau kan ikke accepteres.
Det forventes, at en løsning vil være klar ved udgangen af 2013 eller starten af 2014.



