Rådhuset • DK-6000 Kolding
Tlf: +45 7550 1500 • Fax: +45 7979 2033 • E-post: raadhus@kolding.dk

 

 
Arkiv: International virksomhed (Ophævet - Byrådet 28. juni 2010)
Internationale fora - 6.1.7 Kujalleq, Grønland
 

 
 

Kujalleq.

 

Sålydende venskabsbyaftale blev underskrevet den 7. marts 2007 i Kolding af repræsentanter fra Nanortalik og Kolding:

 

”§ 1: Nanortalik Kommune og Kolding Kommune vil som venskabskommuner fortsat udbygge og udvikle samarbejdet.

 

§ 2: Der skal arbejdes for at afholde venskabsbyarrangementer m.v. med inddragelse af forskellige foreninger, kunstnere m.v. Opholdsudgifterne hertil afholdes som hovedregel af den arrangerende kommune. Rejseudgifterne afholdes af deltagerne, idet der dog skal ske en forhandling om udgifterne i hvert enkelt tilfælde.

 

§ 3: Der skal arbejdes for etablering af samarbejde om vidensudveksling, studieture og informationer indenfor:

 

-          erhverv

-          uddannelse

-          udvikling inden for den kommunale sektor

-          socialområdet

-          teknik og miljø

-          byplanlægning

-          kultur og sport

-          turisme

-          ældreområdet

 

§ 4: Der sker gensidige besøg af 10-20 skolebørn fra henholdsvis Narsarmijit/Frederiksdal og Kolding en gang i hver valgperiode. Værtskommunerne afholder udgifterne til indkvartering og ophold, medens hver kommune afholder egne rejseudgifter, dog således at Kolding Kommune yder et tilskud på 25 procent af rejseudgifterne for børnene fra Narsarmijit/Frederiksdal.

 

§ 5: Indledningsvis stiller de to kommuner hvert år en uddannelsesplads til rådighed i 4 uger for en medarbejder fra den anden kommunes administration.

Såfremt der indgås aftaler om besøg af kommunernes medarbejdere i uddannelsesøjemed afholdes udgifter til løn, diæter og rejse af den kommune, hvor pågældende er ansat, idet værtskommunen stiller indkvartering og kost i arbejdstiden til rådighed.

Konkrete ønsker om uddannelsespladser fremsendes senest 3 måneder forud og værtskommunen er berettiget til at afslå, såfremt uddannelsesønsket ikke kan imødekommes fagligt. 

 

§ 6: Rejseudgifterne i forbindelse med officielle besøg afholdes af gæsterne selv. Udgifter til kost og logi på stedet betales af værtskommunen.

 

§ 7: Begge parter er forpligtiget til at støtte den praktiske gennemførelse og sikre koordineringen af de aktiviteter, der har baggrund i denne aftale. De nærmere detaljer aftales i hvert enkelt tilfælde.

 

Aftalen træder i kraft ved underskrivelsen og kan opsiges med 6 måneders varsel.”

 

Nanortalik Kommunes byvåben med de 3 isbjørne Nanortalik betyder bjørnestedet. Hvert år kommer der isbjørne på isflagerne fra Østgrønland.

Læs mere om Nanortalik på: www.nanortalik.gl og på www.nanortaliktourism.gl

Kontakt Nanortalik:
Nanortalik Kommune
Rådhuset
3922  Nanortalik
Grønland
Tlf.
E-mail

 

Indbyggere og beliggenhed

 

Nanortalik har ca.  3.000 indbyggere. Ca. halvdelen bor i byen og den anden halvdel på en ø. Nanortalik betyder "bjørnestedet" og det er Grønlands sydligste by. Kommunen strækker sig fra øen Qeqertarsuaq ved Alluitsup Paa over Kap Farvel til den 60 km lange Lindennow Fjord på østkysten, ialt ca. 15.000 km2. For at komme til Nanortalik skal man enten sejle eller flyve med helikopter.

 

Historie

 

Frederiksdal, som er en bygd i Nanortalik Kommune, var venskabsby med Christiansfeld før kommunesammenlægningen. Forbindelsen har sit udspring i en Brødremenighedsstation. I maj 2006 besøgte borgmesteren m.fl. fra Nanortalik Kommune Kolding, og tilkendegav, at de var meget interessede i, at venskabsbyaftalen med Christiansfeld Kommune blev videreført som en venskabsbyaftale med Kolding Kommune.

 

Erhverv
 
Krabbefiskeri, sælfangst efter klapmyds og fiskeri fra mindre både udgør i dag hovederhvervet for områdets indbyggere. I Kirkespirsdalen ca. 30 km nord for byen forventes en guldmine at åbne i løbet af de kommende år, og det vil sikkert ændre byens erhvervsstruktur.

 

 

Seværdigheder mv.

 

Nanortalik er bl.a. kendt for

  • En flot kirke
  • Guldminen ved Kirkespiret
  • En nedlagt grafitmine
  • De varme kilder på øen Unartoq
  • Grønlands flotteste lokalmuseum og gamle bydel
  • Storfjeldet og Ravnefjeldet
  • Gode muligheder for at se hvaler og sæler
  • Bygderne Appillatoq, Frederiksdal og Sydprøven
  • Nordboruiner bl.a. ved Herjolfnes
  • Træerne ved Tasermiutfjorden

 


 
Udskrevet fra Kolding Kommunes hjemmeside: 11-09-2010 02:09:38