Margrethe Agger, Nina Ferlov og Hanne Skyum i Nicolai Kunst & Design
De store smukke udstillingslokaler i Nicolai Kunst & Design bliver indtaget af 3 yderst kompetente tekstilkunstnere: Margrethe Agger, Nina Ferlov og Hanne Skyum, der alle har udgangspunkt i kunsthåndværket, men også udtrykker sig med stor indføling som billedkunstnere.
Fra d. 6. marts til 5. april kan både opleves billedvævning, tekstilkunst, træsnit, akvarel og unikatryk - med naturen som gennemgående element.
Fri entré. Åbent tirs-fre 13-17, lør-søn 11-15. OBS: Skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag: 11-15.
Om Margrethe Agger:
Væver Margrethe Agger er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København i 1966 og har siden arbejdet med billedtæpper.
Inspirationen hentes i naturen, og Margrethe Agger udtrykker sig meget enkelt, når hun siger: ”Det højeste mål for at væve tæpper er, at få dem så spændende, at beskueren aldrig bliver træt af at se på dem”. Derfor myldrer det med detaljer og stærke farver, brugt under en styret plan. Som en maler bruger hun garnerne i den fladvævede gobelinteknik.
Spellsau-fårene går lige uden for Margrethe Aggers værksted og kan kigge ind af vinduerne, hvor deres uld lægger materiale til de store tæpper, som nu kan ses i udstillingen i Nicolai.
Om Nina Ferlov:
Nina Ferlov er uddannet tekstilkunstner med stoftryk som speciale og blev færdig fra Kunsthåndværkerskolen i København i 1969. I sit værksted udfører hun unikatryk på papir med bloktryk kombineret med laserende farver i en lag på lag-teknik.
Igennem de seneste 10 år har Nina Ferlov udviklet en stor ekspertise som akvarelmaler. Med stor følsomhed beskriver hun små naturobjekter og hele landskaber i denne svære teknik. Fra sin egen have har hun hentet planter og frugter, som er omsat til mønstre og illustrationer i den fine kogebog "Mad og mønstre", der blev udgivet i 2007, og hvor opskrifterne er leveret af kollegaer og gode venner.
Nina Ferlov har udgivet en lang række bøger, herunder ”Året har 12 måneder” med tekst af Søren Ryge Petersen. Hendes fine sans for mønstre er kendt fra de mange tekstiler, der er udført med hendes design hos bl.a. Kvadrat og Georg Jensens Damaskvæveri. På udstillingen vil Nina Ferlov bl.a. vise de originale illustrationer til sine bøger, og flere af disse vil være til salg.
Om Hanne Skyum:
Hanne Skyum er uddannet på Det jyske Kunstakademi i Århus i 1987. Også hos denne kunstner er naturen en stor inspirator, hvor motiverne hentes fra jagtture og vandringer i skoven. Træernes stammer og grene danner netværk og skyggespil, der spejler sig i skovsøens mørke vand - naturpoesi, som Hanne Skyum formår at gengive med stor indlevelse i store tæpper, vævet i gobelinteknik.
Arbejdet med tæpperne på gobelinvæven er en langsommelig proces; det tager måneder, før en skitse er omsat til et færdigt værk. Som en kontrast til den tidskrævende vævning arbejder Hanne Skyum med træsnit, maleri og foto, hvor hun har mulighed for spontant at bearbejde sine billeder.
Inspirationen fra skovens silhuetter danner også forlæg for de træsnit, som Hanne Skyum viser på udstillingen i Nicolai. På træplader af sibirisk birk ridser og skærer hun sine billeder og kører dem gennem trykpressen, så billedet afsættes direkte på papiret. Som i hendes gobeliner er farveholdningen i træsnittene præget af skumringsstemning og vemod.
Om udstillingen:
De 3 kunstnere har ikke tidligere udstillet som en trio, men Hanne Skyum og Margrethe Agger har begge udstillet på Gobelinudstillingerne, sidst på Kronborg Slot, og Nina Ferlov og Margrethe Aggers veje har krydset hinanden på Kunsthåndværkerskolen.
|

