Koldingbogen 2007
Koldingbogen 2007 er den 37. i rækken af Koldingbøger og på 192 sider.
Den kan købes hos boghandlerne, i nogle kiosker, på Koldinghus og på Stadsarkivet for 125 kr.
Her er en smagsprøve på indholdet:
Kim Mikkelsen
På sporet af Elvard Jørgen Martin Andersen
Forfatteren fandt denne mindesten på Kolding Kirkegård, og det lykkedes ham at stykke historien om Elvards liv sammen, fra han fødtes i Kolding og over USA kom til Australien. Herfra deltog han som australsk soldat i Første Verdenskrig, hvor han døde i Tyrkiet.
Edin Kjær
Kolding Kunstforening og Trapholt 1972-1981
Kolding Kunstforening var ikke begejstret for Kolding Kommunes første projekter for det, der senere blev til Trapholt, men de fandt til sidst en løsning, som kunne accepteres af alle, hvor man ikke gik på kompromis med kvaliteten.
Poul Jensen Kolding og hans selvbiografi fra ca. 1630.
Hvad har Tycho Brahe og Kolding med hinanden at gøre? Poul Jensen, født i Kolding i 1581 og af rådmandsfamilie fik mulighed for at komme på universitetet i København og kom senere på en dannelsesrejse i Europa, hvor han i en periode opholdt sig hos Tycho Brahe i Prag og også var til stede, da den berømte astronom døde i 1601. Poul Jensen Kolding sluttede sin karriere som forstander for Herlufsholm Skole og præst ved Herlufsholm Kirke.
Inger Lauridsen
Emma Kyster og Tønderkniplingerne
Emma Kyster var læreruddannet, men da hun blev gift koncentrerede hun sig om at passe hus og hjem for guldsmed Holger Kyster. Hun fik derfor tid til at dyrke sin interesse for kniplinger. Hun kniplede selv bl.a. til sølvbryllupskjolen fra 1932, og hun samlede på bl.a. Tønderkniplinger.
Paul Frederiksen
Vester Nebel – en levende landsby
Paul Frederiksen har boet i Vester Nebel i seks år. Han giver en kort karakteristik af landsbyen i dag sammenlignet med før og fortæller om to af byens store mænd bygmester Ole Walther, der bl.a. drev en lervarefabrik, og Severin Jørgensen, der var initiativtager til Fællesforeningen for Danske Brugsforeninger (FDB).
Bent Jørgensen
Kampen for et ungdomshus i Kolding
Ungdomsoprøret i Kolding fra slutningen af 1960erne gav sig udslag i oprettelsen af Foreningen ALLE i 1971. Foreningen arrangerede musikarrangementer, oprettede en fodboldklub, besøgte ensomme gamle og udgav egen avis ALLES FOLKEBLAD. Foreningen arbejdede også for at få oprettet et ungdomshus, men blev ”overhalet” af kommunens eget projekt Klostergården.
Christian Fredrik Scheel
Joachim Scheel, gartner på Koldinghus
Joachim Scheel var gartner på Koldinghus fra 1667 til 1675. I de første år var der stor aktivitet i slotshaven. Militær fra Fredericia blev indkaldt til at udføre gravearbejdet under slotsgartnerens ledelse. Men slotsgartneren fik ikke sin løn, for staten manglede penge. Først i 1687 fik arvingerne, 7 børn, udbetalt en brøkdel af den løn, deres far skulle have haft.
Steffen Riis
Spanske efterkommere i Kolding – en myte?
En del danskere mener, at de stammer fra de spaniere, der brændte Koldinghus af i 1808, fordi der i familien pludselig optræder børn med mørke øjne og meget temperament. En gruppe slægtsforskere i Kolding har prøvet at dokumentere det – men uden held. En af grundene er, at spanierne kun var få dage i Kolding, en anden, at nogle af dem havde deres koner med.
Knud Jensenius
Erindringer fra krigens slutning
I sine erindringer og sine fotos udtrykker Knud Jensenius den store forventning, glæde og lettelse, der føltes af alle i krigens sidste måned. Det begyndte med de hvide bussers ankomst og afsluttedes med de tyske soldater på vej sydpå. Fotografiet viser begejstringen i Jernbanegade den 5. maj 1945.
Sven Arvid Birkeland
Laurits Wilster – fra Skatved til Iowa
På kirkegården i Fredsville, nær Cedar Falls i Iowa ligger mange mennesker, der stammede fra de otte sogne samt Aller, Tyrstrup og Fjelstrup, begravet. De udvandrede mellem 1870 og 1. verdenskrig. En af dem var Laurits Wilster, der kom til Fredsville i 1913. I midten af 1950erne var han penneven med en dansk dreng, som nu 50 år senere fortæller hans historie.
Per Bøgh
Barkskibet Hertha af Kolding
Skibet, der var bygget 1890-92, blev blev fra 1892-1912 ført af kaptajn Niels Christian Klaaborg, Kolding. Han var bl.a. i Afrika, Latinamerika og Australien med det. I 1964 overdrog Sømandsforeningen en model af skibet til ophængning i Sct. Nicolai Kirke i Kolding.
CarlGeorg Jensen
Barndom og ungdom i Skolegade 1938-1967
Under krigen var Skolegade meget påvirket af tyskernes tilstedeværelse. Tyskere boede på Sct. Nicolai Skole, og fra 1944 var Kolding Højere Almenskole (nu Socialforvaltningen) beslaglagt af tyskerne, bl.a. til flygtninge.
Knud Sørensen
En beretning om APVs udvikling af pladevarmevekslere fra slutningen af 1980erne til i dag.
Mette Stubbe Brødsgaard
”Nevelhuset”, et tidligt elementhusbyggeri i Vester Nebel
I Vester Nebel var fra 1920 til 1948 et firma, der hed A.E.M. Pladesystem opkaldt efter ejeren og opfinderen Anton Engelhardt Meyer. Det bestod af simple og billige elementer, der blev fremstillet på fabrikken, og derefter kunne huset samles på stedet på en dag.
Carl Riisgaard
14 år med Pitstop
Ulf Jensen ejer af Knuds Garage og Pitstop har siden 1989 givet mange lokale bands og mange meget nye rocknavne mulighed for at præsentere deres musik i hans værtshuse.
Villy Rasch
Koldingfamilier i 1600-tallet
Villy Rasch fortæller om Koldingfamilier, der i 1600-taller boede i Helligkorsgade 18-20 og på Eltanggård og om deres op- og nedture.
Kirsten Hansen
Ung i 1950erne
Kirsten Hansen fortæller om de bøger og film og den musik, som datidens unge bedst kunne lide, om byens forlystelses- og forretningsliv og om bolig- og arbejdsforholdene dengang.
Jørn Laursen
Kolding I Y´s Men`s Club gennem 50 år
Fortæller bl.a. om Kolding Y´s Men`s Clubs loppemarked i KFUM-hallen, der er en af foreningens store successer. Pengene bliver bl.a. brugt til et stort arrangement for ældre juleaften.

