1200 samlet for at skabe grobund for et bedre læringsmiljø.

Kolding Kommunes skoler er med i et stort udviklingsprojekt, der skal danne grobund for det bedste læringsmiljø i folkeskolen.

Torsdag d. 6. august er omkring 1200 lærere, pædagoger, skolekonsulenter og ledere fra Koldings skoler samlet fra morgenstunden for tage første skridt i projektet ”Program for læringsledelse”, der løber frem til 2019.

Det er LSP (Laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis) ved Aalborg Universitet, der er tovholder på projektet, der gennem omfattende kortlægninger skal indsamle viden om læringsmiljøet fra i alt 13 deltagende kommuner.

”Vi er gået med i projektet, fordi vi ikke kan lade være. Selvom vi gennem projektet får tilbudt nye læringsmodeller og efteruddannelse af vores lærere, pædagoger, ledere og konsulenter, så bidrager vi som kommune selv med de timer, der bliver brugt på projektet, så det er bestemt ikke gratis at deltage”, siger Programkoordinator, Rasmus Rosendahl Graff, der har store forventninger til projektet.

Målet for programmet er, at de deltagende skoler efterlever skolereformens mål om at folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan, at folkeskolen skal mindske betydningen af elevernes sociale baggrund i forhold til faglige resultater, og at tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet igennem en øget respekt for professionel viden og praksis.

Gennem tre omfattende kortlægninger af elevers, forældres og professionelles vurdering af skolernes læringsmiljø følger vi, om kompetenceudviklingen har effekt i forhold til at nå folkeskolereformens overordnede mål. Den første kortlægning gennemføres i efteråret 2015, hvorefter de næste to gennemføres i 2017 og 2019

”Resultatet skulle gerne være, at vi ved at arbejde evidensinformeret i langt højere grad kan målrette kompetenceudviklingen af lærere, pædagoger, skoleledelser og konsulenter og gennem programmet samtidig sikre, at kompetenceudviklingen er forskningsbaseret og tager afsæt i, hvad vi ved virker bedst. Vi vil gerne give eleverne de bedste forudsætninger for at udvikle deres personlige og faglige kompetencer og udvikle deres potentialer, så meget som det er muligt, så vi er meget begejstrede over at være med i så stort et projekt”, siger Rasmus Rosendahl Graff.

I projektet deltager 13 kommuner, 242 skoler, 80.000 elever og 10.000 fagpersoner.

Artiklen er publiceret 06. august 2015
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey