Studerende på Koldings uddannelser blev mandag mødt af en plakat med en usædvanlig invitation fra kommunen.

En 2,5 meter høj is-penis vil tårne sig over de kåde bygængere når diskotek Tordenskiold i samarbejde med Kolding Kommune inviterer til et knald af en fest fredag d. 9. september.

Det er den årlige oplysningskampagne ”Kun med kondom”, der endnu en gang kommer til Kolding. Foruden uddeling af kondomer og sjove konkurrencer skal en iskold penis i år rette de unges opmærksomhed på vigtigheden af at bruge kondom. 

- En isskulptur af en penis på 2,5 meter kan opfattes som en provokation, men det er den ikke tænkt som. Derimod er den et forsøg på at råbe Koldings unge op og få ændret på deres seksualvaner, fortæller social og sundhedsudvalgsformand, Lis Ravn Ebbesen.

Opfordring om sikker sex

Det er andet år i streg at Kolding Kommune arrangerer et event i forbindelse med ”Kun med kondom-kampagnen”. Eventen skal opfordre de unge til sikker sex, og sende et signal om, at de skal passe på sig selv og hinanden.

- Vi oplever desværre at de unge glemmer at bruge kondom, og de er dermed ikke beskyttet mod farlige kønssygdomme, som kan få alvorlige følger. Med eventen kan vi forhåbentlig nå ud til de unge med budskabet om at de skal bruge kondom til fordel for deres egen sikkerhed, fastslår Lis Ravn Ebbesen.

Diskotek Tordenkiold, som ligger lokaler til eventen, har været med i ”kun med kondom-kampagnen” i mange år.

- Vi deltager altid aktivt i kampagnen, fordi vi gerne vil være med til at sætte fokus på ansvarlighed og sikker sex. For os er det samtidig en god mulighed for at gøre op med manges fordomme om at et diskotek 'bare' er sådan noget useriøst noget. Vi udviser ansvarlighed og omtanke med det, vi gør, siger indehaver af diskotek Tordenskiold, Thomas Lunderskov. 

Artiklen er publiceret 07. september 2016
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey