Kulturnat 2015. Her er det fra Street Paraden gennem byen arrangeret af den nye festival Jazz i Trekanten. Foto: Peberman.
Kulturnat 2015. På Banegårdspladsen beviste de unge, at musikkulturen i Kolding lever. Foto: Peberman.

Mangfoldigt, favnende, inspirerende og eksperimenterende. Kulturlivet i Kolding Kommune rummer det hele, og det vil Kulturudvalget nu sætte fokus på med tre helt nye kulturpriser. Priserne bliver uddelt første gang ved den årlige kulturevent i 2016.

Siden 2008 er der, ved den årlige fest for fejringen af Koldings kulturliv, blevet uddelt en kulturpris på 10.000 kr. til en person, forening eller institution, der har ydet en unik indsats for at fremme og synliggøre kulturen i Kolding. Som noget nyt vil der i 2016 være to særskilte kulturpriser: Årets kulturpris og Årets kulturelle highfive samt en ærespris; ”Grubleren”, der uddeles som en publikumspris.

Årets kulturpris gives som en pris, der fremmer den mangfoldige kultur i Kolding Kommune. Prisen er en anerkendelse af tiltag og projekter, som henvender sig til en bred målgruppe og som i årets løb har givet borgerne en særlig, kulturel oplevelse. Vinderen af Årets kulturpris udpeges af kulturudvalget på baggrund af de indstillinger kommunens borgere har indsendt. Sammen med æren modtager vinderen en pengepris på 10.000 kr.

Den nye pris, Årets kulturelle highfive, er en pris, som sætter fokus på nytænkning og udvikling. Prisen er en anerkendelse af events, initiativer og projekter, som kan inspirere og har potentiale til at udvikle kulturen i Kolding Kommune. Derfor modtager vinderen af Årets kulturelle highfive også 10.000 kr., som skal være med til at videreudvikle eller igangsætte nye og spændende kulturinitiativer. Vinderen af Årets kulturelle highfive udpeges af kulturudvalget på baggrund af de indstillinger kommunens borgere har indsendt.

Den nye pris ”Grubleren” er en publikumspris. På baggrund af indstillinger fra kommunens borgere udvælger Kulturudvalget 3 kandidater til prisen. Vinderen afgøres ved en afstemning, som finder sted på selve kultureventen. ”Grubleren” gives til en kulturel ildsjæl, der i løbet af året har bidraget med et ekstraordinært tiltag inden for det kulturelle felt. Ud over æren modtager vinderen også en bronzestatuette, som er skabt af den lokale kunstner Erik Valter.

Kultureventen finder sted i foråret 2016. I starten af det nye år, vil der blive åbnet op for at alle borgere kan indsende deres forslag til, hvem der skal modtage årets kulturpriser.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte Kulturkonsulent Rikke Aakjær Steffensen på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 21604414.

Artiklen er publiceret 09. december 2015
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey