---
title: "Hvordan søger jeg en ældre-/handicapegnet bolig"
description: "Ansøgning om ældrebolig eller plejebolig"
date: "2026-11-09"
created: "2025-12-18"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Borger](https://www.kolding.dk/borger)

                    [Ældre](https://www.kolding.dk/borger/aeldre)

                    [Boliger til seniorer](https://www.kolding.dk/borger/aeldre/boliger-til-seniorer)

                [Hvordan søger jeg en ældre-/handicapegnet bolig](https://www.kolding.dk/borger/aeldre/boliger-til-seniorer/hvordan-soeger-jeg-en-aeldre-handicapegnet-bolig)

# Hvordan søger jeg en ældre-/handicapegnet bolig

        ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/a9a15b2b-302e-443d-2e3a-08dc54d6ddbe?width=800)

Hvis du mener, at du eller din pårørende, har behov for at komme i en ældre-/handicapegnet bolig eller en plejebolig, skal du kontakte Senior- og Sundhedsrådgivningen.

Rådgiver vurderer, om der er behov for, at der komme en rådgiver og taler med dig eller om det kan ske telefonisk. Rådgiveren vil ud fra samtalen og de retningslinjer, der er fastlagt af Byrådet, vurdere om der er behov for en visiteret bolig.

## Jeg søger en ældre-/handicapegnet bolig

###

                                    Hvad er en ældre-/handicapegnet bolig

Kolding Kommune har et varieret udbud af boliger, der er specielt indrettet for ældre og handicappede. Boligerne er placeret rundt omkring i kommunen, og varierer i indretning og størrelse, så det vil være muligt at imødekomme behov, ønsker og økonomi hos den enkelte.
Det er Senior og- Sundhedsrådgivningen i Kolding Kommune der har visitationsretten til disse boliger, men boligerne er ejet af boligselskaber. Der indgås lejekontrakt med de respektive boligselskaber.

###

                                    Før du søger

Før du søger ældre- og handicapegnet bolig, bør du overveje følgende:

- Har du behov for en handicapindrettet bolig?
- Har du behov for at kunne komme rundt i boligen med et ganghjælpemiddel eller en kørestol?
- Har du behov for at dit køkken, badeværelse eller soveværelse er indrettet, så der er plads til hjælpemidler, eller til at du kan modtage den hjemmehjælp, du er bevilget?
- Ønsker du at blive boende det samme område, som du bor i nu?
- Er du klar til at flytte nu, hvis boligtilbuddet kommer?

###

                                    Hvordan søger du

Du søger en ældre- og handicapegnet bolig ved at kontakte Senior- og Sundhedsrådgivningen - se kontakt oplysninger længere nede på siden i den store grønne boks.

Vi opretter en sag og kontakter dig for at aftale tidspunkt for et evt. hjemmebesøg. Du er velkommen til at have en pårørende eller en bisidder med til mødet.

På hjemmebesøget taler vi om, hvordan dit helbred er, og hvordan du klarer dig i din nuværende bolig. Det er en samlet vurdering, der afgør, om du opfylder kriterierne for at blive visiteret til en ældre-/handicapegnet bolig.

Sagsbehandlingstiden på din boligansøgning er op til 8 uger.

###

                                    Kriterier der indgår i vurderingen til en ældre-/handicapegnet bolig

Du er i målgruppen til en ældre-/handicapegnet bolig hvis:

- Du har behov for personlig pleje eller hjælp
- Det vurderes, at du bliver mere selvhjulpen i forhold til praktiske opgaver ved at bo i en bolig med en særlig indretning
- Du i din nuværende bolig ikke har mulighed for at anvende de hjælpemidler, du har behov for i din hverdag
- Du har svært ved, eller er ude af stand til at forlade din nuværende bolig pga. adgangsforhold
- Du har et særligt og velbegrundet behov for at komme til at bo i et mere trygt og nært fællesskab med andre
- Det vurderes at være svært eller umuligt at yde den nødvendige hjælp i din nuværende bolig

Kolding Kommune foretager altid en konkret og individuel vurdering af behovet for en ældre-/handicapegnet bolig. Vurderingen vil foregå i samarbejde med dig, dine pårørende, hjemmeplejens personale og andre aktuelle aktører.

###

                                    Tildeling af ældre-/handicapegnede boliger

Vi tilbyder ledige boliger til de borgere der har det største behov, og ikke hvem der har stået længst på ventelisten. Når der er et boligtilbud til dig, vil du modtage skriftlig besked, og du vil automatisk blive slettet på ventelisten.

I perioder hvor der er flere ledige boliger i konkrete områder, vil det være muligt at få tilbud om en bolig, hvis det vurderes at være den rigtige løsning, selvom du ikke lever op til kriterierne.

Når du har sagt ja tak til et boligtilbud, giver vi besked til det boligselskab der ejer boligen. Boligselskabet sender en lejekontrakt, som du skal underskrive og returnere til dem. Sammen med lejekontrakten sendes oplysninger om betaling af husleje og indskud.

###

                                    Husleje og boligstøtte

Ældreboliger bevilges efter Almenboliglovens §54 stk. 1 og 2 og §57.

Huslejen i en ældre-/handicapegnet bolig beregnes ud fra boligens bruttoareal. Bruttoarealet består af boligens kvadratmeter plus en andel af gangarealer, elevator, trappeopgang og øvrige fællesarealer. Oplysninger om husleje og indskud kan fås ved henvendelse til udlejeren.

Der ydes boligstøtte til en ældre-/handicapegnet bolig efter særlige regler. Du kan på [www.borger.dk](https://www.kolding.dk/www.borger.dk "www.borger.dk")lave en forhåndsberegning på din boligstøtte, og få et overblik over din økonomi. Boligstøtten søges ligeledes på [www.borger.dk](https://www.kolding.dk/www.borger.dk "www.borger.dk")eller ved at kontakte Udbetaling Danmark på 70 12 80 63.

###

                                    Ansøgning om bolig i en anden kommune

For at kunne søge en ældre-/handicapbolig i en anden kommune, skal du først vurderes berettiget til en bolig i Kolding Kommune.
Herefter sender vi dine oplysninger til den kommune du ønsker at flytte til. Den pågældende kommune vil vurdere om du opfylder deres kriterier for bevilling af en ældrebolig, og give dig besked om deres afgørelse.

###

                                    Klagemulighed

Opfylder du ikke kriterierne for at blive godkendt til en ældre-/handicapegnet bolig, vil du modtage et skriftligt afslag på din ansøgning.

Hvis du ønsker at klage over afslaget, kan du gøre dette ved at kontakte Senior- og Sundhedsrådgivningen - se kontakt oplysninger længere nede på siden i den store grønne boks.

Afslaget vil herefter blive genvurderet. Fastholdes afslaget, vil denne blive videresendt til Ankestyrelsen til en endelig vurdering og afgørelse.

## Jeg søger en plejebolig

###

                                    Hvad er en plejebolig

En bolig på et plejehjem, kalder vi en plejebolig. Den er placeret på et plejehjem, i et tæt plejehjemsmiljø og med døgnpersonale.

På alle plejehjem i Kolding Kommune lægges vægt på at skabe hjemlige miljøer, hvor det sociale fællesskab vægtes højt. Beboerne inddrages mest muligt i hverdagens rutiner og har medbestemmelse og medansvar for dagligdagen på plejehjemmet.

### Plejebolig i et leve-bo-miljø

Er det et af leve-bomiljøerne, du ønsker at bo i, skal du derudover også:

- Vægte det sociale fællesskab højt.
- Have særlig interesse i gruppeaktiviteter f.eks. huslige "pligter" og individuelle aktiviteter.
- Have interesse i medbestemmelse og ansvar.

### Plejebolig i skærmet enhed

For at blive godkendt til en skærmet enhed skal du være ude af stand til eller have store vanskeligheder ved at klare dig i nuværende bolig.

Ud over kriterierne for bevilling af plejebolig lægges der vægt på:

- At du har en demensdiagnose.
- At du har specielle behov for de faglige og personlige kompetencer, der er til stede i personalegruppen.

Boligen der tilbydes, skal svare til din livssituation, og skal tilgodese dine særlige behov, i forhold til fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, samt sociale forhold og alder.

Boligen tildeles efter dit aktuelle behov, og ikke efter anciennitet.

###

                                    Før du søger

Før du søger en plejebolig, skal du overveje følgende:

- Har du behov for personlig hjælp hele døgnet?
- Ønsker du at blive i nuværende område af byen?
- Betyder naboskab og kontakt til gamle bekendte meget?
- Er du klar til at flytte nu, hvis boligtilbuddet kommer?

###

                                    Hvordan søger jeg en plejebolig

For at blive godkendt til en plejebolig skal du være ude af stand til eller have store vanskeligheder ved at klare dig i nuværende bolig:

- Det er ikke muligt at give den nødvendige hjælp i dit eget hjem.
- Du har behov for personale i nærheden døgnet rundt.
- Det ikke er forsvarligt, at du er alene i eget hjem.
- Du kan ikke tilkalde hjælp ved behov.

Du søger ved at rette henvendelse til Senior- og Sundhedsrådgivningen på tlf. 79 79 70 02 mandag - fredag kl. 08.30 - 11.30 eller send [sikker post til Senior- og Sundhedsrådgivningen](https://post.borger.dk/send/55301f9d-e6ac-430b-8320-6dfac6a31d1c/34d69448-e59c-4d2d-9e19-96884c5eb9b2/ "sikker post til Senior- og Sundhedsrådgivningen")

### Optagelse på venteliste

Det er en samlet vurdering af dine behov, der er afgørende for, om du kan godkendes til en plejebolig.
Bliver du godkendt, vil du blive optaget på venteliste til de plejehjem du søger om. Du kan ønske 3 forskellige plejehjem

### Plejeboliggaranti

En bolig på plejehjem kan tilbydes inden for to måneder.

Hvis du ønsker et bestemt plejehjem, kan det betyder, at boligen ikke kan tilbydes indenfor garantiperioden på 2 måneder.

### Ægteparboliger

For boliger til ægtepar gælder det, at hvis den ægtefælles, der er tildelt boligen, afgår ved døden, vil der blive foretaget en ny vurdering, med henblik på, om den raske ægtefælle ønsker at blive boende.

###

                                    Plejebolig i anden kommune

Du har ret til at søge plejebolig i en anden kommune. Du skal opfylde de kriterier der er, for at få tildelt en plejebolig/plejehjemsplads i både din bopælskommune og den kommune du søger plejebolig i. Det vil sige, at du skal starte med at søge i bopælskommunen.

Bliver du godkendt til ventelisten, sender bopælskommunen ansøgningen videre til den ønskede kommune.

###

                                    Lejekontrakt og hvad koster en plejebolig

Når du får tilbudt en plejebolig, kan du oplyst udgifterne til boligen - indskud, månedlig husleje samt evt. aconto beløb for varme, vand og el, hvis de er oplyst fra boligselskabet.

Vores plejeboliger ejes af forskellige boligselskaber. Når en bolig bliver ledig får vi information om den aktuelle pris fra boligselskabet, og vi kan derfor kun oplyse om pris når vi har en ledig bolig.

Når du siger ja til boligtilbuddet, indgår du lejekontrakt med det boligselskab der ejer boligen. Der skal betales indskud, husleje og forbrugsafgifter.

Der kan søges om indskudslån ved Borgerservice og boligstøtte ved Udbetaling Danmark.

Ved dødsfald eller fraflytning skal boligen opsiges ved boligselskabet.

[Læs om og ansøg om indskudslån på borger.dk](https://www.borger.dk/bolig-og-flytning/Lejebolig/Laan-til-beboerindskud)

                            [Læs om og søg boligstøtte på borger.dk](https://www.borger.dk/bolig-og-flytning/Boligstoette-oversigt/soeg-boligstoette)

                            [Meld flytning](https://notuseborger.scandihealth.net/eFlyt/velkommen.aspx?ydelse=F&amp;kommuneid=621&amp;language=da)

### Kontakt

Senior- og Sundhedsrådgivningen

[79 79 70 02](tel:79%2079%2070%2002)

[Send sikkert til Senior- og Sundhed](https://post.borger.dk/send/55301f9d-e6ac-430b-8320-6dfac6a31d1c/34d69448-e59c-4d2d-9e19-96884c5eb9b2/)

**Telefontid**:
Mandag - fredag kl. 8.30 - 11.30.

                            [Ældre- og handicapegnede boliger - oversigt](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/ad971c13-bf61-4e7f-bbba-6e230ec3e486)
