Skip til hoved indholdet
Corona: Tiltag og konsekvenser Siden opdateres løbende...

Kirsebærhaven

Velkommen til Kirsebærhaven

Kirsebærhaven ligger i Bramdrupdam, i den nordlige del af Kolding med udsigt til åbne marker og skov.
Plejehjemmet består af boenheder placeret rundt om en centerbygning.
Haven omkring Kirsebærhaven er til fri afbenyttelse. Hver lejlighed har sin egen terrasse. Mellem terrasserne er der plantet buske, som skærmer af og giver oplevelser og ly for harer og fugle.

I centerbygningen er der opholdsrum, en lille butik drevet af frivillige, samt festlokale for plejehjemmets beboere. Desuden er der frisør og træning som både kan benyttes af beboere og områdets pensionister.

Kirsebærhaven har 62 boliger fordelt på 9 boenheder med enten 6 eller 8 boliger i hver. Boenhederne er bygget som 7 selvstændige huse. De 2 af husene er med stue og 1. etage hver med en boenhed.
Der er både 2-rums og 3-rums boliger. 3-rums boligerne er forbeholdt ægtepar.

Plejehjemmet Kirsebærhaven
Kirsebærvej 4
6000 Kolding
tlf. 76 32 54 00

Plejehjemsleder Hanne Solveig Ledel
mail: haled@kolding.dk 

Efter visitation og tilbud om plejebolig indgås der lejekontrakt med Kolding Kommune der ejer Kirsebærhaven

Den nøjagtige indflytningsdato aftales med plejehjemmet.

Du skal selv sørge for at flytte dit bohave, og blive indrettet på plejehjemmet. 

Lejligheden er en lys og rummelig bolig, indrettet med en stue med en lille køkkenniche med skabe og et lille køleskab med frostboks. Fra opholdsstuen er der adgang til et soverum og derfra til badeværelset.
Fra opholdsstuen er der desuden adgang til en terrasse eller altan.
I 3-rumsboligerne er der 2 soveværelser, hvoraf det ene evt. kan anvendes som spisestue eller til andet ophold.

Hver boenhed består af et stort rum med køkken og fælles spise og opholdsfaciliteter. De enkelte boliger er placeret rundt om opholdsarealerne.
Der er en stor fælles terrasse eller altan ud fra opholdsrummet. Der er desuden et grovkøkken samt et bryggers med vaskemaskiner og tørretumbler i hver boenhed.

På Kirsebærhaven har vi fast plejehjemslæge ved lægerne Petersbjerggård.
Hvis du gerne vil vælge plejehjemslægen, så kontakt personalet.
Hvis du vælger plejehjemslægen ved indflytning er det gratis at skifte læge, men hvis du senere ønsker at skifte til plejehjemslægen, skal du betale et gebyr som ved alm. lægeskift.

Du kan købe forplejningen til et fast beløb hver måned. Du skal ved indflytningen underskrive en betalingsaftale, hvor du har afkrydset hvilke kost- og øvrige ydelser du ønsker.

Vores administration sender en regning på beløbet hver måned.
Vi forventer, at du tilmelder regningen til Betalingsservice.
Taksterne bliver reguleret årligt pr. den 1. januar. Der bliver sendt information ud om de nye takster sidst på året.
På betalingsaftalen er der oplysning om hvad betalingen dækker og om eventuel afmelding af måltider.

 

På Kirsebærhaven har vi en aktivitetsmedarbejder som i samarbejde med Kirsebærhavens frivillige planlægger og afvikler de forskellige aktiviteter.
Hver uge sættes en aktivitetsoversigt op på opslagstavlen, så du kan vælge hvilke aktiviteter du har lyst til at deltage i.
Af aktiviteter kan f.eks. nævnes bankospil, sang, gåtur, cykeltur, koncert, busture, gudstjeneste, kortspil og årstidsfester.

På plejehjemmet er der valgt et Bruger-/pårørenderåd som består af
beboere, pårørende, frivillige samt ledelse. Rådet vælges for et år ad
gangen. Rådet arbejder ud fra vedtægter, som er politisk godkendt i
Kolding Kommune. Rådet er bindeleddet mellem beboere, pårørende
og kommunen og er med til at skabe rammerne for samarbejde, dialog og forhold der gør sig gældende for beboerne på plejehjemmet.