Skip til hoved indholdet

Ansættelse af selvudpeget hjælper

Vision og Lovgrundlag

Kolding Kommune arbejder ud fra Borgerens Centrum samt Selvværd og Sammenhæng i alt, hvad du ser og gør. Det betyder at, når et menneske har brug for hjælp, møder vi Borgeren ligeværdigt, og sammen udforsker vi Borgerens drømme og ønsker. Borgeren er ekspert i sit eget liv, og vi møder Borgeren med tillid og nysgerrighed. Vi tager udgangspunkt i menneskets styrker og ressourcer, og den viden bruger vi til at hjælpe Borgeren med at mestre hverdagen og realisere sine drømme.

Kommunen er forpligtet til, forud for vurdering af behov for personlig og praktisk hjælp, at tilbyde et kortvarigt og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb, hvis det vurderes at kunne forbedre Borgerens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp efter Servicelovens § 83 eller Ældrelovens §10.

Der vil efter rehabiliteringsforløbet blive foretaget en ny konkret individuel vurdering af Borgerens funktionsevne i forhold til opgaverne.
Hvis der ikke er mulighed for rehabilitering, ydes der kompenserende hjælp og støtte, hvis Borgeren ikke selv kan udføre opgaverne på egen hånd.

Personlig hjælp og pleje samt praktisk hjælp i hjemmet bevilges i henhold til Servicelovens § 83 eller Ældrelovens §10, med mulighed for selv at udpege en hjælper i henhold til Servicelovens § 94 eller Ældrelovens § 20. Den udpegede hjælper skal godkendes og ansættes ved kommunen.

Det betyder, at tilbuddet, som beskrives her, bevilges til personer, som er bevilget Personlig hjælp og pleje samt praktisk hjælp i hjemmet efter Servicelovens § 83 eller Ældrelovens §10.

Hvilket behov dækker indsatsen?

Kvalitetsstandarden efter § 83 i Serviceloven, eller Serviceinformationen efter § 10 i Ældreloven, fungerer som grundlag for den daglige indsats på området.

Personlig hjælp og pleje dækker dit basale behov for hjælp eller støtte til personlig pleje.

Praktisk hjælp i hjemmet dækker dit basale behov for hjælp eller støtte til at udføre nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

Hvad er indsatsens omfang?

Hjælpen skal tilbydes efter en konkret og individuel vurdering af borgerens funktionsniveau, og det skal fremgå af den skriftlige aftale, hvad hjælpen består i. Det er derfor individuelt fra Borger til Borger, hvilke indsatser hjælper ansættes til at varetage.

Rådgiveren i Senior og Sundhedsrådgivningen foretager en udmåling af tid til de bevilgede opgaver, svarende til den tid, som hjemmehjælpen i gennemsnit vil bruge på at udføre opgaverne.

Opgaver, som har karakter af omsorg og socialt nærvær, er ikke en del af den udmålte tid, og disse forventes dækket via privat netværk/familie eller andet.

Hvad er formålet med indsatsen?

Formålet med hjælpen er at fremme borgerens mulighed for værdigt at klare sig selv eller lette den daglige tilværelse. Borgeren skal blive selvhjulpen eller i stand til at klare så mange opgaver som muligt selv. Hjælpen skal således hjælpe borgeren i forhold til behov, men også støtte til, at borgeren kan klare mere selv. Hjælpen skal med andre ord være rehabiliterende for borgeren.

Hvem kan udpege en hjælper?

Når borgeren er bevilget personlig hjælp og pleje samt praktisk hjælp i hjemmet jf. Servicelovens § 83 eller Ældrelovens §10, har borgeren mulighed for selv at udpege en hjælper til at udføre opgaverne.

Borgeren skal selv udpege sin hjælper. Hvis borgeren ikke er i stand til at give informeret samtykke, og borgeren derved ikke kan udpege en hjælper, forudsætter det, at borgeren har en beskikket værge, godkendt fra Familieretshuset, som kan udpege en hjælper for borgeren.

Den udpegede hjælper skal godkendes af kommunen.

Er borgerens udpegede hjælper i forvejen ansat i Kolding Kommune, må den samlede ansættelse ikke overstige 37 timer ugentligt.

Borgeren skal bo i eget hjem. (Borgere, der bor i plejeboliger og lignende boligenheder er ikke omfattet af Servicelovens §94 eller Ældrelovens § 20)

Kolding kommune vægter højt, at hjælperen har lyst til opgaven, har meldt sig frivilligt, og at arbejdet er foreneligt med hjælperens nuværende liv, arbejde og studie.

Den udpegede hjælper vil blive indkaldt til ansættelsessamtale.
Ved ansættelsessamtalen vil indholdet af ansættelsen blive gennemgået.

Senior og Sundhedsrådgivningen i Kolding Kommune kan i visse situationer vurdere, at ansættelsesforholdet ikke kan etableres, fx hvis det vurderes at kræve særlig sundhedsfaglig viden. Ved komplicerede plejeforhold, hvor opgaven er så kompleks, at det kræver en helt særlig viden, vil det ikke være muligt at udpege en selvudpeget hjælper. Dette vil altid bero på en konkret individuel vurdering, som kan medføre, at det påkræves, at opgaven og det faglige ansvar varetages af den kommunale leverandør af hjemmepleje eller en privat leverandør, der er godkendt til opgaven.


Hvis den udpegede hjælper ikke bliver godkendt, har borgeren mulighed for hjælp fra hjemmeplejen eller for at udpege en ny hjælper.
Aflønningen sker direkte fra Senior og Sundhedsrådgivningen til hjælperen fra den dato ansættelsen træder i kraft.
Senior og Sundhedsrådgivningen har ligeledes beføjelserne til at afskedige den udpegede hjælper.
Det er Kolding Kommune, der er arbejdsgiver, og dermed har ret til at ansætte og afskedige hjælper.

Hvilke krav er der til en hjælper?

Der er følgende kompetence krav til personen, som udpeges til hjælper:

  • Hjælperen skal være over 18 år
  • Hjælperen skal kunne tale og forstå dansk og skal på Kolding Kommunes forespørgsel, såvel mundtligt som skriftligt, kunne redegøre for borgers tilstand.
  • Hjælperen skal kunne fremvise en tilfredsstillende privat straffeattest (er der børn under 15 år i hjemmet, hvor indsatsen udføres, skal der endvidere indhentes en børneattest).
  • Kvaliteten af den hjælp, der ydes i hjemmet, skal leve op til de formål og krav, der er beskrevet i kvalitetsstandarderne efter § 83 i Serviceloven eller Serviceinformationen efter § 10 i Ældreloven.
  • Hjælperen skal kunne bestride arbejdet, så de bevilgede indsatser kan udføres på betryggende vis.
  • Hjælperen skal kunne følge en instruks og yde hjælp til selvhjælp, hvilket betyder, at hjælperen skal arbejde for at gøre borgeren mest mulig selvhjulpen. Hjælperen skal kunne foretage observationer og give relevant tilbagemelding til Senior og Sundhedsrådgivningen, herunder om generelle forværringer og forbedringer i Borgerens tilstand.
  • Hjælperen skal kunne indfri de uddannelseskrav, der er gældende afhængigt af hvilken hjælp, der udføres. Hvis hjælperen skal udføre personlig pleje, skal hjælperen fremvise bevis på en social og sundhedsfaglig uddannelse eller bevis for relevant erhvervserfaring inden for området.
  • Brug af hjælpemidler: Ved forflytninger og lignende er det et krav, at hjælperen anvender de hjælpemidler, som stilles til rådighed, under hensyntagen til APV.

Øvrige krav til hjælperen

Hjælperen skal være bekendt med, forstå og kunne efterleve:

  • Kolding Kommunes serviceniveau, som det er beskrevet i Kvalitetsstandarden efter § 83 i Serviceloven eller Serviceinformationen efter § 10 i Ældreloven.

  • Kolding Kommunes værdigrundlag, der består af ”Borgerens Centrum” samt ”Selvværd og Sammenhæng”.

  • Indholdet af den enkelte Borgers skriftlige bevilling/afgørelse om tildeling af hjælp til personlig hjælp og pleje samt praktisk hjælp i hjemmet.

  • Arbejdsmiljøbestemmelser, hygiejne forskrifter og andre retningslinjer.

Hvad koster indsatsen?

Personlig hjælp og pleje samt praktisk hjælp i hjemmet ydes både som varig og midlertidig hjælp. Både midlertidig og varig hjælp er vederlagsfri.

Hvilke aktiviteter indgår ikke i Indsatsen?

Hjælpen indeholder ikke sygeplejeopgaver som eksempelvis hjælp til medicin eller sårbehandling. Der henvises her til egen praktiserende læge, som har mulighed for at bestille kommunens sygepleje til at hjælpe med dette.

Hjælpen indeholder ikke tilberedning af varm mad fra bunden. Der henvises til muligheden for Madservice.

Der henvises i øvrigt til kvalitetsstandarden efter § 83 i Serviceloven eller Serviceinformationen efter § 10 i Ældreloven.

Ansættelse og aflønning

Personen, der er udpeget til hjælper, ansættes af Kolding Kommune, som udarbejder en ansættelseskontrakt. I ansættelseskontrakten vil de nærmere vilkår i forbindelse med ansættelsesforholdet beskrives.

Kolding Kommune indhenter straffeattest ved ansættelsen, og hvis ansættelsen vedrører hjem med børn og unge under 15 år, indhentes tillige børneattest.

Som udgangspunkt er ansættelsen gældende, så længe betingelserne i denne kvalitetsstandard er opfyldt. Løn til den selvudpegede hjælper, hvori eventuelt pensionsbidrag og feriepenge indgår, reguleres efter gældende regler.

Den selvudpegede hjælper aflønnes iht. overenskomsten på trin 13 (1. april 2025) iht. overenskomsten for selvudpegede hjælpere.

Der ydes ulempetillæg, således vil der blive givet arbejdstidsbestemte tillæg i tidsrummet mellem 17.00 og 06.00.

Hjælperen ansættes på månedsløn.

Hviletid og fridøgn

Ifølge arbejdsmiljøloven har hjælperen krav på hviletid og fridøgn.

Hviletid: Hjælperen skal have en hvileperiode på mindst 8 til 11 sammenhængende timer indenfor hvert døgn.

Den daglige hvileperiode kan fraviges, hvis hjælperen bor i samme husstand som den person, hjælpen ydes til, og hvis hjælpen til personlig og praktisk hjælp ydes i hjælperens hjem, hvor hjælperen selv tilrettelægger arbejdstiden og dermed den daglige hvileperiode eller de daglige hvileperioder.

Hjælperen kan ansættes i op til 5 ud af ugens 7 dage.

Ferie og sygdom

Hvis hjælperen bliver syg eller holder ferie, kan der tilbydes hjælp fra kommunale leverandør.

Hjælperen kan og må ikke uddelegere opgaverne til anden person, hvis hjælperen ikke har mulighed for at udføre opgaverne selv.

Ferie aftales med Borgeren. Senior og Sundhedsrådgivningen skal have besked senest otte uger, før hjælperen afholder sin ferie, så den kommunale leverandør kan nå at planlægge tiden.

Der er pligt til at meddele sygdom af hjælperen. Hjælperen modtager løn under sygdom jf. gældende regler.

Ophør af ansættelsen

Ansættelsen ophører med de opsigelsesvarsler, der fremgår herunder, hvis Borgeren flytter på plejecenter, afgår ved døden eller af anden årsag ikke længere har behov for pleje og/eller praktisk hjælp.

Ansættelsen ophører/reguleres, hvis Borgers funktionsniveau ændres.

Der ydes 14 dages varsel på ændring i timeantal.

Ved opsigelse og eller ved ophør af ansættelse gælder følgende:

AUTOMATISK INDSAT TABEL BESKRIVELSE

Anciennitet

Fra kommunen

Fra den selvudpegede hjælper

Op til 1 måned

7 dage

7 dage

Op til 3 måneder

14 dage

14 dage

Op til 1 år

1 måned

1 måned

3 år og herefter

3 måneder

1 måned

I en opsigelsesperiode er hjælperen forpligtet til efter kommunens anvisning at lade sig omplacere til arbejde indenfor dækningsområdet for overenskomst for husassistent.

Skyldes opsigelsen Borgerens dødsfald, finder ovenstående anvisning ikke anvendelse, hvis hjælperen er nærtstående familiemedlem og bor i samme husstand som Borgeren.

Opfølgning

Kolding Kommune skal løbende sikre sig, at hjælperen fortsat er egnet til at varetage opgaven og kan levere den bevilgede hjælp.

Der følges op på ordningen minimum én gang årligt. Indsatsen, som hjælperen leverer, indgår i det samlede årlige tilsyn. Derved kan der ske en reducering eller øgning af de bevilgede timer, som hjælperen aflønnes for. Borgeren og hjælperen har pligt til at oplyse Senior og Sundhedsrådgivningen i Kolding Kommune om ændringer i funktionsevnen, hvis det indebærer, at behovet for hjælp ændres.

Fravær hos borgeren

Derudover skal hjælperen informere Kolding Kommune, hvis borgeren indlægges. Der ydes ikke løn til hjælperen under indlæggelse.

Perioden med hjemsendelse betragtes som tjenestefrihed uden løn. Så snart årsagen til hjemsendelsen ophører, tilbydes hjælperen at genindtræde i ansættelsen.

Arbejdsmiljø og krav til hjemmet

Når borgeren modtager hjælp til praktiske gøremål og personlig pleje, er borgerens hjem også hjælperens arbejdsplads. Der skal derfor foretages en arbejdspladsvurdering af hjemmet for at sikre, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. På baggrund af arbejdspladsvurderingen kan der være behov for hjælpemidler eller boligændringer af hensyn til hjælperens arbejdsstilling og adgangsforhold. Disse krav skal efterkommes, og det er borgeren eller eventuelt borgerens pårørendes ansvar, at disse krav bliver efterkommet. Hjælpemidler kan stilles til rådighed af hjælpemiddeldepotet, hvis det vurderes, at disse er påkrævet. Hjemmet skal have udvendigt lys og synligt husnummer, og havegangen samt trapper skal være i forsvarlig stand, så hjælperen har let og uhindret adgang. Der skal være røgfrit under hjælperens ophold i borgerens hjem, samt en time inden hjælperen møder. Hjælperen, der er udpeget til at varetage den personlige hjælp og pleje samt praktisk hjælp i hjemmet, må heller ikke ryge i borgerens hjem. De arbejdsredskaber, som borgeren stiller til rådighed for hjælperen, skal være tidssvarende, vedligeholdte og egnede til formålet.

Hvilke andre forhold er værd at vide

Tavshedspligt

Hjælperen er omfattet af tavshedspligt, men når flere hjælpere kommer i samme hjem, er det nødvendigt at tale sammen – dette er ikke et brud på tavshedspligten.

Gaveforbud

Hjælperen – og hjælperens ægtefælle og pårørende – må ikke modtage arv, gaver eller lignende økonomiske fordele fra borgere. Hjælperen – og hjælperens ægtefælle og pårørende – og borger må ikke låne hinanden penge eller sælge varer til hinanden.

Erstatning for tingskader

Hvis hjælperen under arbejdet er så uheldig at ødelægge noget i borgerens hjem, er der mulighed for, at borger kan få erstatning. Almindeligt slid på f.eks. støvsuger, gulvtæpper og lign. erstattes dog ikke.

Klagevejledning

Borger vil modtage et afgørelsesbrev med klagevejledning.

Hvor kan man henvende sig

Kolding Kommune Senior og Sundhedsrådgivningen, Ålegården 2-4, 6000 Kolding. Der henvises til Kolding Kommunes hjemmeside på www.kolding.dk.

Telefon 79797002

Telefontid: Hverdage fra kl. 8.30 – kl.11.30

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje