Skip til hoved indholdet

Hjælp til særlige opgaver

Har du et særligt og vedvarende behov for en ekstra indsats, for at hverdagen hænger sammen, og er hjælpen ikke indeholdt i den øvrige hjælp, kan du søge om hjælp til andre af hverdagens aktiviteter, så som:

  • Støtte, motivation, guidning, vejledning
  • Hjælp til døgnrytme
  • Kontakt til familie, venner og myndighedspersoner
  • At tjekke køleskabet for gammel mad
  • Hjælp til bortskaffelse af affald 

Hvis du af fysiske eller psykiske årsager, ikke selv er i stand til at komme til læge, på sygehuset eller til anden behandling, og du ikke har andre, der kan hjælpe dig, kan du søge om ledsagelse.

Ledsagelse til anden behandling kan f.eks. være:

  • Tandlæge
  • Speciallæge

Hvis du ikke selv kan holde rede på relevante informationer, der bliver givet i forbindelse med lægebesøget, og sikre sammenhæng i dit forløb, skal ledsageren sørge for at relevant information gives videre til relevante personer.

Du kan blive ledsaget alle hverdage mellem kl. 7.00 og 17.00.

Hvis du ikke selv er i stand til at tilberede din varme mad, og har behov for fællesskab i forbindelse med måltidet, men ikke selv kan overkomme, eller tage initiativ til at komme af sted, kan du søge om følgeskab.

Hvis du ikke kan klare transport til og fra cafeteriet, kan du få bevilget kørsel hertil. Se punktet Kørsel til kommunens tilbud - aktivitetstilbud, der ikke kræver visitation.

Hvis du føler dig isoleret, og ikke kan overskue, overkomme eller tage initiativ til at komme af sted til sociale aktiviteter, kan du søge om at få følgeskab til en aktivitet i nærmiljøet, der modtager kommunal støtte.

Hvis du ikke kan klare transport til og fra aktiviteten, kan du få bevilget kørsel hertil. Se punktet Kørsel til kommunens tilbud - aktivitetstilbud, der ikke kræver visitation.

Du kan få følgeskab en gang ugentligt på hverdage mellem kl. 7.00 og 17.00.

Har du en sygdom, der kræver hurtig sygeplejefaglig assistance, eller falder du gentagne gange, kan du søge om at låne et nødkald fra kommunen, hvis du ikke kan tilkalde hjælp på anden vis.
Ved vurdering af, om du kan tilkalde hjælp på anden vis, lægges vægt på, om du har et væsentligt kommunikationshandicap, som ikke kan afhjælpes ved hjælp af træning eller hjælpemidler.

Der kan f.eks. være tale om stærkt nedsat syn eller hørelse, eller sproglige forstyrrelser og lignende, der gør, at du f.eks. ikke kan tilkalde hjælp ved brug af mobiltelefon.

Hvis du ikke er bevilget daglig hjælp, og har et særligt behov for omsorg, opmærksomhed eller samtale, kan du søge om støttende besøg.
Eksempelvis kan det være tilfældet, hvis du er blind, har en depression og har et sparsomt netværk.
Har du et netværk, der kan træde til, vil du ikke kunne få bevilget støttende besøg.
Det støttende besøg vil ligge på et tidspunkt mellem kl. 7.00 og 23.00 på hverdage. Du kan højest modtage 3 besøg om ugen.

Ved besøget kan medarbejderen hjælpe dig med at:

  • Strukturere din hverdag.
  • Etablere et samarbejde med relevante fagpersoner.
  • Opnå lindring af forhold der er belastende og skaber uro, angst eller forvirring for dig.
  • Koordinere opgaver i hjemmet.
  • Der bliver støttet op om dine pårørende.

Hvis ikke en pårørende kan være til stede er det muligt, at en hjælper er nødt til at være til stede i et hjem hos en døende borger, eller en borger med svær demenssygdom, der er til fare for sig selv, indtil der kan iværksættes indlæggelse eller et midlertidigt ophold på center med personaledækning hele døgnet. Der foretages i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af behovet.

Kontakt til Senior- og Sundhedsrådgivningen

Kontakt til Senior- og Sundhedsrådgivningen

Telefontid:
Mandag - fredag kl. 8.30 - 11.30.
Tlf. 79 79 84 50