Skip til hoved indholdet

Serviceinformation

Din hjælp i hverdagen med Helhedspleje

I denne folder kan du læse om vores serviceniveau for hjælp, pleje og støtte efter Ældreloven.

Modtager du hjælp efter Ældreloven, tilretter vi hjælpen som helhedspleje. Det betyder, at vi så vidt muligt planlægger pleje og støtte i tæt samarbejde med dig og med udgangspunkt i netop dine ønsker, behov og din hverdag.

Helhedspleje har fokus på at støtte dig i at bevare dine evner og funktioner, så du kan klare mest muligt selv og leve det liv, du ønsker. Hjælpen bliver tilrettelagt i samarbejde med fagpersoner, der kender dig og din situation, og som arbejder tæt på dig i hverdagen.

Er du berettiget til hjælp, vil du blive tilbudt et forløb, der passer til dit funktionsniveau og dine behov.

Kolding Kommune tilbyder fem forskellige forløb. Hvert forløb beskriver overordnet hvilken støtte og hvilke opgaver der kan indgå i hjælpen. Du kan læse mere om forløbene i denne folder.

Både kommunens medarbejdere og godkendte private leverandører leverer helhedspleje ud fra de samme principper.

Gælder Ældreloven for dig?

  • Er du over 67 år og visiteres til hjælp efter den 1. juli 2025, er du omfattet af Ældreloven.

  • I helt særlige tilfælde kan loven også gælde for borgere under 67 år.

  • Er du over 67 år og visiteret til hjælp før 1. juli 2025, vil du inden 1. juli 2027 overgå til Ældreloven. Du skal ikke gøre noget. Vi kontakter dig automatisk og gennemgår din hjælp, når du eventuelt overgår til et nyt forløb efter Ældreloven. Indtil da fortsætter din hjælp, som du kender den i dag.

Hvornår er det aktuelt, at du søger?

Er du ude af stand til, eller har du vanskeligt ved at klare dine daglige gøremål, kan du eller dine pårørende – med dit samtykke – søge om hjælp, så din hverdag igen kan fungere.

Når vi har modtaget din ansøgning, vil en rådgiver kontakte dig og vurdere dit behov for hjælp.

Vurderingen tager udgangspunkt i, hvad du selv kan klare, og om du kunne have gavn af fx et afklaringsforløb med træning, hjælpemidler eller ændringer i din bolig, der kan styrke din selvstændighed i hverdagen.

Når vi vurderer dit behov for pleje og omsorg i hverdagen, ser vi også på, hvordan din bolig er indrettet, og om du kan træne. Vi tilpasser hjælpen til den enkelte, og derfor kan vi ikke på forhånd sige, hvad et tilbud om hjælp konkret består af. Er vi i tvivl, kan vi inddrage din læge eller en anden fagperson med dit samtykke.

Forløb og funktionsniveau

Pleje- og omsorgsforløbene bliver tildelt ud fra dit funktionsniveau. Dit funktionsniveau er et samlet udtryk for, hvad du er i stand til eller formår, baseret på dit fysiske, psykiske og sociale funktionsniveau.

Det betyder, at dit funktionsniveau har betydning for, hvilket pleje- og omsorgsforløb du bliver tilbudt efter en konkret, individuel vurdering.

I Kolding Kommune har vi fem forskellige forløb, der hver især indeholder personlig pleje, praktisk hjælp, støtte og omsorg, træning samt muligheden for at bruge velfærdsteknologi.

Vurderingen bliver foretaget i et samarbejde med dig, eventuelle pårørende samt relevante samarbejdspartnere.

Når du visiteres til et nyt forløb, vil du altid få en ny, skriftlig afgørelse fra din rådgiver.

Forløb 1 - Lette begrænsninger i hverdagen

Du har lette begrænsninger i dit samlede funktionsniveau, både i forhold til personlig pleje og praktiske opgaver. Du deltager i de fleste opgaver, men kan have behov for hjælp og støtte til for eksempel:

  • Rengøring af daglige opholdsrum: stue, soveværelse, køkken, bryggers, badeværelse og entré.

  • Tøjvask i egen vaskemaskine eller i fælles vaskeri i ejendommen. Medarbejderen bliver ikke og venter på vasken, men bruger tiden på andre opgaver hos dig eller andre borgere.

Hjælpen kan bestå af én eller flere af følgende opgaver: sortering, lægge tøjet i vaskemaskinen, tørre og sammenlægge vasketøjet.

  • Indkøb: Hjælp til indkøb én gang om ugen.

Du kan få hjælp til at skrive indkøbsseddel, planlægge indkøbet, bære varer hjem og stille dem på plads.

  • Bad: Let hjælp til bad, det kan være at gøre badeværelset og tingene klar samt rydde op bagefter.

  • Fodpleje og klipning af negle.

Der kan være mulighed for digitalt understøttet træning (fx træningsapps m.m.) og brug af hjælpemidler.

Opgaverne udføres i samarbejde med dig i det omfang, du kan deltage. Med dit samtykke kan vi også inddrage dit netværk eller civilsamfundet, fællesskaber, foreninger og andre.

Hjælpen gives altid med et rehabiliterende sigte i et ligeværdigt samarbejde mellem dig og medarbejderen, med udgangspunkt i dine ønsker og mål.

Forløb 2 – Let til moderat støtte i hverdagen

Du har lette til moderate begrænsninger i dit samlede funktionsniveau både i forhold til personlig pleje og praktiske opgaver. Du deltager i de fleste opgaver, men har behov for hjælp og støtte til for eksempel:

• Personlig pleje: Du har behov for støtte til dele af din personlige pleje.

Det kan være hjælp til at gøre badet klar, tage strømper på, lukke knapper, minde om vask under armene, skifte ble, tandbørstning og lignende. Fodpleje kan også indgå.

• Tilberedning og anretning af måltider: Du har behov for støtte eller let hjælp til for eksempel at anrette morgenmad, åbne låg, skære maden ud.

Tilberede smørrebrød, som opbevares på køl, så du selv kan tage det senere.

• Rengøring af daglige opholdsrum: stue, soveværelse, køkken, bryggers, badeværelse og entré.

Hjælpen kan bestå i gulvvask, skift af sengelinned og rengøring af badeværelse.

• Tøjvask i egen vaskemaskine eller fælles vaskeri.

Medarbejderen venter ikke under vasken, men udfører andre opgaver hos dig eller andre borgere.

Hjælpen kan omfatte: sortering, lægge i vaskemaskinen, tørring og sammenlægning

• Indkøb: Hjælp én gang om ugen.

Du kan få hjælp til at skrive indkøbsseddel, planlægge indkøbet, bringe varer hjem og stille dem på plads.

Der kan være mulighed for digitalt understøttet træning (fx træningsapps m.m.) og brug af hjælpemidler.

Bliver du visiteret til forløbet, har du typisk behov for ét dagligt besøg og eventuelt ét aftenbesøg.

Opgaverne udføres i samarbejde med dig i det omfang, du kan deltage. Med dit samtykke kan vi også inddrage dit netværk eller civilsamfundet, fællesskaber, foreninger og andre.

Hjælpen gives altid med et rehabiliterende sigte i et ligeværdigt samarbejde mellem dig og medarbejderen, med udgangspunkt i dine ønsker og mål.

Forløb 3 – Moderat til omfattende støtte i hverdagen

Du har moderate til svære begrænsninger i dit samlede funktionsniveau både i forhold til personlig pleje og praktiske opgaver. Du deltager i enkelte opgaver, men har behov for hjælp og støtte til for eksempel:

  • Personlig pleje: Du har behov for nogen hjælp til flere dele af din personlige pleje. Det kan være hjælp til at vaske og tørre dig efter badet, nedre hygiejne, støtte ved toiletbesøg og faste toilettider, tømning af bækkenstol, skift af indlæg, barbering, tandbørstning og påklædning af underkrop. Fodpleje kan også indgå.

  • Måltider: Du har behov for nogen hjælp til at anrette morgenmad og aftensmad. Du kan måske selv finde den anrettede mad frem. Varme måltider opvarmes i mikroovn, som du selv skal anskaffe.

Der kan også være behov for hjælp til at starte måltidet.

  • Rengøring af daglige opholdsrum: stue, soveværelse, køkken, bryggers, badeværelse og entré.

  • Hjælpen kan omfatte gulvvask, skift af sengelinned, rengøring af badeværelse og aftørring af tilgængelige flader.

  • Tøjvask i egen vaskemaskine eller fælles vaskeri.

Medarbejderen venter ikke under vasken, men udfører andre opgaver hos dig eller andre borgere.

Hjælpen kan omfatte: sortering, lægge i vaskemaskinen, tørring og sammenlægning

  • Indkøb: Hjælp én gang om ugen.

Du kan få hjælp til at skrive indkøbsseddel, planlægge indkøbet, bringe varer hjem og stille dem på plads.

Der kan være mulighed for digitalt understøttet træning (fx træningsapps m.m.) og brug af hjælpemidler.

Du har behov for hjælp i dagtimerne og derudover også om aftenen og/eller om natten.

Opgaverne udføres i samarbejde med dig i det omfang, du kan deltage. Med dit samtykke kan vi også inddrage dit netværk eller civilsamfundet, fællesskaber, foreninger og andre.

Hjælpen gives altid med et rehabiliterende sigte i et ligeværdigt samarbejde mellem dig og medarbejderen, med udgangspunkt i dine ønsker og mål.

Forløb 4 – Omfattende hjælp og støtte i hverdagen

Du har svære til totale begrænsninger i dit samlede funktionsniveau både i forhold til personlig pleje og praktiske opgaver. Du kan stort set ikke deltage i opgaverne og har behov for hjælp og støtte til for eksempel:

  • Personlig pleje: Du har behov for omfattende hjælp til personlig pleje.

Det kan være hjælp til at vaske og tørre hænder, ansigt og overkrop, eventuelt under guidning, samt hjælp til at børste tænder og at rede hår. Du kan også have brug for hjælp til at vælge påklædning, tage tøj af og på, eventuelt med detaljeret guidning. Fodpleje kan også indgå. Der er behov for støtte til toiletbesøg, rengøring efter toiletbesøg og bleskift. Ofte kan der også være behov for hjælp til at tage initiativ til toiletbesøg.

  • Måltider: Du har behov for betydelig hjælp til at tilberede og anrette alle dagens måltider.

Du kan muligvis deltage i nogle opgaver, hvis du guides, det kan være at smøre brød eller sætte kaffe over.

  • Varme måltider opvarmes i mikroovn, som du selv skal anskaffe. Der kan være behov for, at medarbejdere hjælper med at starte måltidet og ofte også behov for, at en medarbejder er til stede, mens du spiser.

  • Rengøring af daglige opholdsrum: stue, soveværelse, køkken, bryggers, badeværelse og entré.

Hjælpen kan omfatte gulvvask, skift af sengelinned, rengøring af badeværelse og aftørring af tilgængelige flader.

  • Tøjvask i egen vaskemaskine eller fælles vaskeri.

Medarbejderen venter ikke under vasken, men udfører andre opgaver hos dig eller andre borgere.

Hjælpen kan omfatte: sortering, lægge i vaskemaskinen, tørring og sammenlægning

  • Indkøb: Hjælp én gang om ugen.

Du kan få hjælp til at skrive indkøbsseddel, planlægge indkøbet, bringe varer hjem og stille dem på plads.

Der kan være mulighed for digitalt understøttet træning (fx træningsapps m.m.) og brug af hjælpemidler.

Bliver du visiteret til forløbet, har du ofte behov for hjælp både i dagtimerne, om aftenen og eventuelt om natten. Hjælp til toiletbesøg fylder ofte meget, og der kan være behov for støtte til at flytte dig og hjælp til at komme omkring.

Opgaverne udføres i samarbejde med dig i det omfang, du kan deltage. Med dit samtykke kan vi også inddrage dit netværk eller civilsamfundet, fællesskaber, foreninger og andre.

Hjælpen gives altid med et rehabiliterende sigte i et ligeværdigt samarbejde mellem dig og medarbejderen, med udgangspunkt i dine ønsker og mål.

Forløb 5 – Fuld støtte i hverdagen

Du har totale begrænsninger i dit funktionsniveau både i forhold til personlig pleje og praktiske opgaver. Du deltager stort set ikke i opgaverne og har behov for hjælp og støtte til for eksempel:

  • Personlig pleje: Du har behov for omfattende hjælp til personlig pleje.

Det kan være hjælp til at vaske og tørre hænder, ansigt og overkrop, eventuelt under guidning, samt hjælp til at børste tænder og at rede hår. Du kan også have brug for hjælp til at vælge påklædning, tage tøj af og på, eventuelt med detaljeret guidning. Fodpleje kan også indgå. Der er behov for støtte til toiletbesøg, rengøring efter toiletbesøg og bleskift. Ofte kan der også være behov for hjælp til at tage initiativ til toiletbesøg.

  • Måltider: Du har behov for hjælp til at tilberede og anrette alle måltider. Varme måltider opvarmes i mikroovn, som du selv skal anskaffe. Der er behov for, at en medarbejder er til stede, mens du spiser.

  • Rengøring af daglige opholdsrum: stue, soveværelse, køkken, bryggers, badeværelse og entré.

Hjælpen kan omfatte gulvvask, skift af sengelinned, rengøring af badeværelse og aftørring af tilgængelige flader.

  • Tøjvask i egen vaskemaskine eller fælles vaskeri.

Medarbejderen venter ikke under vasken, men udfører andre opgaver hos dig eller andre borgere.

Hjælpen kan omfatte: sortering, lægge i vaskemaskinen, tørring og sammenlægning

  • Indkøb: Hjælp én gang om ugen.

Du kan få hjælp til at skrive indkøbsseddel, planlægge indkøbet, bringe varer hjem og stille dem på plads.

Der kan være mulighed for digitalt understøttet træning (fx træningsapps m.m.) og brug af hjælpemidler.

Bliver du visiteret til forløbet, har du behov for hjælp i dagtimerne, om aftenen og om natten.

Hjælp til toiletbesøg mv. fylder ofte meget, og der er behov for støtte til hjælp til at flytte dig og komme omkring.

Opgaverne udføres i samarbejde med dig i det omfang, du kan deltage. Med dit samtykke kan vi også inddrage dit netværk eller civilsamfundet, fællesskaber, foreninger og andre.

Hjælpen gives altid med et rehabiliterende sigte i et ligeværdigt samarbejde mellem dig og medarbejderen, med udgangspunkt i dine ønsker og mål.

Andre typer af hjælp

Madservice – levering af varm mad til dit hjem

Hvis du bor i eget hjem, har nedsat funktionsevne og ikke selv er i stand til at tilberede varm mad, kan du få madservice.

Det indebærer, at:

  • Du er hjemme, når maden leveres

  • Du selv har en mikroovn, hvis du har behov for hjælp til at varme maden

Derudover gælder følgende:

  • Du får hver måned en menuplan, hvor du kan vælge de retter, du ønsker.

  • Chaufføren sætter maden i dit køleskab og tjekker udløbsdatoer på eventuelle ubrugte måltider.

  • Du og chaufføren har en løbende dialog om holdbarhed og andre praktiske forhold.

  • Har du særlige behov, kan du få specialkost (fx glutenfri m.m.) efter aftale med din læge.

Betalingen følger kommunens gældende takster og opkræves via pensionen eller girokort – to måneder bagud.

Aflastningsophold og midlertidigt ophold

Passer du en nærtstående person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan vi i nogle tilfælde tilbyde et aflastningsophold.

Har du i en periode et særligt behov for pleje og omsorg, kan der tilbydes et midlertidigt ophold.

Du kan kontakte Senior – og Sundhedsrådgivningen for nærmere information.

Pasning i den sidste tid

Har du et ønske om at tilbringe din sidste tid i eget hjem og blive passet af en nærtstående (det kan være dit barn, din ægtefælle eller andre), kan den nærtstående søge om plejeorlov hos Senior- og Sundhedsrådgivningen. I kan kontakte os for at få udleveret et ansøgningsskema eller finde det på borger.dk.

Senior- og Sundhedsrådgivningen aftaler med din nærtstående, hvilke opgaver der skal varetages, alt efter dine behov. Det kan for eksempel være:

  • Almindelig daglig hygiejne

  • Af- og påklædning

  • Bad

  • Toiletbesøg

  • Hjælp til måltider

  • Rengøringsopgaver

  • Daglig husholdning

  • Indkøb

  • Madlavning

Det forventes, at den nærtstående, der har plejeorlov:

  • Opholder sig i hjemmet størstedelen af døgnet

  • Er til stede i aftentimerne og eventuelt om natten, hvis du er utryg og har behov for tryghed og overvågning

Plejeorlov gives i et begrænset antal timer og kan deles mellem flere pårørende / nærtstående.

Du kan stadig modtage hjælp i hjemmet og sygepleje, selvom der er bevilget plejeorlov.

Bliver du indlagt kortvarigt, kan plejeorloven fortsætte. Er der derimod tale om en længere indlæggelse, kan plejeorloven bortfalde. I vil modtage en ny afgørelse, hvis det er tilfældet.

Hvis du bliver indlagt på sygehus eller hospice, skal Senior- og Sundhedsrådgivningen derfor straks have besked.

Selvudpeget hjælper

Du har mulighed for selv at udpege en person, der kan yde hjælp til personlig pleje og/eller praktisk hjælp, hvis du er ude af stand til, eller har vanskeligt ved, selv at udføre opgaverne og dermed vurderes berettiget til hjælp.

Få mere information ved at kontakte Senior- og Sundhedsrådgivningen, eller læs mere på www.kolding.dk

Hvor kan du henvende dig?

Hvis du ikke tidligere har modtaget personlig eller praktisk hjælp, kan du kontakte Senior- og Sundhedsrådgivningen på telefon 79 79 70 02, mandag til fredag mellem kl.08.30-11.30. Se også mere på www.kolding.dk.


Hvis du sender personfølsomme oplysninger, skal du benytte en af selvbetjeningsløsningerne på www.kolding.dk.

Hvis der er behov for ændringer i din eksisterende hjælp, skal du drøfte mulighederne med en af de medarbejdere der kommer i dit hjem.

Frit valg af leverandør

I Kolding Kommune kan du vælge følgende leverandører til din pleje, praktisk hjælp og træning:

  • Kommunal hjælp i hjemmet

  • Kære Pleje

  • Svane Pleje

Alle leverandører, der er godkendt af Kolding Kommune, lever op til de kvalitetskrav, kommunen har fastsat. Leverandøren har det samlede ansvar for dit forløb.

Du kan udelukkende vælge en leverandør til din helhedspleje.

Leverandøren modtager de relevante personlige oplysninger om dig, der er nødvendige for din helhedspleje.

Ønsker du at skifte leverandør, skal du kontakte Senior- og Sundhedsrådgivningen. Vi kan oplyse dig om, hvornår skiftet kan træde i kraft.

Sagsbehandlingstider

Vi behandler din ansøgning så hurtigt som muligt. Du kan finde en oversigt over vores sagsbehandlingsfrister på Kolding Kommunes hjemmeside: www.kolding.dk/sagsbehandlingstider

Sagsbehandlingstider

Praktiske oplysninger

Afgørelse og klage

Når din ansøgning om hjælp er behandlet, modtager du en afgørelse fra Senior- og Sundhedsrådgivningen Afgørelsen fortæller, hvad du er bevilget, hvad formålet med hjælpen er og eventuelt for hvilken periode hjælpen gives.

Hvis du ikke bevilges alt den hjælp, du har søgt om, vil du få en begrundelse for dette og en klagevejledning.

Du kan klage indenfor fire uger, fra du har modtaget afgørelsen. Du kan klage enten skriftligt eller mundtligt.

Hvis du ønsker at klage skriftligt, skal du sende klagen til Senior- og Sundhedsrådgivningen. Hvis du har modtaget afgørelsen i din Digitale post, kan du klage ved at besvare brevet i Digital post. Ellers kan du sende klagen som brev til følgende adresse:

Senior- og Sundhedsrådgivningen, Ålegården 2-4, 6000 Kolding

Har du spørgsmål til selve klageprocessen, kan du kontakte Senior- og Sundhedsrådgivningen for vejledning.

Arbejdsmiljø i dit hjem

For at undgå sygdom, nedslidning og skader hos medarbejderne, der hjælper dig, skal dit hjem opfylde en række krav til arbejdsmiljøet:

  • Ved løft skal hjælperen overholde retningslinjer i arbejdsmiljølovgivningen. Det kan eksempelvis være i forbindelse med indkøb.

  • Ved brug af personlift eller plejeseng kan det være nødvendigt at ommøblere dit hjem for at sikre tilstrækkelig plads og sikkerhed.

  • Hvis det ikke er muligt at give hjælp til bad i hjemmet på forsvarlig vis, kan vi i stedet tilbyde bad på et af kommunens plejehjem. Hvis du ikke selv kan eller meget vanskeligt ved at komme frem og tilbage, sørger kommunen for kørsel.

  • Rengøringsmidler og redskaber skal leve op til arbejdsmiljølovgivningen.

  • Adgangsforhold skal være sikre og belyste.

  • Der må ikke ryges i hjemmet, mens hjælpen udføres.

  • Husdyr må ikke være til gene for hjælperen.

Det er hjælperens leder, der vurderer arbejdsmiljøet i hjemmet og har ansvaret for, at reglerne bliver overholdt.

Aktindsigt og notatpligt / dokumentationskrav

Kolding Kommune og de private leverandører af helhedspleje, registrerer relevante oplysninger omkring din bevilling og levering af hjælp.

Du har ret til at få indsigt i de registrerede personoplysninger, og du har ret til at få urigtige oplysninger om dig rettet.

Du har ret til at få indsigt i sagens akter, og har derfor mulighed for at søge om aktindsigt.

Dine pårørende kan også få aktindsigt, hvis du giver skriftligt samtykke.

Du kan få læseadgang til dine data i kommunens elektroniske omsorgssystem via Borgerportalen.

Her kan du blandt andet se oplysninger om besøg og journalnotater.

Borgerportalen kan findes på www.kolding.dk

Databeskyttelse

Kolding Kommune er ansvarlig for de personoplysninger, vi har modtaget om dig.

Du kan læse mere om databeskyttelse på www.kolding.dk

Tilkøb

Tilkøb af ekstra hjælp

Hvis du ønsker at supplere den helhedspleje, du er bevilget af kommunen, kan du tilkøbe ekstra hjælp. Det kan for eksempel være til praktiske opgaver.

Ønsker du at supplere din hjælp, skal du selv kontakte en af de godkendte private leverandører i kommunen eller et andet privat firma.

Lovgrundlag

Ældreloven

§ 1. Loven har til formål at tilvejebringe rammene for en ældrepleje, der med udgangspunkt i den enkelte persons aktuelle livssituation og behov understøtter en alderdom, som er præget af mest mulig livsglæde, selvhjulpenhed og tid til omsorg og nærvær.

Stk. 2 med denne lov tilsigtes særligt at understøtte følgende:

  1. Den ældres selvbestemmelse.

  2. Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse.

  3. Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

§ 2

Loven finder anvendelse for personer, som opholder sig lovligt her i landet, og som har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, og har behov for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse på grund af nedsat funktionsevne, der er opstået i forbindelse med personens aldring, jf. dog stk. 2 og 4 og §§ 4, 6, 8, 16, 23-26, 34-37 og 44.

Stk. 2. Loven finder også anvendelse for ældre personer, som opholder sig lovligt her i landet, og som ikke har nået folkepensionsalderen, når det efter en samlet vurdering af personens livssituation vurderes, at behovet for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse svarer til det behov, som ældre personer, der har nået folkepensionsalderen, kan have, jf. stk. 1.

Stk. 3. Vurderingen af, om en person er omfattet af stk. 1 eller 2, foretages af kommunalbestyrelsen i personens handlekommune, jf. §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse for personer, der er omfattet af §§ 95 eller 96 i lov om social service.

Der kan henvises til Servicelovens paragraffer, der hvor indholdet i Ældreloven ikke er tilstrækkelig, fx kørsel og nødkald.

Denne Serviceinformation henviser til følgende i Ældreloven:

  • Pleje – og Omsorgsforløb jf. §10

  • Madlevering jf. §13

  • Aflastningsophold jf. §16

  • Afløsning jf. §16

  • Midlertidigt ophold jf. §17

  • Selvudpeget hjælper jf. §20

  • Pasning af døende jf. §23

Kontakt

Senior- og Sundhedsrådgivningen

Telefontid:
Mandag - fredag kl. 8.30 - 11.30.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje