Skip til hoved indholdet

Aflastning som dagtilbud

Passer du en nærtstående person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og har du behov for aflastning, kan du søge om aflastning som dagtilbud.

Aflastning som dagtilbud foregår på et aktivitetscenter eller på et daghjem på hverdage. Der er egenbetaling til forplejning og kørsel.

Afløsning i hjemmet

Har du på baggrund af nedsat funktionsevne behov for, at din ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, er til stede i hjemmet, kan dine pårørende søge om afløsning i hjemmet hos Senior- og Sundhedsrådgivningen.

Afløsning foregår i dit hjem, hovedsagelig i tidsrummet kl. 7.00 - 23.00. Afløsning bevilges som udgangspunkt maksimalt 2 timer ugentligt.

Tilbuddet om afløsning, bliver som udgangspunkt kun givet, hvis alle muligheder for tilbud om aflastning er udtømt.

Aktivitetstilbud på aktivitetscenter

Et visiteret tilbud for dig, som af fysiske, psykiske eller sociale årsager ikke selv kan opsøge aktivitet og samvær.

I aktivitetscentret får du mulighed for at:

  • Opleve trygge rammer
  • Møde ligestillede
  • Deltage i gruppeaktiviteter, hvor dine ressourcer støttes og bruges bedst muligt
  • Deltage i hyggelige måltider
  • Opleve socialt samvær, hvor medbestemmelse og glæde er i centrum
  • Få indflydelse på planlægning af aktiviteter
  • Få hjælp af uddannet personale.

Alle aktiviteter gennemføres som gruppeaktiviteter som f.eks. livshistorieværksteder, erindringsdans, stoledans, stolegymnastik, sang og musik, wellness, oplæsning, banko, kreative sysler, udendørsaktiviteter m.m.

Der er ikke mulighed for individuel træning i aktivitetscentret.

Du kan søge om et aktivitetstilbud i aktivitetscenter ved Senior- og Sundhedsrådgivningen. Det visiterede aktivitetstilbud er et heldagstilbud på hverdage 1 til 3 gange om ugen.

Der er følgende aktivitetscentre i Kolding Kommune:

Aktivitetscenter Olivenhaven
Munkevænget 10, 6000 Kolding
tlf. 76 32 56 80 - 76 32 56 79

Aktivitetscenter Kongebrocentret Kongebrocentret 1-5, 6070 Christiansfeld
tlf. 73 20 20 21

Kørsel til aktivitetscenter

Du kan bevilges kørsel til og fra aktivitetscenter. Der er egenbetaling på kørsel for pensionister efter Kolding Kommunes gældende takster.

Der er åbent alle hverdage, men der kan forekomme enkelte dag, hvor aktivitetscentret lukkes i forbindelse med uddannelse af personale.

På helligdage samt 1. maj og Grundlovsdag er aktivitetscentrene lukkede.

Betaling

Det er gratis at deltage i et aktivitetstilbud, men der er egenbetaling på mad og drikke, som kan købes i de respektive cafeterier. Der vil forekomme egenbetaling af materialer og i forbindelse med ture, aktiviteter og arrangementer.

Afbud

Hvis du er forhindret i at komme, melder du afbud til dit aktivitetscenter. Afbud meldes, så vidt muligt dagen før inden kl. 12.00. Melder du ikke afbud rettidigt, betaler du for forgæves kørsel.

Har du brug for hjælp til at indtage medicin, kan du få hjælp af personalet. Dette planlægges ved opstart.

Medicinen medbringes i doseringsæsker eller dosispakket og skal være påført ugedag, navn og Cpr-nr. Hjælpen gives efter retningslinjen: Medicinadministration i Kolding Kommune.

Bruger du personlige hjælpemidler skal du selv medbringe dem i aktivitetscentret.

Er du syg f.eks. med opkast, diarré eller lignende, kan du ikke komme i aktivitetscentret, du skal melde afbud.

Det er hensigtsmæssigt at klæde sig godt på efter årstiden, da vi lægger vægt på at komme ud i den friske luft. 

Ligeledes kan det være en god ide med ekstra tøj.

Kontakt til Senior- og Sundhedsrådgivningen

Telefontid:
Mandag - fredag kl. 8.30 - 11.30.
Tlf. 79 79 84 50


Daghjem for borgere med demens - Herkules Klubben

Herkules Klubben er til dig, der har en demenssygdom, og som har brug for samvær og aktiviteter tilpasset dig.

I Herkules klubben vil du opleve trygge, overskuelige og hyggelige rammer, hvor samvær, aktivitet og medbestemmelse er i centrum. Vi har fokus på, at aktiviteterne fremmer din sundhed og livskvalitet.

Medarbejderne har forskellige faglige baggrunde, men alle er medarbejdere, som går på arbejde for at gøre en forskel for dem, der kommer i Herkules Klubben. 

I Herkules Klubben er der en række forskellige aktiviteter, man kan lave. Det kan for eksempel være: 

  • Motion og bevægelse som stolegymnastik og dans
  • Sang, musik og oplæsning
  • Forskellige oplevelser med VR-briller
  • Dagligdags gøremål
  • Livshistorieværksteder
  • Velvære og hvile
  • Banko, quiz og spil
  • Kreativværksteder som for eksempel smykker og blomster
  • Busture til oplevelser
  • Gåture i vores nærområde
  • Cykelture på duo-, trio- og rickshawcykler
  • Udeliv, bål og hygge i vores campingvogn
  • 'Fredags'-bar
  • Mande/damegrupper
  • Gudstjeneste

For at komme i Herkules Klubben skal du have en demensdiagnose, og du skal visiteres til tilbuddet. Det er din demenskonsulent, som sammen med dig afgør, om du vil have gavn af tilbuddet.

Herkules Klubben ligger i tilknytning til Munkensdam Plejecenter:

Herkules Klubben
Tøndervej 102
6000 Kolding

Mobil 1: 61 15 28 78
Mobil 2: 24 27 24 51
Teamleder: 21 12 72 23

Kørsel

Kan du selv eller en af dine pårørende ikke transportere dig til og fra Herkules Klubben, kan du bevilliges kørsel. Dette sker gennem Senior- og Sundhedsrådgivningen:

Senior- og Sundhedsrådgivningen
Tlf. 79 79 84 50
Der er telefontid alle hverdage mellem kl. 08.30-11.30.

Herkules Klubben har åbent mandag til fredag kl. 08.30-14.30 undtagen helligdage, 1. maj og Grundlovsdag samt på dage i forbindelse med uddannelse af personale.

Betaling

Du skal selv betale for opholdet i Herkules Klubben. Dette beløb dækker blandt andet formiddagskaffe, middagsmad og eftermiddagskaffe. Der kan også forekomme egenbetaling i forbindelse med ture og arrangementer.

Afbud

Du skal melde afbud så tidligt som muligt, hvis du ikke kan komme i Herkules Klubben – ellers kan du risikere at skulle betale for mad og kørsel. Kommer du igen efter en fraværsperiode, skal du ringe til os senest dagen før, så medarbejderne kan sørge for mad og kørsel.

Har du brug for hjælp til at indtage medicin, kan du få hjælp af personalet. Dette planlægges ved opstart sammen med personalet.

Medicinen skal medbringes i doseringsæsker eller dosispakket og skal være påført ugedag, navn og cpr. nr.

Er du syg med for eksempel opkast, diarré eller lignende, kan du ikke komme i Herkules Klubben, og du skal melde afbud.

Det er hensigtsmæssigt at klæde sig godt på efter årstiden og medbringe ekstra tøj.