Få overblik over din medicin og undgå fejlmedicinering
Sammen med din læge kan du sikre dig, at alle oplysninger om den medicin du tager er korrekte.
Sammen med din læge kan du sikre dig, at alle oplysninger om den medicin du tager er korrekte.
Fælles Medicinkort er en central database hos National Sundheds-it, som indeholder oplysninger om alle danske borgeres medicin, købt på recept igennem de seneste to år, samt en opdateret liste over borgerens aktuelle lægemiddelordinationer.
Databasen bliver administreret af Statens Serum Institut, Sektor for National Sundheds-it. Se mere på www.sundhed.dk.
På Fælles Medicinkort kan du få oprettet dit eget medicinkort med oplysninger om din aktuelle medicinering.
Oplysningerne på dit medicinkort kan deles mellem dig og de sundhedspersoner, som behandler dig, f.eks. din egen læge, sygehuslæger, tandlæger, sygeplejersker m.fl.
Du kan godt vælge at holde dine oplysninger privat, om den medicin du tager. Der kan dog være en risiko for, at medicin som du får udskrevet efterfølgende af en anden læge, kan virke negativt sammen med din "private" medicin.
Ønsker du alligevel at holde en eller flere af lægemidlerne privat, skal du bede din læge om at markere medicinen i Fælles Medicinkort, som privat.
Herefter vil de lægemidler, som er markeret privat ikke være synlige. Den behandlende læge eller anden sundhedsperson kan bede dig om at samtykke til at se alle dine medicinoplysninger.
Af helbredsmæssige årsager kan alle læger i tilfælde af livstruende situationer bryde privatmarkeringen og få adgang til alle dine medicinoplysninger. Du kan også give lægen samtykke til at se det pågældende lægemiddel.