Hvis du eller din pårørende ikke selv er i stand til at dosere din medicin, får du medicinen udleveret pakket i små poser. Hver pose indeholder en dosis medicin, som skal tages på et bestemt tidspunkt. Det eneste du skal gøre er at åbne posen på de tidspunkter, hvor du skal tage din medicin.
Det praktiske
Når du skal starte op med dosispakket medicin, hjælper sygeplejersken dig gerne med dette. Som udgangspunkt vil du modtage dosispakket medicin til 14 dage ad gangen. Skal du på ferie, kan apoteket udlevere til en længere periode – dog højest fire uger. Du skal selv sørge for at hente den dosispakkede medicin på apoteket. Du kan også få bragt medicinen ud med bud mod egenbetaling.
Fordele ved dosispakket medicin
Der er en række fordele ved at bruge dosispakket medicin.
- Du minimerer risikoen for at få den forkerte medicin.
- Du skal ikke transportere dig til en af vores sygeplejeklinikker eller vente på sygeplejersken derhjemme.
- Du får et bedre overblik over, hvilken medicin du tager.
- Der vil ikke være noget spild af tabletter, og du betaler derfor ikke for medicin, du ikke bruger.
Pris
Du betaler kun stykprisen for den medicin, du skal bruge, og de almindelige tilskudsregler gælder også for dosispakket medicin. Apoteket pakker altid den billigst mulige medicin, medmindre du har særlige ønsker eller behov.
Når du får dosispakket medicin skal du betale et gebyr til apoteket for at få den pakket, hvilket dækker apotekets omkostninger med at pakke medicinen. Ligesom du kan få tilskud til din medicin, kan du også få samme tilskud til gebyret.
Du kan selv beregne, hvad du skal betale i gebyrer for at få pakket din medicin på apotekets hjemmeside
Du kan også få hjælp af sundhedspersonalet til at bruge beregneren.
Ændringer i medicinen
Selvom du er stabilt medicineret, kan der være behov for ændringer i din medicin. Når du får dosispakket medicin, kan ændringerne i din medicin stadig foretages hurtigt – inden for 24-48 timer. Apoteket sørger for at lave ændringerne, og du skal blot hente eller få sendt din nye dosispakkede medicin.
Hvis du skulle blive indlagt
Hvis du bliver indlagt, kan det være en god idé at fortælle lægerne, at du er på dosispakket medicin, selvom de i de fleste tilfælde godt vil kunne se det i dine sundhedspapirer.
Tryg opstart
Hvis du føler dig usikker på at skulle have dosispakket medicin, kommer vi gerne på besøg og hjælper dig til at begynde med. Vi sørger sammen for, at du er godt introduceret til at bruge din dosispakkede medicin.