Skip til hoved indholdet

Få fælles affaldsbeholdere - ny affaldsordning

En fællesløsning betyder, at to eller flere naboer deler affaldsbeholdere til affald, også mad- og restaffald. Følg denne trin-for-trin-guide for at oprette en fællesløsning.

Hent aftaleskema

Aftaledokument for fælles affaldsløsning

Den nye affaldsindsamling i Kolding Kommune begynder i november 2025. Vil I være en del af en fællesløsning, kræver det, at I underskriver en aftale med Redux – Affald og Genbrug. Alternativt får I individuelle affaldsbeholdere.

Herunder kan I se, hvad I skal gøre:

1. Aftal, hvem der vil deltage

Før I kan søge om en fælles affaldsløsning, skal I afklare:

  • Hvilke husstande ønsker at deltage?
  • Hvem skal være kontaktperson, som står for dialogen med Redux?

Husk, at alle husstande skal underskrive aftalen.

2. Beregn jeres behov og vælg beholdere

  • Når I har besluttet jer for at dele beholdere, skal I vurdere, hvor store affaldsbeholdere I har brug for, og hvor beholderne skal placeres (max 100 meter fra den husstand, der bor længst væk fra beholderne).
  • Fællesløsningen omfatter både beholdere til det genanvendelige affald, plast og mad- og drikkekartoner, glas og metal samt pap og papir, og beholdere til mad- og restaffald. Det er således ikke muligt at have egne beholdere til mad- og restaffald, hvis I er en del af en fællesløsning.
  • Tekstilaffald og farligt affald er ikke omfattet af fællesløsningen, og disse typer affald sorterer hver husstand hver især. Afhentning skal bestilles via digital selvbetjeningsløsning.
  • Tømningsfrekvensen er som standard hver 4. uge på genanvendeligt affald og hver 2. uge på mad- og restaffald. Tømmefrekvensen kan ændres mod betaling.
  • Redux kan hjælpe jer med at finde den rigtige størrelse beholdere.

3. Indsend aftaledokumentet

For at ansøge om en fællesløsning skal alle deltagere underskrive aftaledokumentet.

Hent aftaledokumentet her. Når skemaet er udfyldt, sendes det til Redux – Affald og Genbrug via Digital Post.

Vent med at etablere standplads, til aftalen er godkendt. Når I har indsendt aftalen, modtager I en kvittering. I hører fra os, når vi har behandlet jeres aftale.

En fællesløsning fordeler kun udgiften til tømmegebyret mellem de tilsluttede husstande. Tømmegebyret for de fælles beholdere bliver som udgangspunkt ligeligt fordelt mellem de tilsluttede husstande. Gebyret bliver opkrævet over ejendomsskattebilletten. Hvis husstandene ønsker en anden fordeling af tømmegebyret er dette også muligt.

Udover tømmegebyret betaler alle husstande desuden et affaldsgebyr, der dækker over (se de aktuelle satser):

  • Genbrugsplads
  • Farligt affald
  • Bygninger og lukkede deponier
  • Administration
  • Tekstilindsamling

Gebyrerne er vægtede og opkræves i henhold til Kolding Kommunes til enhver tid gældende takster. Gebyrerne opkræves hos den, der har tinglyst adkomst til ejendommen. De opkræves to gange årligt, i januar og juli måned, via bidragsopgørelsen.


Pris for at få tømt affaldsbeholderne

De oplyste takster er gældende for 2026.

Tømmegebyret for de fælles affaldsbeholdere bliver som udgangspunkt ligeligt fordelt mellem de tilsluttede husstande. Gebyret bliver opkrævet over ejendomsskattebilletten. Hvis husstandene ønsker en anden fordeling af tømmegebyret, er dette også muligt.

Eksempel 1: Fællesløsning to husstande

To naboer på Renovationsvej deler tre affaldsbeholdere (2026-priser):

  • Mad- og restaffald (en beholder): 370 liters to-delt beholder med 14- dagestømning (1.561 kr. i årligt tømmegebyr)

  • Genanvendeligt affald (to beholdere): én 370 liters to-delt beholder til blandet pap/papir og glas/metal og én 370 liters beholder til blandet plast + mad- og drikkekartoner, begge beholdere med tømning hver fjerde uge (371 kr. i årligt tømmegebyr

Årligt tømmegebyr = 1.932 kr. fordelt ligeligt på de to adresser.

Renovationsvej 1: 966 kr. (50% andel af tømmegebyret)

Renovationsvej 2: 966 kr. (50% andel af tømmegebyret)


Eksempel 2: Fællesløsning seks husstande

På en villavej er seks ud af vejens 10 husstande blevet enige om at dele i alt syv affaldsbeholdere (oplyst i 2026-priser):

  • Restaffald (to beholdere): 660 liters beholder med 14-dagestømning (1.905 kr. i årligt tømmegebyr) og en 240 liters beholder med 14-dages tømning (994 kr. i årligt tømmegebyr).

  • Madaffald (en beholder): 240 liters beholder med 14-dagestømning (833 kr. i årligt tømmegebyr)

  • Genanvendeligt affald (fire beholdere): to 660 liters beholder til plast + mad- og drikkekartoner, én 660 liters beholder til pap og papir, én 400 liters beholder til metal og glas, alle fire beholdere med 4-ugerstømning (1.562 kr. i tømmegebyr)

  • Årligt tømmegebyr = 5.294 kr. fordelt på de seks adresser.


Villavej 1: 883 kr. (16,7% andel af tømmegebyret)

Villavej 2: 883 kr. (16,7% andel af tømmegebyret)

Villavej 3: 883 kr. (16,7% andel af tømmegebyret)

Villavej 4: 883 kr. (16,7% andel af tømmegebyret)

Villavej 5: 883 kr. (16,7% andel af tømmegebyret)

Villavej 6: 883 kr. (16,7% andel af tømmegebyret)

Eksempel 3: Fællesløsning 10 husstande

Et bofællesskab med ti husstande deler ni affaldsbeholdere på fællesarealet (oplyst i 2026-priser):

  • Restaffald (tre beholdere): to 660 liters beholdere med 14-dagestømning (3.810 kr. i årligt tømmegebyr) og én 240 liters beholder med 14-dages tømning (994 kr. i årligt tømmegebyr).

  • Madaffald (en beholder): 240 liters beholder med 14-dagestømning (833 kr. i årligt tømmegebyr)

  • Genanvendeligt affald (fem beholdere): én 660 liters og én 400 liters beholder til plast + mad- og drikkekartoner, én 660 liters og én 400 liters beholder til pap og papir, én 400 liters beholder til metal og glas, alle fem beholdere med 14- dagestømning (2.798 kr. i årligt tømmegebyr)

    Årligt tømmegebyr = 8.435 kr. fordelt på de ti husstande.

Bofælle 1: 843,5 kr. (10% andel af tømmegebyret)

Bofælle 2: 843,5 kr. (10 % andel af tømmegebyret)

Bofælle 3: 843,5 kr. (10 % andel af tømmegebyret)

Bofælle 4: 843,5 kr. (10 % andel af tømmegebyret)

Bofælle 5: 843,5 kr. (10 % andel af tømmegebyret)

Bofælle 6: 843,5 kr. (10% andel af tømmegebyret)

Bofælle 7: 843,5 kr. (10 % andel af tømmegebyret)

Bofælle 8: 843,5 kr. (10 % andel af tømmegebyret)

Bofælle 9: 843,5 kr. (10 % andel af tømmegebyret)

Bofælle 10: 843,5 kr. (10 % andel af tømmegebyret)

Alle priser er angivet for 2025 og prisen for 2026 er angivet i parentesen.

Restaffald

Tømning hver 2. uge

  • 240 liter beholder: 1.031 kr. (994 kr.)
  • 400 liter beholder: 1.394 kr. (1.307 kr.)
  • 660 liter beholder: 2.038 kr. (1.905 kr.)

Tømning hver uge

  • 240 liter beholder: 2.008 kr. (1.988 kr.)
  • 400 liter beholder: 2.682 kr. (2.613 kr.)
  • 660 liter beholder: 3.935 kr. (3.810 kr.)

Madaffald

Tømning hver 2. uge

  • 240 liter beholder: 1.170 kr. (833 kr.)

Tømning hver uge

  • 240 liter beholder: 2.286 kr. (1.665 kr.)

To-delt beholder til restaffald og madaffald

Tømning hver 2. uge

  • 240 liter todelt beholder: 1.103 kr. (1.207 kr.)
  • 370 liter todelt beholder: 1.402 kr. (1.561 kr.)

Tømning hver uge

  • 240 liter todelt beholder: 2.137 kr. (2.414 kr.)
  • 370 liter todelt beholder: 2.703 kr. (3.123 kr.)

Alle priser er angivet for 2026.

Plast og mad- og drikkekartoner

Tømning hver 4. uge

  • 240 liter beholder: 416 kr.
  • 370 liter beholder: 491 kr.
  • 400 liter beholder: 518 kr.
  • 660 liter beholder: 729 kr.

Tømning hver 2. uge

  • 240 liter beholder: 831 kr.
  • 370 liter beholder: 982 kr.
  • 400 liter beholder: 1.035 kr.
  • 660 liter beholder: 1.458 kr.


Metal og glas

Tømning hver 4. uge

  • 240 liter beholder: 196 kr.
  • 400 liter beholder: 152 kr.

Tømning hver 2. uge

  • 240 liter beholder: 392 kr.
  • 400 liter beholder: 303 kr.


Pap og papir

Tømning hver 4. uge

  • 240 liter beholder: 133 kr.
  • 400 liter beholder: 47 kr.
  • 660 liter beholder: -48 kr.

Tømning hver 2. uge

  • 240 liter beholder: 266 kr.
  • 400 liter beholder: 94 kr.
  • 660 liter beholder: -96 kr.


To-delt beholder: Metal/glas og pap/papir

Tømning hver 4. uge

  • 240 liter todelt beholder: 19 kr.
  • 370 liter todelt beholder: -120 kr.

Tømning hver 2. uge

  • 240 liter todelt beholder: 39 kr.
  • 370 liter todelt beholder: -240 kr.

Hvorfor er der negativt beløb på nogle beholdere?

Tømmegebyret for nogle beholdere til genanvendeligt affald har et minus foran prisen.

Det kan umiddelbart synes ulogisk, men det hænger sammen med, at de virksomheder, som producerer emballage, skal begynde at betale for det affald, deres materialer genererer - det såkaldte producentansvar.

Når vi sælger de værdifulde materialer såsom pap, papir, glas og metal, er den økonomiske gevinst for kommunen med til at dække en del af tømmeomkostningerne. Jo mere genanvendeligt affald en husstand kan samle sammen til genanvendelse, jo flere penge får kommunen retur som kompensation fra producenterne. Derfor er der nogle beholdere, som borgerne så at sige 'får penge retur for', og derfor er de oplistet med negativ fortegn.

Den nye nationale affaldssortering giver mulighed for at få hentet 10 typer affald direkte ved din bopæl.

I fællesløsningen sorterer I otte typer i fælles affaldsbeholdere:

  1. Restaffald
  2. Madaffald
  3. Pap
  4. Papir
  5. Glas
  6. Metal
  7. Plast
  8. Mad- og drikkekartoner

    De sidste to typer affald sorterer du derhjemme - og der skal bestilles afhentning:
  9. Farligt affald: Det samler du i den grå kasse og placerer den ved din postkasse eller indkørsel, så kassen er synlig for skraldemanden.
  10. Tekstilaffald: Du samler tekstilaffaldet i en rød plastpose og placerer den ved din postkasse eller indkørsel, så posen er synlig for skraldemanden.

    Sådan bestiller du afhentning
    Du skal selv sørge for at bestille afhentning af den grå kasse og den røde pose. Det gør du her på hjemmesiden eller gennem den digitale selvbetjening i appen Affald Kolding.

  • Madaffald og restaffald bliver som standard tømt hver anden uge, medmindre I bestiller ugetømning.
  • Beholdere til genanvendeligt affald, plast og mad- og drikkekartoner, pap og papir, metal og glas, bliver som standard tømt en gang om måneden, medmindre I bestiller tømning hver anden uge.

Vær opmærksom på, at de enkelte typer affald tømmes af forskellige lastbiler. Så selvom beholderen til glas og metal er tømt, kan den til pap og papir godt være fyldt et par dage endnu.

Du og dine naboer skal stå for at gøre standpladsen klar (se billedeksempler på placering længere nede på denne side).

Når standpladsen er klar til brug, giver I besked til Redux - Affald og Genbrug, så sørger vi for levering af beholderne.

Der skal opstilles beholdere til: Madaffald, restaffald, plast, mad- og drikkekartoner, metal, glas, pap og papir. I nogle beholderstørrelser kan flere typer affald samles i én beholder. Alle beholdere skal stå samlet på samme område.


Sådan gør I standpladsen klar:

  • Det kan være, at der skal beskæres buske eller træer, så frihøjden er på minimum 2,2 meter.
  • Desuden skal der være fri passage rundt om beholderne.
  • I skal også sørge for, at der bliver lagt fliser fra standpladsen, hvor fællesløsningen er placeret, og hen til fortov eller vej.
  • Flisegangen skal minimum være 90 cm bred.
  • Det er fællesløsningens husstande, som er ansvarlige for at sikre, at adgangsvejen lever op til kravene. Læs mere om krav til adgangsvejen.

Alle udgifter til at etablere en egnet standplads til fællesløsningen er et anliggende imellem de deltagende husstande. Redux – Affald og Genbrug betaler ikke for etableringen og opkræver heller ikke betaling for disse udgifter.

Eventuelle aftaler mellem husstandene om brug af arealer til opsamlingssted er en privat sag og ligger uden for Redux – Affald og Genbrugs ansvar.

Når jeres fællesløsning er oprettet, har I et fælles ansvar for:

  • Korrekt sortering af affald
  • At beholderne ikke bliver overfyldte
  • At holde standplads og adgangsvej ren og tilgængelig: Ukrudt, nedfaldne blade m.m. skal fjernes, hække, buske eller træer rundt om og over beholderne skal beskæres. Materialer, som ikke hører hjemme i beholderne, skal I sørge for at aflevere på genbrugspladsen.
  • Om vinteren skal der ryddes sne og saltes eller gruses, så vores chauffører kan komme til.
  • Materialer, som ikke hører hjemme i beholderne, skal I sørge for at aflevere på genbrugspladsen.

Redux kan ændre beholderstørrelse eller tømningsfrekvens, hvis beholderne ofte er overfyldte.


Eksempler på placering af fælles affaldsbeholdere



240-liters affaldsbeholder

  • Højde: 106 cm
  • Bredde: 58 cm
  • Dybde: 73 cm

370-liters affaldsbeholder

  • Højde: 109 cm
  • Bredde: 77 cm
  • Dybde: 80,5 cm

400-liters affaldsbeholder

  • Højde: 112 cm
  • Bredde: 98 cm
  • Dybde: 74 cm

660-liters affaldsbeholder

  • Højde: 122,5 cm
  • Bredde: 125,5 cm
  • Dybde: 77,5 cm

Ændring af fællesløsning

OBS! Når aftalen om fællesløsning er indleveret, træder en bindingsperiode i kraft. I denne periode kan de enkelte husstande ikke vælge at skifte til en individuel løsning. Bindingsperioden betyder, at ændringer i fællesløsningen først kan foretages, når beholdere er blevet tømt seks gange (den første tømning finder sted i november 2025).

Ønsker I at ændre fællesløsningen, skal der laves et nyt aftaleskema. Ændringer kan for eksempel omfatte:

  • Antal og størrelse på beholdere

  • Ny kontaktperson

  • En husstand ønsker at indtræde i fællesløsningen. Ved ejerskifte indtræder den nye ejer automatisk i fællesløsningen, og den tidligere ejer har pligt til at oplyse om dette forhold.

  • En husstand ønsker at udtræde af fællesløsningen

En husstand ønsker at udtræde af fællesløsningen

En husstand kan udtræde af fællesløsningen og i stedet overgå til en individuel løsning for tømning af husholdningsaffald med én måneds varsel.

Ophør af fællesløsning

  • Ønsker I, at fællesløsningen skal ophøre, skal Redux – Affald og Genbrug informeres af kontaktpersonen.
  • Hvis der opstår uenighed omkring fællesløsningen mellem de tilsluttede husstande, kan Redux – Affald og Genbrug ophæve fællesløsningen og de deltagende husstande overgår til en standard løsning.
  • Redux – Affald og Genbrug kan til enhver tid ophæve fællesløsningen uden yderligere varsel.

Sortering og renholdelse

De tilsluttede husstande har blandt andet ansvaret for at:

  • Affaldet er sorteret korrekt

  • Beholderne ikke er overfyldte. Er beholderne overfyldte i en længere periode, kan Redux – Affald og Genbrug kræve, at der foretages ændringer i antallet af eller størrelsen på beholderne jf. Kolding Kommunes Regulativ for husholdningsaffald.

  • Renholde beholdere samt renholde og vedligeholde standpladsen, fx rydde adgangsvejen for sne samt gruse og salte, når det er glat.

  • Beskæring af beplantning, fx buske og træer.

Sådan kontakter du os

Redux – Affald og Genbrug
Bronzevej 3
, 6000 Kolding

Telefontider:

Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-16.30

Følg os på Facebook og Instagram(@reduxkolding)

Tilmeld nyhedsbrev (vælg affald og genbrug)

Selvbetjening:

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje