Udstilling
Bæredygtighedshusets udstilling er blandt andet bygget op omkring de seks indsatsområder. Her får du en status på hvert indsatsområde, kan se hvad Kolding Kommune arbejder med og får inspiration til, hvad du selv kan gøre for at leve mere bæredygtigt.
Vi giver også vores bud på, hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud gennem en lang række AI-generede billeder og så er der løbende forskellige små udstillinger med skiftende temaer.
Stuen
Her kan du tage del i forskellige fællesskaber og deltage i bæredygtige arrangementer. Du er også velkommen til at kigge forbi med din studiegruppe, holde et møde eller bare slå dig ned. Stuen kan frit benyttes af alle. Ønsker du at bruge stuen til et bæredygtigt event, skal den bookes ved henvendelse på kontoret eller på mail: kolding2030@kolding.dk
OBS!
Du skal ikke sende følsomme eller fortrolige personoplysninger til en almindelig mailadresse.
Kontor
Her har du mulighed for at komme i kontakt med medarbejderne i Bæredygtighedssekretariatet. De står for den daglige drift af Bæredygtighedshuset, hvilket blandt andet indebærer at arbejde med og formidle bæredygtighed, vejlede lokale initiativer, og understøtte lokale foreninger og fællesskaber.
Programgruppe
På tværs af Kommunens afdelinger og forvaltninger har vi samlet en såkaldt programgruppe. Gruppen består af bæredygtighedskoordinatorer og -ressourcepersoner, der indenfor deres felt arbejder med bæredygtighed i Kolding kommune. Hver tirsdag mødes vi i gruppen for at sparre med hinanden og blive klogere på, hvad der sker på bæredygtighedsdagsordnen indenfor de forskellige områder.
FOOD2030
Kolding skal være spydspids for at udvikle fremtidens bæredygtige fødevaresystem. Derfor er målet med FOOD2030-projektet, der får støtte af EU, at skabe langvarige løsninger, som kan bidrage til at opbygge et bæredygtigt system for fødevarer. Planen er at udvikle en fødevarepolitik for Kolding Kommune, der sætter bæredygtige fødevarer på agendaen og inspirerer andre til handling.
Læs mere om FOOD2030