Undgå legionærsyge i sommervarmen

I sommervarmen er der særlig grund til at være på vagt over for lungesygdommen legionærsyge. Tre gange flere smittes nemlig med sygdommen i sommerhalvåret end om vinteren. Vandinstallationer, der har stået ubenyttet hen, er ofte årsag til sygdommen. Du kan sagtens minimere risikoen for legionærsyge, hvis du tager dine forholdsregler.

En af årsagerne til legionella-bakterierne er, at temperaturen i mange varmtvandsanlæg er sænket for at spare på energien. Samtidig er vandforbruget faldet gennem de sidste år, hvilket har givet vandet en længere opholdstid i varmtvandsbeholderne og i ledningsnettet.

Bruseren er ofte smittekilde til lungesygdommen, legionærsyge. Forklaringen er, at bakterien opformerer sig i lunkent, stillestående vand. Smittekilder kan være vandaerosoler, bittesmå vandpartikler, der kan forekomme ved f.eks. brusebade og spabade.

Stillestående vand i vandinstallationer og rørledninger, der har stået ubenyttet hen i længere tid f.eks. i hoteller, på campingpladser eller i sommerhuse kan også være en smittekilde. Du skal også være opmærksom på, at vandet i din egen bolig har stået stille i nogen tid, når du har været på ferie.

Skyl rørsystemerne godt igennem med det varmeste vand, som kan opnås og lad alle vandhanerne løbe et stykke tid. VIGTIGT - HUSK BRUSEREN – som også skal skylles igennem. Lad brusehovedet liggende på gulvet eller ned i en spand. Stå ikke i nærheden af bruseren, mens vandet løber.

Når inficeret vand, som har stået ubrugt hen i længere tid, pludselig bruges, rives legionella‐bakterien med ud af vandrørene eller bruseren.

Du får ikke legionærsyge ved at drikke vandet, men fejlsynkning af vand forurenet med legionella-bakterier kan muligvis give anledning til sygdommen.

De første symptomer ved legionærsyge er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter, ganske som ved en influenza. I løbet af kort tid indtræder der tør hoste ofte ledsaget af brystsmerter. Sygdommen udvikler sig videre til lungebetændelse.

Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey