---
title: "Økonomisk sikkerhed ved familiesammenføring"
description: "Hvis du skal familiesammenføres med en udenlandsk ægtefælle, skal du som den herboende stille en økonomisk sikkerhed overfor kommunen."
date: "2026-08-18"
created: "2024-10-07"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Borger](https://www.kolding.dk/borger)

                    [Borgerservice, økonomi, ydelser](https://www.kolding.dk/borger/borgerservice-oekonomi-ydelser)

                [Økonomisk sikkerhed ved familiesammenføring](https://www.kolding.dk/borger/borgerservice-oekonomi-ydelser/oekonomisk-sikkerhed-ved-familiesammenfoering)

# Økonomisk sikkerhed ved familiesammenføring

        ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/81bdc6e3-e39e-4d4e-606f-08dce55cd8b9?width=800)

Hvis du skal familiesammenføres med en udenlandsk ægtefælle, skal du stille en økonomisk sikkerhed overfor kommunen

Når du søger om familiesammenføring med en ægtefælle fra udlandet, skal du stille en økonomisk sikkerhed over for kommunen. Sikkerheden skal dække kommunens udgifter, hvis din ægtefælle modtager offentlig hjælp efter integrationsloven eller lov om aktiv socialpolitik. Hvis det sker, modregner kommunen beløbet i den sikkerhed, du har stillet.

## Hvordan stiller du sikkerheden?

Du kan stille den økonomiske sikkerhed på to måder gennem din bank:

- Som en bankgaranti (anfordringsgaranti)
- Som en pantsætningserklæring (en spærret konto)

## Kan beløbet nedsættes?

Ja, du kan søge om at få nedsat beløbet i alt tre gange, efterhånden som din ægtefælle består de påkrævede danskprøver.

## Ved flytning til en anden kommune

Hvis din ægtefælle flytter til en ny kommune, sørger vi automatisk for at overføre sikkerheden til den nye bopælskommune.

## **Hvis du vil skifte bank**

Vil du flytte sikkerheden til en anden bank, skal kommunen først godkende det. Du skal stille en tilsvarende økonomisk sikkerhed i den nye bank, som opfylder de samme krav, før den gamle sikkerhed kan opsiges.

## Ophør af sikkerhedsstillelsen

Sikkerhedsstillelsen kan frigives, når én af følgende situationer opstår:

- Udlændingen har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse
- Udlændingen har fået en ny opholdstilladelse på et andet grundlag
- Udlændingens opholdstilladelse er udløbet, bortfaldet, inddraget eller nægtet forlænget, og udlændingen er udrejst
- Når udlændingen er død
- Når sikkerhedsstillelsen er udløbet.

**Bemærk**: Hvis I flytter fra hinanden, ophæver samlivet eller bliver skilt, kan sikkerheden *først* frigives, når en af de 5 betingelser ovenfor er opfyldt.

## Mere information

For mere information kan du kontakte JobKolding på telefon 79 79 74 74.
