Skip til hoved indholdet
Corona: Tiltag og konsekvenser Siden opdateres løbende...

Tinghøj

Leder af Organisationen Tinghøj: Janne Thiel Doctor jannd@kolding.dk

Organisationen Tinghøj består af seks forskellige afdelinger. Alle afdelinger er tilbud til børn, unge og familier der har behov for støtte i et eller andet omfang. 

Vi er fysisk placeret på forskellige matrikler i kommunen. Du kan læse mere konkret om de forskellige afdelinger via ovenstående links.

 

Alle afdelinger arbejder ud fra visionen Borgerens Centrum; Selvværd og Sammenhæng, og vi har i den forbindelse udarbejdet vores værdigrundlag ud fra visionens fem leveregler:

  1. Tal et sprog alle mennesker forstår

  2. Alt indenfor din radar er dit ansvar

  3. Det er borgerens plan/-aftale

  4. Sæt fællesskabet i spil

  5. Gå borgeren i møde

Det betyder i praksis at vi bestræber os på at alle føler sig velkomne hos os. Uanset om det er børn, unge, forældre eller andre samarbejdspartnere.

Borgerens centrum – Selvværd og Sammenhæng betyder mere konkret for os at:

  • Vi fokuserer på borgerens opfattelse af centrum, ikke vores egen

  • Vi får borgerens værdier og ønsker i spil, og opnår højere kvalitet for borgeren

  • Vi helhedskoordinerer indsatsen omkring borgeren

  • Fagligheden skal tjene borgerens bedste og det fælles bedste

  • Vi arbejder for at borgerne skal føle sig mødt og anerkendt i kontakten med os

Børneafdelingen er fysisk placeret på Tinghøj, Tingvejen 6, Kolding i en ældre gul bygning. Vi er godkendt til at have 8 børn i alderen 2-18 år

Oftest er det dog sådan at hvis barnet er 15 år eller ældre flytter de ind i ungeafdelingen, som også er beskrevet via link.

Man kan bo kortere eller længere tid hos os, alt efter hvad der er brug for omkring det enkelte barn / familie. Vi ønsker et godt og tæt samarbejde med familien, mens barnet bor hos os.

En gang i ugen samles vi til et børnemøde, hvor det er muligt at snakke om hvad man måtte have på hjerte til de voksne eller de andre børn. Det er frivilligt om man vil deltage, men vi opfordrer gerne til det.

Rytmen i børnenes hverdag forsøger vi at tilrette, så det ligner rytmen i et gængs hjem i Danmark. Vi lægger vægt på en god start på dagen med kontinuitet og ro.

Om morgenen bliver børnene vækket, med mindre de selv klarer det med vækkeur. De spiser morgenmad og gør sig klar til børnehave/skole. De mindste børn køres i børnehave og skole.

De børn der kan, cykler i skole eller tager selv bybussen.

Fra kl. 14.00 begynder børnene at få fri fra skole. Børnene hentes eller kommer selv hjem fra skole. De mindste børn hentes i børnehaven. Der serveres altid lidt eftermiddags snack for børnene når de kommer hjem. De er velkommen til selv at hjælpe med at lave det.

Eftermiddagen forløber ellers individuelt for de forskellige børn. Nogle børn går til fritidsaktiviteter, og hvis der er brug for det hjælper vi naturligvis med at komme frem og tilbage. Der kan være besøg af familie, eller der skal laves lektier. Der er også mulighed for at lege hos kammerater eller have kammerater på besøg.

Børnene kommer som udgangspunktet altid hjem efter skole, og er der legeaftaler eller andet aftales det med de voksne så vi ved hvor børnene er.

Der spises til aften, og skolebørnene har også herefter mulighed for at få hjælp til lektielæsning. Der bliver badet, hygget og puttet.

Der er altid mulighed for lidt frugt og drikkelse inden sengetid, og det er individuelt fra barn til barn hvad tid der er aftalt sengetid.

De voksne der er omkring børnene er uddannede pædagoger. Hvert barn har en eller to primære kontaktpædagoger. De hjælper barnet med at være tovholder på de forskellige aftaler, og de prioriterer kontinuerligt at have alene tid med barnet, ud fra hvad barnet ønsker. Vi har også en kostansvarlig ansat, som står for at sikre at børnene får en god og næringsrig kost. Hun tilbereder maden i afdelingen, og lærer også børnene godt at kende. Børnene har medindflydelse på madplanen, og bliver spurgt om der er ønsker til madplanen for den kommende uge.

En af pædagogerne som er på arbejde om aftenen, bliver og sover i afdelingen, og er der næste morgen når børnene vågner.

Vi har ofte 1-2 pædagogstuderende i afdelingen, og hvis der er sygdom eller uddannelse anvender vi også vikarer. Det er et fast vikarteam vi har tilknyttet, så børnene også lærer dem at kende.

Helhedsorienteret Familieindsats er en støtte til familier med sårbare børn/unge i alderen 12-18 år.
(Helhedsorienteret Familieindsats for de familier med børn i alderen op til 11 år er organiseret under Børnefamiliehuset)

I Helhedsorienteret Familieindsats indskrives hele familien, og styrker således den samlede familie gennem støttende, udviklingsorienteret og kompenserende indsats. Indsatsen er som udgangspunkt en længerevarende og massiv indsats, og familien skal helst have en vis form for motivation for at indgå i samarbejdet.

Helhedsorienteret Familieindsats holder til, på den øverste etage af Tinghøjs hovedbygning, Tingvejen 6 i Kolding. Her har medarbejderne deres kontor og der er mødefaciliteter til samtaler, møder og så videre.

Der er endvidere køkkenfaciliteter hvor man kan lave mad sammen og hygge sig omkring måltidet.

Tilbuddet er til familier der af den ene eller anden årsag har det svært, og har brug for en mere intensiv sparring og støtte i en given periode.
Indsatsen kan bevilliges uanset hvor i Kolding Kommune man er bosat.

Medarbejderne er uddannet pædagoger, og flere har kurser og efteruddannelser i at møde borgere der står i en sårbar situation.

Vi arbejder ud fra Borgerens Centrum, og er opmærksomme på at der er flere Borger-centrummer i familierne.

Vi støtter, guider og udfordre ud fra hvad familierne har af ønsker og behov. Indsatsen tilrettelægges altid sammen med den enkelte familie, og set ud fra de forskellige behov.

Der er fokus på at skabe gode relationer, og på at hjælpe den unge og familien igennem den svære periode, med håbet om at de senere igen kan leve uden så meget, eller ingen, støtte i hjemmet.

Ungeindsats ASF er Kolding Kommunes specialiserede tilbud til mennesker med ASF (autisme spektrum forstyrrelser), for unge op til 25 år.

Ungeindsatsen er et tilbud om hjælp, støtte og omsorg i egen bolig til borgere med ASF, eller med lignende udfordringer, som bor i Kolding Kommune. For at være en del af tilbuddet, skal man have behov for pædagogisk støtte og vejledning i hverdagen. Borgeren skal kunne klare at bo i egen bolig og være motiveret for at modtage støtte. Er man stadig hjemmeboende retter indsatsen sig også mod familien. Det kan være familiebehandling, vejledning og oplysning ift. de udfordringer der kan være forbundet med at have et barn med autisme i familien.

Der er ansat seks pædagoger i afdelingen, og alle har erfaring med arbejdet indenfor autisme spektrum området. Vi arbejder ud fra at gå borgeren i møde med borgerens plan, og dermed på de ting der giver mening for den enkelte. Planen udarbejdes i samarbejde med Socialforvaltningens myndighedsafdeling.

Netværket er et bo-selv tilbud til unge i alderen 16-25 år. Tilbuddet er tænkt som et alternativ til anbringelse på døgninstitution.

Netværket holder til, på den øverste etage af Tinghøjs hovedbygning, Tingvejen 6 i Kolding. Her har medarbejderne deres kontor og der er mødefaciliteter til samtaler, møder og så videre.

Netværket er et fleksibelt og rummeligt tilbud, der er afpasset den unges behov.

I Netværket bor den unge enten i egen bolig eller i en af Netværkets lejligheder, hvor den unge bor sammen med en støttebeboer.

Støttebeboeren er en ansat ung, som typisk er lidt ældre end vores unge, og som har et positivt livssyn og kompetencer, som de øvrige unge kan spejle sig i. Støttebeboeren skal ikke gå ind i egentlig pædagogisk arbejde, men er der som en hjælp ung til ung i praktisk og social henseende i her og nu situationer. Samtidig sikrer vi gennem støttebeboeren en tæt kontakt med, hvad der foregår i lejelighederne, når vi ikke er tilstede.

De unge i Netværket har alle en af Netværkets medarbejdere som kontaktperson. Kontaktpersonen arbejder ud fra den unges plan, og støtter typisk den unge i forhold til:

  • skole/arbejde

  • fritid

  • familie

  • personlige problematikker

De unge i Netværket har mulighed for at kontakte deres kontaktperson, afdelingslederen eller personalet på Tinghøj døgnet rundt, således de altid kan få akut hjælp.

En væsentlig del af indsatsen rummer at medarbejderen skaber og vedligeholder relationen til den unge. Det er individuelt fra ung til ung, hvorledes man bedst skaber en tillidsfuld kontakt.

Ud fra den enkelte unges ønsker og behov tilrettelægges indsatsen i form af hjælp til praktiske opgaver, opfølgning med andre samarbejdspartnere, kontakt med familien og/eller ved kontinuerlige samtaler.

Hver ung er selv med til at lave en plan for hvordan vi bedst muligt kan udfordre, guide og støtte i arbejdet med at udvikle en større selvstændighed og ansvarlighed for eget liv.

For at få den unges dagligdag til at fungere og kunne arbejde med udvikling af større kompetencer kræver det et godt samarbejde med skoler, arbejdspladser, familie og det øvrige nærmiljø.

De unge i Netværket bliver støttet i fritidsaktiviteter. Dette kan eksempelvis være styrketræning, billedværksted, kajaksejlads mv.

Tiltag af mere kulturelle karakter såsom teaterarrangementer, koncerter og biografture kan også være relevante

De voksne/medarbejderne der er omkring de unge er uddannede pædagoger. Hver ung har en eller to primære kontaktpædagoger.

Space ligger på øverste etage i Bygning 5 v Nicolai komplekset i Kolding midtby.

Space er et mødested og rådgivningstilbud for nuværende og tidligere anbragte unge / voksne, samt unge tilknyttet organisationen Tinghøj.

Formålet med Space er at tilbyde unge mennesker et fristed. Et sted hvor fællesskab og sociale relationer med andre unge - som kender til det at have være anbragt, haft det svært i familien eller andre udfordringer - udvikles og udvides.

Formålet er endvidere at bidrage til de unges personlige udvikling og selvstændighed ved blandt andet at vidensdele med hinanden, tilbyde spændende, hyggelige og udfordrende oplevelser, samt tilbyde mulighed for at deltage i et mentorkursus.

Space har ingen notatpligt, og man skal ikke visiteres for at komme der.

Mødestedet tilbyder

  • Et hyggeligt mødested med spisning og fælles aktiviteter

  • Rådgivning, vejledning, bisidderordning og støtte om praktiske og personlige forhold

  • Samtale- og aktivitetsforløb i grupper

  • Frivillig mentorkursus

  • Tema aftener med efterfølgende diskussion

Hver onsdag fra kl. 10.00 - 21.00 holder Space åbent mødested med socialt samvær, diverse aktiviteter og fællesspisning.

Fra kl. 14.30 tilbydes friskbagt brød/boller og kaffe/te/ kakao, og kl. 18.00 spises der aftensmad, som de unge på demokratisk vis er med til at bestemme via en lukket Facebookgruppe.

Space tilbyder mulighed for lektiehjælp, tegne/male, sy/strikke, se film/tv og spille forskellige spil.

Det er gratis at benytte mødestedet Space, og det er frivilligt, hvor meget man ønsker at deltage i de forskellige aktiviteter, der tilbydes.
Hver torsdag fra kl. 10.00 – 15.00 holder Space ”Åbent Space”.

”Åbent Space” henvender sig både til nuværende og kommende ”Spacere”, plejeforældre, bosteder, familier, pårørende, rådgivere m.m.
Her har alle mulighed for at komme forbi Space, for at se og høre om stedet.

Inden man begynder at benytte Space, tilbyder vi et uformelt møde. Her vil vi fortælle lidt mere om Space, om Spaces tilbud og hvor du/ den unge har mulighed for at fortælle lidt om sig selv, hvis dette ønskes.

Ungemøder
Space holder 6 gange årligt spacemøder hvor brugerne af stedet har mulighed for at komme med forslag til aktiviteter, drøfte ideer, ønsker og mulige tiltag, der gør Space til et godt og udviklende sted at være.

Mentorkursus
Unge ”Spacere”, over 18 år, har mulighed for at tage et mentorkursus i Space.

Overskriften i mentorkurset er selvudvikling, inddragelse og udvikling af personlige og sociale kompetencer.

Man skal have tid, lyst og motivation til at gå i gang med mentorkurset.

Mentorkurset er opdelt i to moduler og for hvert modul gives der et diplom.

Tema aftener
Space afholder temaaftener, hvor aktuelle emner tages op. Blandt andet emner om misbrug, børn og unges rettigheder, ADHD med mere.

Temaaftnerne er åbne og gratis for alle unge i Space.

Udover interne temaaftener deltager Space også i aktiviteter som foregår i Kolding.

Aktiviteter kan være foredrag, musikarrangementer, teaterture og andet.

Team for spiseforstyrrelse giver støtte til din hverdag, hvis du er udfordret med en spiseforstyrrelse.

Team for spiseforstyrrelse støtter unge mennesker (16-40 årige) enten med mistanke om eller med en allerede diagnosticeret spiseforstyrrelse. Teamet er en del af Organisationen Tinghøj, som er beliggende i centralt Koldings by.

Hvordan får du støtte af team for spiseforstyrrelse?

For at du kan få tilbud om en støtte til at arbejde med din spiseforstyrrelse, skal du først kontakte Socialforvaltningen i Kolding Kommune.

Du vil blive tilbudt et møde, hvor der snakkes om, hvilke behov du har for støtte, og i hvilken kategori dit støttebehov ligger.
Sagsbehandleren skal sammen med dig udarbejde en handleplan, der fastlægger målet for den støtte, du har brug for.  

Støtte og vejledning i Team for spiseforstyrrelse.

Du vil få tildelt en Tovholder som sammen med dig og eventuelt dine nærmeste aftaler, hvordan dit behov for støtte ud fra handleplanen kan sættes sammen.

Det kan eksempelvis være:

  • Støtte og udvikling gennem personlige samtaler og i gruppeforløb.

  • Støtte og vejledning i tilberedning af mad og handle til planlagte måltider

  • Vejledning og støtte til praktiske gøremål, overblik over økonomi samt guidning i forhold til breve fra offentlige myndigheder.

  • Støtte til netværks- og pårørende samarbejde.

  • Støtte til at kunne indgå i sociale relationer

  • Støtte og bindeled til uddannelse, beskæftigelse og fritid.

  • Fastholdelse af positiv udvikling efter indlæggelsesforløb.

  • Afklarende samtaler i forhold til hvor du er i din mestring af din spiseforstyrrelse.

Støtten tilrettelægges hverdage.

Åben Rådgivning

Vi tilbyder ud over det visiterede tilbud, en åben rådgivning omkring spiseforstyrrelse, symptomer m.m.

Tilbuddet er til borgere, pårørende eller netværk og til samarbejdspartnere.

Hvem kan modtage ydelsen?

  • Borgere i alderen 16 - 40 år med spise- eller selvskadeproblematikker
  • Pårørende eller netværk

Varighed samt kontakt

  • 1-3 samtaler

Tilbuddet varetages af medarbejdere med speciale i spiseforstyrrelse/selvskade, og samtaler kan foregå telefonisk eller i tilbuddets lokaler på Nicolai Plads 6, indgang K, 5. etage, Kolding.

Tingvejen 6
6000 Kolding

Vi tilbyder ud over det visiterede tilbud en åben rådgivning omkring spiseforstyrrelse, symptomer m.m.
Tilbuddet er til borgere, pårørende eller netværk og til samarbejdspartnere.

Afdelingsleder for Team for spiseforstyrrelse
Steffen Skov Sønnichsen
Tlf. 4041 4750

Medarbejderne kan træffes i dagtimerne:
Erna Næss Gasbjerg
Socialfaglig medarbejder
Tlf. 51 27 20 59
erga@kolding.dk 

Alice Jørgensen
Socialfaglig medarbejder
Tlf. 23 61 20 38
atsjo@kolding.dk 


Hvem er team for spiseforstyrrelse?

Der er ansat 2 medarbejdere i team for spiseforstyrrelse.
Medarbejderne har en pædagogisk og sundhedsfaglig baggrund, samt stor erfaring og specialuddannelse inden for spiseforstyrrelse.
Vi arbejder ud fra en motiverende og anerkendende tilgang med respekt for den enkelte. Vi har fokus på det hele menneske og på de eksisterende ressourcer, hvorfra vi arbejder hen i mod de sunde valg, opbygger identitet og ansvaret for eget liv.


Hvem kan modtage tilbuddet?

  • Borgere i alderen 12-60 år med en diagnosticeret spiseforstyrrelse eller borgere der endnu ikke helt er diagnosticeret, men har en kendt problematik i hverdagen.
  • Borgere i alderen 12-60 år med problematikker indeholdende selvskadende adfærd, kan også modtage et tilbud.
  • Borgere i alderen 12-60 år med et nedsat funktionsniveau i forhold til mestring af spiseforstyrrelsen/selvskade, egenomsorg, struktur og praktiske færdigheder, netværk og evne til at indgå i sociale relationer, beskæftigelse/uddannelse og fritid.

Hvilke opgaver kan indgå i tilbuddet?

Der arbejdes efter handleplan jf. serviceloven § 141, og Unge § 52

Eksempelvis:

  • Afklarende samtaler omkring motivation.

  • Individuelt tilrettelagt udviklings- og læringsforløb indeholdende: støttende samtaler, gruppeforløb, undervisning, psykoedukation, støtte til samtaler med eller sparring sammen med netværket, pårørendeundervisning og – samtaler, mulighed for aftale om sms-kontakt.

  • Støtte til at deltage, samt samarbejde med ex. Psykiater, diætist, jobcenter m.m.

  • Et individuelt udslusnings- og opfølgningsforløb.

  • Mentorfunktionen i forhold til job eller uddannelsesudredning.

Ydelserne varetages af medarbejdere med speciale i spiseforstyrrelse/selvskade, og foregår oftest i borgerens eget hjem. Det er også muligt at mødes i kommunes lokaler.

Varighed

  • Udviklings- og læringsforløb med varighed fra 1 år til 3 år.

  • Udslusnings og afslutningsforløb på 1-6 mdr. Dette forløb planlægges i samarbejde med visiterende myndighed. Der vil være løbende evaluering af forløbet.

Hvilke opgaver varetages ikke af tilbuddet?

  • Vejning og kontrol af vægt

  • Hjemmehjælp

  • Lægefaglig behandling

  • Fysiurgisk behandling

  • Psykologisk og psykiatrisk behandling

Visitation

  • Psykiatrirådgivningen

  • Familierådgivningen

Der er ikke sat en ramme for, hvor meget støtte man skal kunne modtage for at få visiteret støtten.

Ungeafdelingen er fysisk placeret på Tinghøj, Tingvejen 6, Kolding i en sort træbygning, der er opført i 2014. Vi er godkendt til at have 8 børn i alderen 2-23 år.

Det er dog sådan at hvis barnet er 14 år eller yngre flytter de ind i børneafdelingen, som også er beskrevet via link. Man kan bo kortere eller længere tid hos os, alt efter hvad der er brug for omkring den enkelte unge / familie. Vi ønsker et tæt og godt samarbejde med familien mens den unge bor hos os.

Vi ved at det kan være svært for både den unge og forældrene når de af forskellige årsager ikke kan bo sammen i en periode, og vi tilrettelægger livet hos os ud fra værdierne om at den unge har brug for både omsorg, gode rammer, leg, at kunne udtrykke følelser samt have tilpasse, afstemte udfordringer. Teenagealderen er i forvejen en svær tid, hvor den unge udvikler sin egen integritet og selvfølelse. Vi imødekommer dette, og er optaget af at anerkende det følelsesmæssige kaos det kan føles som, på en varm og omsorgsfuld måde.

Som udgangspunkt tager de unge afsted om morgenen, til enten skole eller uddannelse/arbejde/praktik. Efter endt skole eller arbejde kan der laves individuelle aftaler om deltagelse i fritidsaktiviteter, besøgsaftaler eller andet den unge måtte ønske at deltage i.

De unge der bor på afdelingen har deres eget værelse, og de deler badeværelse to og to. De unge har selv et medansvar for at holde værelserne ryddelige og rengjorte. De voksne hjælper hvor der er behov. Det er ønskeligt at de unge selv lærer at vaske deres tøj, ligesom de skal øve sig i at tilberede mad og stå for indkøb.

Hver ung er selv med til at lave en plan for hvordan vi bedst muligt kan udfordre, guide og støtte i arbejdet med at udvikle en større selvstændighed og ansvarlighed for eget liv.

De voksne der er omkring de unge er uddannede pædagoger. Hver ung har en eller to primære kontaktpædagoger. De hjælper den unge med at være tovholder på de forskellige aftaler og forløb. Endvidere prioriterer de at have kontinuerligt alenetid med den unge, i form af en aktivitet eller samtale, alt efter hvad det er den unge synes giver mest mening. Vi har også en kostansvarlig ansat, som står for at sikre at de unge får en god og næringsrig kost. De unge har medindflydelse på madplanen, og bliver spurgt om der er ønsker til madplanen for den kommende uge.

En af pædagogerne der er på arbejde om aftenen, bliver og sover i afdelingen, og er der næste morgen når de unge står op.

Vi har ofte 1-2 pædagogstuderende i afdelingen, og hvis der er sygdom eller uddannelse anvender vi også vikarer. Det er et fast vikarteam vi har tilknyttet, så de unge også lærer dem at kende.

Om Aflastningsstedet Toppen:

Toppen er fysisk placeret på Reinholdtbakke 27B, 6640 Lunderskov.

Det er etableret i 2011 og er Kolding Kommunes aflastningstilbud til børn og unge med forskellige handicaps, i alderen 4 - 18 år.

Der er lagt vægt på, at de fysiske rammer på Toppen skal virke hjemlige samt være lyse og rummelige.

Der er 6 værelser med eget toilet & bad. 2 værelser er indrettet med 2 senge, så der er mulighed for at søskende kan dele værelse.

Værelserne er fordelt med 3 i hver ende af huset og husets hjerte rummer køkken og stor lys stue, med store udfoldelsesmuligheder og en smuk udsigt.

Udendørsarealer, samt faciliteter i nærheden indbyder til hygge og leg.

Børnene har betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Toppen er ikke fysisk handicapvenligt.

Det er kommunens afdeling for børnehandicap der bevilliger aflastning. En bevilling indeholder et fastsat antal døgn pr. år, hvor der kan benyttes aflastning.

Planlægning af aflastningen sker i samarbejde med personalet på Toppen.

Aflastning kan fås på hverdage, i weekender og i ferier.

Vi lægger stor vægt på at Toppen er et tilbud med varme, hygge og leg.

Vi vil gerne betragtes som et fritidstilbud hvor børnene kan lide at være, og hvor forældrene er trygge ved at deres børn kommer. Sammen med forældrene udarbejder vi altid en ”barnets mappe” hvor vi skriver hvad der er vigtigt for barnet og for forældrene. Forældrene er altid velkomne til at kontakte os, hvis der er ting de ønsker drøftet. Vi kan også altid mødes efter behov.

Aktiviteter på Toppen planlægges altid i forhold til den gruppe børn og unge, der er i huset den givne dag. Desuden tages der hensyn til, om det er hverdags- eller weekendaflastning.

I hverdagene tilbydes der oftest aktiviteter i og omkring Toppen, såvel indendørs som udendørs. Det kan være musik, spil, pc, motoriske lege, historielæsning, boldspil, leg og fællesskab i haven.

Endvidere vil børnene blive inddraget i hverdagsopgaver som madlavning, borddækning, oprydning m.m.

I weekender arrangeres også aktiviteter ud af huset. Det kan være ture i Zoo, bowling, Legoland, besøg på brandstationen og meget mere.

De voksne på Toppen er pædagogisk uddannede. Derudover er der ansat en husassistent, til at hjælpe med praktiske opgaver.

Toppen er en del af Organisationen Tinghøj, og administrationsfunktionerne varetages herfra.

På Toppen er der personale til at tage imod børnene efter endt skole eller børnehave, og der er vågen nattevagt.

Vi har ofte en pædagogstuderende i afdelingen, og hvis der er sygdom eller uddannelse anvender vi også vikarer. Det er et fast vikarteam vi har tilknyttet, så de børnene/ de unge også lærer dem at kende.

Tilsynsrapport for Toppen