Skip til hoved indholdet

Profilinstitutioner og samarbejde på tværs af daginstitutioner

I Kolding Kommune har vi 6 dagtilbud som er såkaldte profilinstitutioner. Profilinstitutionerne arbejder i hverdagen med forskellige fokusområder/temaer:

  • Musik
  • Idræt
  • Design
  • Natur
  • Science

Du kan se en oversigt over og læse mere om profilinstitutioner her


Samarbejde på tværs

I Kolding Kommune har vi, i kraft af vores profilinstitutioner, dagtilbud med særlige fysiske rammer samt medarbejdere med særlige kompetencer inden for ovenstående temaer. De særlige rammer og kompetencer vil vi, så vidt det er muligt, brede ud til alle daginstitutioner i Kolding Kommune via initiativet Samarbejde på tværs.

Du kan læse mere om samarbejde på tværs herunder.

Samarbejde på tværs

Et samarbejde der er præget af nysgerrighed og fantasi til glæde for børnene i Kolding Kommune.

Hvem er vi og hvad laver vi

  • Børnedesign på tværs er et tilbud til Koldings daginstitutioner, hvor de for en 2 årig periode forpligter sig til et samarbejde omkring børn og design.
  • Gruppen består af dagtilbud fra Kolding Kommune. Antallet af tilkoblede dagtilbud kan variere.
  • Der er en styregruppe og en gruppe af pædagogisk personale.
    Grupperne mødes 4 -6 gange om året.
  • Børnedesign på tværs har fokus på kreative forløb for, med og af børn.
  • De tilkoblede pædagoger besøger hinandens institutioner, hvor de giver sparring, feed back og inspiration til indretning, læringsmiljø og design forløb.
  • De tager sammen på inspirationsturer.

I tænkningen børn og design er det processen der er det vigtigste. Der arbejdes med æstetiske læreprocesser. Der er stor fokus på anvendelse af genbrugsmaterialer og derfor naturligvis et tæt samarbejde med Skatkammeret (skatkammeret.kolding.dk).

Der er blevet udarbejdet et design koncept ”Put i Papkasse”, hvor de æstetiske læreprocesser kommer i spil. Konceptet er blevet introduceret til dagtilbuddene, via kursus. ”Put i Papkasse” har været til stor inspiration for hele kommunen. Det er blevet brugt til forældremøder og i undervisningsforløb.

Børnedesign arrangere hvert år Børnenes kulturfest, hvor børn, personale, forældre, turister og andre interesseret kan komme og være med i forskellige kreative design forløb.

Vi afvikler sammen med kunstnere kreative forløb for børnene i de tilkoblede institutioner.


Formålet:

  • Formålet med Børnedesign er at skabe et inspirerende, udviklende og tværfagligt tilbud til daginstitutionerne. Præget af design og kreative processer
  • Gennem samarbejdet sikre at alle børn i Kolding Kommunes daginstitutioner får mulighed for at arbejde med design processer
  • Sikre Kolding Kommunes vision ”Vi designer livet” synliggøres i dagtilbuddene
  • Projektet skal indeholde inspiration, sparring og læring til det pædagogiske personale
  • Værdien design, som er en del af læreplanstemaerne i Kolding Kommune, skal implementeres, via arbejdet med æstetiske lære/designprocesser i dagtilbuddene
  • Styregruppen skal videreudvikle og nytænke ideer omkring design og blandt andet ind tænke Kolding Kommunes kulturinstitutioner i forskellige design processer
  • Gruppen skal være opsøgende indenfor design tendenser med ekstra fokus på børne og design
  • Medvirkende til uddannelse, læring og sparring.

Styregruppen består af lederne fra de tilkoblede institutioner, Nicolai for børn, en repræsentant fra BUF og lederen fra Designbørnehuset SanseSlottet.


Vil du vide mere:

Dagtilbudsleder Marianne Dupont
Designbørnehuset SanseSlottet
E-mail: mard@kolding.dk
Telefon: 51 50 59 17

Idrætsbørnehaven hører organisatorisk ind under Daginstitutionen Tved og er et kommunalt tilbud for 3-6 årige børn.

De har egen venteliste og 22 pladser. Den samlede organisation indbefatter også Musikbørnehaven.

Organisationen:
Vi er tre huse som ligger geografisk adskilt, men med fælles ledelse. Disse tre huse med forskellige fokus, giver børnene en unik mulighed for at blive en del af et større børnefællesskab.
Den sidste fredag i måneden afholder vi fx TMI dag (Tved, Musik og Idræt), hvor vi på tværs af husene aldersopdeler vores børn. Børnene skiftes til på TMI dage, at være i hhv. Tved, Idrætsbørnehaven og Musikbørnehaven. Dette foregår som en turdag, og børnene skal derfor blot møde ind i egen institution som normalt.
I fx vinterferie og efterårsferie, er vi alle samlet i Tved, hvor børnene skal afleveres og hentes. Vi tilstræber her, at der er personale fra Idrætsbørnehaven størstedelen af tiden. Dog kan der ikke forventes, at der er personale fra Idrætsbørnehaven i hele åbningstiden. Når børnene er i Tved er alle personaler ansvarlige for alles børn.

I organisationen samler vi de børn, der skal starte på samme skoler, så de kender flest mulige.

Tilbuddet:
Idrætsbørnehaven var den første Idrætsbørnehave i Danmark med officiel åbning i 2000. I Idrætsbørnehaven arbejder vi med alle læreplanstemaer, men idrætten prioriteres højt i forhold til andre aktiviteter.
Vi lægger vægt på alle former for idræt og bevægelse, der tager sit udgangspunkt i grundmotorikken samt oplevelser gennem kroppen, så barnets koordination, kondition, muskelstyrke, udholdenhed, bevægelighed, selvtillid/selvværd styrkes.
Der lægges ligeledes vægt på, at børnene bliver inspireret af idrætten og miljøet i Idrætsbørnehaven, samt inddrager inspirationerne i deres mere frie lege.
Idrætten er med til at sikre, at børnene får tilegnet sig de kompetencer, der er nødvendige for at kunne mestre livets mange udfordringer, - deriblandt de sociale kompetencer, da der i idrætsforløb ofte opstår en ”holdånd” dvs. en følelse af, at være en del af et hold/fællesskab på tværs af alder, køn og niveau.

I Idrætsbørnehaven prioriterer vi, at være meget ude. Vi leger i naturen, føler, lytter, dufter, mærker i al slags vejr.
Naturen er et fantastisk sted at løbe, spille, kravle, klatre og dermed opleve naturens varierende underlag på egen krop – modsat hallen som har sine begrænsninger med sit plane gulv. Vi har en fantastisk legeplads, hvor børnene har god plads til fysiske udfoldelser.

Idrætsbørnehaven ligger 20 meter fra Kolding Hallen, hvor vi er ovre næsten hver dag. Her er mange forskellige idrætsredskaber, der understøtter at vi sammen med børnene kan lave spændende, sjove og motorisk udfordrende lege. Ligeledes svømmer vi 2 timer ugentligt i Brændkjærskolens svømmehal. Her deltager alle børn.

Idrætsbørnehaven er omdrejningspunkt for Børneidræt på Tværs, som er et idrætsfællesskab for omkring 15 andre børnehaver i Kolding Kommune.

Personale:
Vi er en del af Daginstitutionen Tved, men i Idrætsbørnehavens hverdag møder I primært: 2 pædagoger, 1 pædagog medhjælper, en buschauffør der står for al kørsel for ”Idræt på tværs” samt hjælper til i børnehaven samt en afdelingsleder.

Åbningstider:
Mandag-torsdag 6.30-16.45
Fredag 6.30-15.30

Musikbørnehaven hører organisatorisk ind under Daginstitutionen Tved og er et kommunalt tilbud for 3-6 årige børn.

De har egen venteliste og 21 pladser. Den samlede organisation indbefatter også Idrætsbørnehaven.

Organisationen:

Vi er tre huse som ligger geografisk adskilt, men med fælles ledelse. Disse tre huse med forskellige fokus, giver børnene en unik mulighed for at blive en del af et større børnefællesskab.
Den sidste fredag i måneden afholder vi fx TMI dag (Tved, Musik og Idræt), hvor vi på tværs af husene aldersopdeler vores børn. Børnene skiftes til på TMI dage, at være i hhv. Tved, Idrætsbørnehaven og Musikbørnehaven. Dette foregår som en turdag, og børnene skal derfor blot møde ind i egen institution som normalt.
I fx vinterferie og efterårsferie, er vi alle samlet i Tved, hvor børnene skal afleveres og hentes. Vi tilstræber her at der er personale fra Musikbørnehaven størstedelen af tiden. Dog kan der ikke forventes, at der er personale fra Musikbørnehaven i hele åbningstiden. Når børnene er i Tved er alle personaler ansvarlige for alles børn.

I organisationen samler vi de børn, der skal starte på samme skoler, så de kender flest mulige.

Tilbuddet:
Musikbørnehaven har musik som et gennemgående tema.
Tirsdag, onsdag og torsdag kommer der en af tre faste undervisere fra Kolding Kulturskole. Underviserne står, i samarbejde med børnehavens personale, for leg med musik, kreativitet, sang og bevægelse. Børnene er opdelt i hold, der hver har en times musik. Musikbørnehaven har naturligvis fokus på alle læreplanstemaer, vi tager på ture, tager til idræt - og vi er udenfor hver dag, men der er tænkt musik ind i alle de pædagogiske læreplanstemaer.

Børnene præsenteres for grundrytmer både via strukturerede og mere bevægelsesimprovisatoriske lege. Der arbejdes intenst med børnenes musiske intelligens. Børnene introduceres også for Music Mind Games. Dette er musikteori med spil og lege for børn fra 3 års alderen. Music Mind Games på børnehave niveau er begyndende legende indføring i musikteori, det handler om at de får musikteoretiske begreber indøvet på en sjov og legende måde.

Rytmer på tværs et børnefællesskab som Musikbørnehavens børn deltager i. Her mødes man på Kulturskolen omkring musik og leg en time, én gang i måneden, med børn og personale fra andre institutioner i Kolding Kommune.

Musikbørnehaven har til huse i egne lokaler på Riis Toft 10a. Vi er nabo til Kulturskolen, vi har fri adgang til alle instrumenter og vi benytter også Kulturskolens sale. Musikbørnehavens legeplads er placeret med udgang fra Kulturskolen, men der er også en mindre ved huset. Her er musikken også tænkt ind da vi har udendørs instrumenter.

Personale:
Vi er en del af Daginstitutionen Tved, men i Musikbørnehavens hverdag møder I primært: 2 pædagoger, 1 pædagogisk assistent samt en souschef som primært er I Musikbørnehaven.

Åbningstider:
Mandag-torsdag 6.30-16.45
Fredag 6.30-15.30

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje