Sprog har betydning for barnets almene trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Sprog er afgørende for menneskers sociale samvær og relationer, det er netop i relationer med andre mennesker, at den væsentlige læring og udvikling foregår. Derfor er det vigtig, at der er fokus på børns sproglige udvikling.
Sprogvurdering kan ses som et ekstra arbejdsredskab, der kan bruges i forbindelse med evalueringen og opfølgningen af temaet sprog i de pædagogiske læreplaner.
Mål og rammer for sprogvurdering og sprogstimulering
De overordnede mål er, jf. Rammer for arbejdet med pædagogiske læreplaner i dagtilbud i Kolding Kommune:
at den pædagogiske praksis og børnemiljøet giver mulighed for, at:
- Børnene udvikler deres sprog og glæde ved at udtrykke sig gennem dagligdags aktiviteter.
- Børnene udfordres til sproglig kreativitet ved at udtrykke sig på mange forskellige måder og ved forskellige kommunikationsmidler.
- Støtte og udvikle børns interesse for og nysgerrighed i forhold til tegn, symboler, bogstaver og tal.
I henhold til dagtilbudsloven § 11 gennemføres en sprogvurdering af børn, der er i dagtilbud, hvis det skønnes, at barnet har sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering. Sprogvurderingen foretages ved hjælp af kompetencehjulet, som du kan læse mere om her: Kompetencehjulet | Styrker børns læring og udvikling 0-6 år (learnlab.dk). Forældrene inddrages i sprogvurderingen samt i udarbejdelsen og gennemførelsen af handleplanen, som udarbejdes for det enkelte barn.
Forældrene har pligt til at lade deres børn deltage i en sprogvurdering samt efterfølgende sprogstimulering.
Forældre til børn, der ikke er optaget i dagtilbud, har også pligt til at lade deres barn deltage i en sprogvurdering og en evt. opfølgende sprogstimulering.
Børn der ikke er optaget i dagtilbud bliver indkaldt til sprogvurdering ved Kolding kommunes sprogvejleder. Til denne sprogvurdering bruges følgende materialer:
- Receptive One-Word Picture Vocabulary test (ordkendskab)
- Expressive One-Word Picture Vocabulary test (ordforråd)
For tosprogede børn, der ikke er i dagtilbud gælder, at hvis barnet ved en sprogvurderingen skønnes at have behov for sprogstimulering, og forældrene vælger ikke at lade deres barn optage i den lokale daginstitution, da skal barnet deltage i 15 eller 30 timers sprogstimulering/uge i en daginstitution i kommunen.
I tilfælde af, at forældrene ikke overholder deres pligt til at lade deres barn deltage i sprogvurdering eller eventuel sprogstimulering, skal kommunen standse tildeling af børnefamilieydelse. Dette vil foregå i samarbejde med de relevante myndigheder.
Den enkelte daginstitution/dagplejen kan kontaktes for oplysninger om hvordan sprogvurderingen foregår netop der.