En familie, der har et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig sygdom, kan ansøge om at blive kompenseret for de udgifter, der er en direkte følge af funktionsnedsættelsen.
Det er en betingelse, at barnet eller den unge bor hos sine forældre eller andre pårørende. Et barn, der er indlagt på sygehus, er på aflastning, eller midlertidigt - som led i almindelig skolegang - går på kost- eller efterskole, bliver også betragtet som værende forsørget i hjemmet.
Derudover skal familiens udgifter overstige en vis minimumsgrænse inden for et år, før familien kan få udbetalt kompensationsberettigende udgifter.
Beløbet er skattefrit og uafhængigt af familiens indtægter.
Pr. 1. september 2025 er der ændrede regler, og der kan ansøges om at blive kompenseret enten i gruppe 1 eller gruppe 2.
Gruppe 1
Betingelser for gruppe 1 er, at der udover ovenstående, skal sandsynliggøres kompensationsberettigede udgifter på mindst 555 kr. månedligt = 6.660 kr. årligt. Udgifterne skal være en direkte følge af barnets funktionsnedsættelse, som ligger udover hvad andre familier med et barn uden en funktionsnedsættelse. Derudover skal det være nødvendigt for, at familien og barnet så vidt muligt kan leve som andre sammenlignelige familier med børn uden nedsat funktionsevne. Udgifterne skal derudover ikke kunne dækkes efter andre bestemmelser i lovgivningen.
Når betingelserne er opfyldt, og der er sandsynliggjort udgifter på mindst 555 kr. pr. måned., vil familien blive kompenseret med 1.105 kr. pr. måned.
Gruppe 2
Betingelser for gruppe 2 er, at der udover overstående, skal dokumenteres kompensationsberettigende udgifter på mindst 2.000 kr. pr. måned = 24.000 kr. årligt. Udgifterne skal være en direkte følge af barnets funktionsnedsættelse, som ligger udover hvad andre familier med et barn uden en funktionsnedsættelse. Derudover skal det være nødvendigt for, at familien og barnet så vidt muligt kan leve som andre sammenlignelige familier med børn uden nedsat funktionsevne. Udgifterne skal derudover ikke kunne dækkes efter andre bestemmelser i lovgivningen.
Udgifterne skal indgå i nedenstående liste.
- Kost- og diætpræparater
- Medicin
- Befordring og driftsudgifter ved befordring i egen bil, herunder udgifter til vedligeholdelse og reparation, bilforsikring, fornyelse af kørekort og udligningsafgift for dieselbil
- Forhøjet husleje, herunder indskud
- Fritidsaktiviteter, herunder udgifter til deltagelse i almindelige fritidsaktiviteter og udstyr hertil, ferier, sommerlejre, stævner m.v.
- Handicaprelaterede kurser
- Beklædning
- El, vand og varme
- Øvrige kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift overstiger 15.000 kr. pr. år svarende til gennemsnitligt 1.250 kr. om måneden
Når betingelserne er opfyldt, og der er dokumenteret udgifter for mindst 2.000 kr. pr. måned, vil familien blive kompenseret krone-for-krone + 500 kr. pr. måned.
Påfør ansøgningen om du vil ansøge for gruppe 1 eller 2. Ansøger du som gruppe 2, bedes du vedlægge dokumentation for udgifterne.
Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.