Afklarende botilbud Overmarksvej
Indgangen Afklarende Botilbud Overmarksvej
Afklarende botilbud Overmarksvej er et botilbud for unge mobile 18-30 årige udviklingshæmmede i Kolding Kommune.
Her bor de unge på egne værelser med bad, lille tekøkken og indgår i et fællesskab med andre udviklingshæmmede.
Afklarende Botilbud ligger ca. 2 kilometer fra centrum og 15 minutters gang fra Kolding Storcenter.
Læs om afklarende botilbud Overmarksvej
Vi skaber rammerne for, og hjælper med at udvikle dine kompetencer til at skabe et selvstændigt og indholdsrigt liv i fællesskab med andre unge.
Vi har fokus på
- at udvikle individuelle kompetencer i forhold til at kunne varetage din hverdag
- at understøtte en proces med fokus på selvværd, selvindsigt, identitetsdannelse, sundhed og seksualitet
- at skabe rammer for dit ungdomsliv, hvor dine sociale relationer kan udvikles og udbygges
- at skabe rammer for, at du kan indgå aktivt i samfundslivet
- at afklare dine kompetencer og støttebehov i forhold til fremtidig bolig og beskæftigelse
- at hjælpe dig i kontakten med pårørende, rådgiver og lokalsamfundet
På Afklarende Botilbud bor op til 6 unge i alderen 18 - 30 år.
Opfølgningsmøder
Når du flytter ind her, snakker vi med dig, og din rådgiver, om, hvilke håb, ønsker og drømme, du har og hvilke mål, du gerne vil nå. Vi vil holde møder med dig hver anden måned i løbet ad det første halve år, du bor her. Det gør vi, sammen med din kontaktpædagog, for at se, om dine mål er relevante i forhold til din udvikling. Det er vigtigt, at de mål, du arbejder med, sammen med din kontaktpædagog, tager udgangspunkt i dine ønsker, håb og drømme. Herefter vil vi, sammen, vurdere, om du kan have gavn af at bo her lidt endnu eller om du kan flytte til egen lejlighed eller til et andet botilbud.
Beboerråd og samarbejde
På Afklarende Botilbud er der et beboerråd, som jævnligt holder møder. På møderne snakker vi om fælles aktiviteter og hvad vi kunne ønske os.
Indflydelse som pårørende
Når du er flyttet ind, vil du, og dine pårørende, blive inviteret til et forventningsafklaringsmøde.
Her aftaler vi, hvordan vi hjælper dig med f.eks. økonomi, deltagelse i møder og arrangementer.
Vi arbejder tæt sammen med CSV (Center for Specialundervisning og rådgivning for unge og Voksne), som tilbyder STU (et særligt tilrettelagt tilbud om undervisning) og med Soja (Social Job og Aktivitet). Vi hjælper dig med at finde et skoleforløb eller et arbejde, der passer til dig og dine drømme.
Eksempler på skoleforløb/arbejde
- Ungdomsuddannelsen (STU) på CSV
- Dagtilbud Soja
- Job med løntilskud f.eks. i butik
Du vil få mulighed for at benytte fritidstilbud fra ULF, LEV, SUK, Parasport og Kolding Kommunes tilbud; Vækststedet, Kulturhuset, "Borger til borger" og andre aktuelle tilbud til unge.
Sammen med dig vurderer vi, om du har behov for, at vi ledsager dig og kører dig til dine fritidsaktiviteter.
Vi hjælper dig med at planlægge din ferie.
Afklarende Botilbud tilbyder dig to ferieovernatninger årligt med personale. Denne ferie foregår i grupper.
Derudover kan vi hjælpe dig med at planlægge ferie, som tilbydes af de frivillige organisationer.
På Afklarende Botilbud er der syv fastansatte og der er tilknyttet tilkaldevikarer, der tager over ved ferie og sygdom.
På Afklarende Botilbud er der ansat socialpædagoger, en pædagogstuderende, en natmedarbejder, som kan tilkaldes efter behov.
Personalet på Afklarende Botilbud efteruddannes efter behov og målgruppe, men som minimum er målet, at alle er uddannet i metoden KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik).
De unge har en kontaktpædagog tilknyttet.
Personalet får løbende sparring med eksterne og interne samarbejdspartnere, eks. sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut, socialfaglig konsulent og seksualvejleder.
Afklarende Botilbud ligger i en bygning som deles med Aflastningstilbuddet Ryttermarksvej.
Der er 12 værelser på matriklen.
Afklarende Botilbud har deres egen indgang på adressen Overmarksvej 19.
Der er 6 værelser/ lejligheder, der kan variere i størrelse, samt eget bad og toilet. Der er et mindre tekøkken, hvor der kan opstilles mikroovn, elkedel, kaffemaskine og ved behov for træning af madlavning i eget værelse, er der en kogeplade.
Der er gode fællesarealer, såsom køkken i sammenhæng med stue, spisestue og opholdsrum.
Der er en stor gårdhave, dejlig bålplads, og små separate terrasser, som du kan benytte.
Der er kontorer til medarbejdere, afdelingsleder og mødelokaler tæt ved borgernes boliger.
Du skal selv sørge for møbler. Der er vaskemaskine og tørretumbler i huset.
Når du flytter ind her, vil vi aftale med dig, hvordan vi hjælper dig med betaling af regninger og med lommepenge mv.
Disse aftaler skrives ind i administrationsaftalen, som kan ændres, hvis der er behov for det.
Husleje
Når du bor her skal du betale husleje. Der skal ikke betales indskud ved indflytning, ligesom der ikke kan søges boligstøtte.
Servicebetaling
Udover husleje, er der nogle serviceydelser, du skal betale til. Dette drejer sig om rengøring, vask og kost.
I første kvartal år 2022 gennemførte social- og handicapområdet i Kolding Kommune en designproces med fokus på hjem, hjemlighed og hjemfølelse med involvering af borgerne, pårørende, ansatte og nærmiljøet.