Høring
Ansøgning om ombygning /nedrivning af bevaringsværdig bygning
Ombygning/ Nedrivning ønskes
Ansøgning om ombygning – de facto nedrivning - af bevaringsværdig bygning
By – og Fællesforvaltningen har den 04.11.2025 modtaget en ansøgning om tilladelse til at nedtage tagkonstruktionen og stueetagen af bygning 1 på ejendommen ’Fremtiden’ beliggende Kærmindevej 16, 6000 Kolding, matrikel nr. 9am, Kolding Markjorder 1 afd. De ansøgte byggearbejder vurderes at ville påvirke bygningens bevaringsværdier så markant, at bygningen vil miste væsentlige bevaringsværdier, når de gennemføres. Kolding Kommune betragter på den baggrund ansøgningen som en nedrivningssag.
Bygningen er registeret med en bevaringsmæssig værdi på 4.
Der er foretaget en ny vejledende bevarings vurdering. Kommunen vurderer, at bygningens bevaringsmæssige værdi i dag bør være 6. Dermed bør bygningen ikke længere betragtes som bevaringsværdig, jf. definitionen i Kommuneplan 2025-2036, hvor bygninger med bevaringsmæssig værdi 1-4, betegnes bevaringsværdige.
Bygningen blev opført i 1937 som et enfamiliehus. Bygningen fremtræder i dag relativt velbevaret, men med udskiftede vinduer og et ældre metalpladetag. De udskiftede bygningsdele er dog valgt og anvendt, så de indskriver sig i ejendommens helhed og nogenlunde er afpasset bygningens arkitektoniske udtryk og byggestil. Ejendommen er enebeliggende i et ældre bymiljø med forskellige enfamiliehustyper. Den er i en teknisk tilstand, hvor den trænger vedligehold.
Kolding Kommune vurderer ikke, at bygningen nu besidder de værdier, der berettiger den til betegnelsen ’bevaringsværdig’.
Kolding Kommune påtænker derfor at tillade, at bygningen ombygges. Beslutningen bekendtgøres hermed jf. § 18 i lovbekendtgørelse nr. 219 af 06. marts 2018, ”Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer”.
Der er en høringsperiode på 4 uger fra den 03.02.2026. Fristen for indsigelser er den 03.03.2026.
Skriftlige bemærkninger til ansøgningen om nedrivning, kan sendes til Kolding Kommune, By- og Fællesforvaltningen, Byggesagsafdelingen, Nytorv 11, 6000 Kolding, byggesag@kolding.dk
Kolding Kommune vil efter udløb af høringsfristen tage stilling til ansøgningen om tilladelse til ombygning af ejendommen. Hvis vi ikke har modtaget væsentlige indsigelser i høringsperioden, vil der kunne meddeles tilladelse til det ønskede.
Sagen kan ses ved henvendelse i Kolding Kommune, By –og Fællesforvaltningen, Byggesagsafdelingen, Nytorv 11, 6000 Kolding.
Informationer
Dokumentation & Tilladelser
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret