Afgørelse
Tilladelse til projektet ”Ny spildevandsledning til udledning af renset spildevand til Lillebælt”
Byrådet har den 28. oktober 2025 truffet beslutningen om at meddele tilladelse til projektet ’Ny spildevandsledning til udledning af renset spildevand til Lillebælt’ efter § 25 i miljøvurderingsloven.
Projektet indebærer etablering af en ny supplerende udløbsledning til renset spildevand, der skal løbe parallelt med den eksisterende udløbsledning jf. nedenstående kort.
Den eksisterende spildevandsledning til renset spildevand blev etableret i slutningen af 1970’erne. Denne ledning har udløb i Lillebælt nord for Sdr. Stenderup på ca. 30 meters dybde ca. 150 meter fra kystlinjen.
I forbindelse med etablering af en vandturbine på udløbet fra Kolding centralrenseanlæg i 2021, blev der etableret en supplerende ledning mellem renseanlægget og turbinebygværket. Udløbet fra turbinen er ført ind i det nedre bygværk. Dette bygværk har tidligere haft et tæt, boltret dæksel, men blev ombygget i forbindelse med etablering af turbinen. Samtidig blev dækslet ændret, så det kunne lette og aflaste vand, hvis selve udløbsledningen blev tilstoppet, for at undgå, at turbinebygningen blev oversvømmet.
Det har efterfølgende vist sig, at der hyppigt er forekommet aflastninger af renset spildevand ved det nedre bygværk. Fra udløbet ved det nedre bygværk løber det rensede spildevand hen over skovbunden, igennem et moseområde og til sidst via en mindre grøft ud i Lillebælt.
Der er således ikke tale om en forøgelse af den samlede udledte mængde renset spildevand til Lillebælt, men en fordeling af den nuværende udledte mængde, fordelt på to udløbsledninger frem for den nuværende ene ledning.
Afgørelsen med tilhørende bilag kan findes under ’Dokumenter og Tilladelser’ til højre herfor, og kan desuden påklages efter nedenstående klagevejledning.
Til orientering vil der snarest muligt blive meddelt en afgørelse af Kystdirektoratet for den del af projektet, der ligger på søterritoriet. Afgørelsen vil blive offentliggjort på Kystdirektoratets hjemmeside på www.kyst.dk.
Klagevejledning vedrørende klager til klagenævn
Klagevejledning vedr. afgørelser om miljøvurdering af planer og projekter
Hvad er lovgrundlaget? Lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer og projekter og af konkrete projekter (VVM).
Hvad kan man klage over? Retlige spørgsmål.
Hvem kan klage? Ansøger, ejer, miljø- og fødevareministeren, enhver med retlig interesse i sagens udfald og landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Hvortil skal klagen sendes? Din klage skal indsendes via Klageportalen, som du finder et link til på https://kpo.naevneneshus.dk. Du kan også finde Klageportalen via www.borger.dk og www.virk.dk.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der indgives uden om Klageportalen, med mindre der er en særlig grund til fritagelse. En anmodning om eventuel fritagelse skal sendes til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Samtidig bedes du give Kolding Kommune besked om anmodningen. Så ved kommunen nemlig, at der er en klage på vej. Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet fritager dig, skal kommunen oprette klagen for dig i Klageportalen.
Hvem kan hjælpe? På https://naevneneshus.dk/start-din-klage/miljoe-og-foedevareklagenaevnet/vejledning/ kan du finde en vejledning til, hvordan du anvender Klageportalen eller søger om fritagelse for brugen. Du kan desuden kontakte Callcentret på telefon 7240 5600, som er åben mandag-fredag, kl. 9-15.
Hvad er klagefristen? Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er offentliggjort, og det vil sige senest fredag d. 28. november 2025.
Hvad koster det at klage? Privatpersoner skal betale 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen, og du har indbetalt gebyr for klagen.
Søgsmålsfrist: Søgsmål til prøvelse af afgørelsen ved domstolene, skal være anlagt inden 6 måneder fra meddelelsesdatoen for afgørelsen.
Kort over det samlede projekt
Informationer
Dokumentation & Tilladelser
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret