Skip til hoved indholdet

Årets Leder 2020: Her er de nominerede til prisen

Oprettet 29. januar 2021
Mar Vidarson er en af de nominerede til prisen som Årets leder

Igen i år uddeler Fritids- og Idrætsudvalget i Kolding Kommune en pris til en særlig engageret frivillig leder. Vinderen af Årets Leder skal findes mellem tre nominerede, der alle gør noget helt særligt for lige netop deres forening.

Kolding Kommune sætter med prisen som Årets Leder fokus på det utrættelige arbejde, som tusinder af frivillige yder i foreningerne i Kolding Kommune. En indsats, der på trods af et turbulent 2020 betyder, at børn, unge og voksne i vid udstrækning har været i stand til at dyrke deres fritidsaktiviteter og nyde godt af sammenholdet i foreningerne.

Det er derfor vigtigere end nogensinde at hylde de frivillige ildsjæle, som går forrest i foreningerne.

- Med prisen Årets Leder hylder vi alle de frivillige, som hver dag binder fritidsaktiviteterne i foreningerne sammen. Engagerede mennesker, som med deres indsats gør en forskel for andre og er med til at sikre de rammer og det sammenhold, der er afgørende for foreningerne og deres resultater. Årets indstillinger vidner om, at der i Kolding Kommunen er passionerede frivillige, som på hver deres måde går forrest og er med til at skabe et stærkt fællesskab,” siger Søren Rasmussen (DF), formand for Fritids- og Idrætsudvalget.

Prisen uddeles i år på anderledes vis, ved en lokal fejring i foreningen, hvor formanden og næstformanden i Fritids- og Idrætsudvalget overrasker vinderen. Årets Leder 2020 modtager 5.000 kroner.

De tre nominerede til prisen er:

Mar Vidarsson, Kolding Basketball Klub

Mar har været frivillig træner for Kolding Basketball Klubs U19 hold de sidste fire år, varetaget assistenttræner rollen for U13 og U15 holdene samt været træner og tovholder for Serie 1 holdet. Man kan roligt sige, at Mar har en stor indflydelse på alt der sker i Kolding Basketball Klub. Han har inspireret virkelig mange unge mennesker til at bevæge sig og i fællesskab løse en fælles opgave. Han har brugt enormt meget tid og energi på at løfte klubben til et nyt niveau, hvor de nu kan bryste sig af at have mange talenter, to hold i Serie 1 og mange U13 og U15 medlemmer.

Om nomineringen siger Mar Vidarsson:

- Det er en kæmpestor ære at være nomineret til årets leder 2020. Nomineringen var en positiv overraskelse, og jeg er meget taknemlig. Vi arbejder hårdt på at gøre Kolding Basketball Klub til et godt sted for børn og unge, og det er mig en glæde at høre, at klubben er blevet bemærket på denne måde. Jeg er stolt af at være en del af Koldings sports- og fritidsliv, og på den måde være med til at inspirere unge mennesker til en sund livsstil.

Claus Hansen, Lunderskov Boldklub

Claus har været frivillig i Lunderskov Boldklub i mange år og i de fleste år haft en lederrolle i klubben.
Han gør og har altid gjort en kæmpe indsats for klubben på mange niveauer.
Han har tidligere i en årrække siddet som bestyrelsesformand og været med til at udvikle klubben i en positiv retning. Nu sidder han som formand for Lunderskov Cup styregruppen, hvor han sammen med de øvrige medlemmer og selvfølgelig en masse frivillige får tjent en pæn portion penge hvert år til gavn for hele klubben.

Da Covid-19 gjorde, at Lunderskov Cup måtte aflyses i 2020, gik Claus og den øvrige styrgruppe i gang med at arrangere en fest for hele byen for at tjene nogle penge til klubben. Desværre måtte denne fest også aflyses. Det seneste som Claus har deltaget i, er opførelse af en kunststofbane til klubben. Her har Claus igen tilbudt sin arbejdskraft og erfaring. Hos bestyrelsen er der stor respekt.

- Der er mange som gør en stor indsats for klubben, men Claus’ indsats er helt unik, og derfor helt fortjent, at han er nomineret til Årets Leder i Kolding kommune, lyder det enstemmigt fra bestyrelsen i Lunderskov Boldklub.

Per Thestrup, KIF Tennis
Per har været formand for tennisklubben siden 2016 og er indbegrebet af en ildsjæl. Samtidigt har han ført klubben i en meget positiv retning på mange måder.
Per formår med sit rolige og yderst behagelige væsen at få alle til at føle sig velkommen i klubben. Han går altid forrest, hvad enten det er klargøring af baner, reparationer af vandingsanlæg eller andet.
Han spiller med nye medlemmer i klubben, er ulønnet træner og tager initiativ til sociale arrangementer, som skaber sammenhold blandt medlemmerne.
Han er en ægte diplomat og formår at samarbejde med øvrige tennisklubber og foreninger i Sydbank Arena. Han er uvurderlig og et naturligt samlingspunkt i klubben. Per yder en ekstraordinær indsats, som er langt ud over det sædvanlige, hvilket tjener som inspiration for alle.

- At blive nomineret til prisen af klubbens egne medlemmer, er det største skulderklap man kan få, og det er jeg utroligt stolt af. Tak til alle medlemmer, frivillige hjælpere, bestyrelse og trænere for at gøre KIF Tennis til byens hyggeligste klub, lyder det fra Per Thestrup.