Børn med handicap har bowling på skemaet
Der er bowling på programmet hver onsdag i et åben-skole-samarbejde mellem Specialcenter Vonsild og BK Trekanten.
Her tager elever, lærere og pædagoger fra Specialcenter Vonsild til bowling i Sydbank Arena.
Det er bowlingklubbens træner John Ellegaard, som står klar til at tage imod eleverne. Klubben har gennem en årrække haft hold for voksne med udviklingshandicap og har længe ønsket også at have et hold for børn og unge med handicap eller særlige udfordringer.
Specialcenter Vonsild havde samtidigt et stort ønske om, at deres elever kunne få lov til at prøve en aktivitet i en forening.
Alle investerer i samarbejdet
I foråret blev bowlingklubben og skolen derfor enige om at afprøve et samarbejde i dette skoleår. Både BK Trekanten og Specialcenter Vonsild investerer i samarbejdet, og projektet støttes også af Elsass Fonden.
”Vi er meget begejstrede for, at vores elever nu får mulighed for at afprøve en fritidsaktivitet i foreningen, hvor der også er nogle meget fine rammer og god tilgængelighed, så alle elever kan få mulighed for at deltage. Vi håber på, at dette projekt kan være en træningsbane for eleverne, så de har modet til at deltage i foreningslivet”, siger Jacob Skou, Afdelingsleder på Vonsild Skole.
Også i BK Trekanten er man meget glad for samarbejdet: ”Det er meget, meget givende at se elevernes glæde ved bowlingen. Faktisk kan jeg allerede nu se flere, der har flair for bowlingen. Med den rigtige træning kan de blive rigtigt dygtige bowlingspillere,” fortæller John Ellegaard.
Ny tilgang i bowlingklubben
I BK Trekanten har man søgt at finde en god modpart til de mange, der spiller turneringsbowling i klubben, og dette har man fundet i parasportsafdelingen.
Formand for BK Trekanten, Jan Filbært fortæller:
”Vi har fået opbygget en parasportsafdeling på ca. 50 medlemmer. Alle er med til at give vores klub noget helt unikt, nemlig et andet syn på og anden tilgang til vores sport. Det handler ikke kun om at vinde, det handler om glæden ved sporten, hvad man som turneringsbowler måske godt kan glemme ind i mellem.
Vi har lagt mange kræfter i, at de alle skulle føle sig rigtigt velkomne i vores klub, og det er lykkes på mange måder at få blandet alle medlemmer i et godt og sundt klubmiljø.
Som formand er det en stor glæde at se, at alle medlemmer trives, at alle medlemmer er en stor enhed. Det er med til at give os muligheden for at udvikle os, ikke kun sportsligt, men også rent klubmæssigt”, slutter Jan Filbært.