Skip til hoved indholdet

DM i boulderklatring i Kolding

Oprettet 24. september 2021

Kom og oplev Danmarks bedste klatrere, når der dystes om Danmarksmesterskaberne i Kolding Klatreklub den 1. og 2. oktober.

Kolding Klatreklub er vært ved årets Danmarksmesterskab i boulder klatring for junior og seniorer. Til mesterskaberne dystes der udelukkende i klatredisciplinen bouldering, i modsætning til OL, hvor bouldering blot var en ud af tre discipliner. Bouldering er klatring på væg uden sikring af reb og kræver en anden råstyrke, teknik og opfindsomhed, end når der dystes på højvæg med reb.

Klatreruterne bygges af professionelle rutebyggere, så både kvaliteten af ruterne og oplevelsesværdien for publikum er i top. Til dette års DM består rutebyggerteamet af chefrutebyggeren Jan Zbranek (Tjekkiet) fra OL i Tokyo og Nordisk mester i bouldering, Anthony Gullsten (Finland), der skal samarbejde med Kolding Klatreklubs egen rutebygger Kasper Gram og Casper L. Larsen fra Roskilde.

De mange klatreruter, som klatrene skal forsøge sig med på dagen bliver bygget specielt til konkurrencen og er af meget høj sværhedsgrad. Flere af Kolding Klatreklubs egne medlemmer har chance for en plads på podiet.

”Ruterne er så svære, at det ikke handler om at komme først, men i stedet om at nå til tops”, fortæller formand for Kolding Klatreklub Jens Winbladh. ”Klatrerne skal ved hjælp af kun ganske små og få klatregreb, klatre op ad de 5 meter høje vægge, hvor der kun er madras under.”, forklarer Jens Winbladh.

Hele arrangementer vil blive professionelt livestreamet på Youtube eller kan ses live i Kolding Klatreklub. ’Der er fri adgang til at overvære konkurrencen både fredag og lørdag, men særligt finalerne lørdag, hvor adrenalinet pumper og spændingen er på sit højeste, er spændende at overvære’, anbefaler Jens Winbladh.

Kolding Klatreklub ligger i Volkerts Fabrikker, på Dalbygade 40N i Kolding. Se program og yderligere oplysninger på www.koldingklatreklub.dk.