Skip til hoved indholdet

Hjælp os – vi må gøre det sammen!

Oprettet 24. oktober 2022

Det er ingen hemmelighed, at energipriserne er på himmelflugt, og allerede nu er der mange foreninger og faciliteter, der har fokus på, hvordan de kan spare på energien.

Vi må alle stå sammen og tage ansvar for energiudgifterne både i kommunale bygninger, men også i egne og lejede klubhuse og faciliteter.

Vi har brug for jeres hjælp!

Vi yder tilskud til foreningers brug af lokaler, og dermed også energiforbrug jf. Folkeoplysningsloven.

Med de stigende elpriser, er det vigtigt, at vi alle bliver opmærksomme på, at det er nødvendigt at spare på elforbruget, men også vand og varme, så de samlede energiudgifter ikke stiger voldsomt. Når vi sparer på varmen er der flere penge til eludgifter osv. I kommunale lokaler sænkes temperaturen til 19 grader.

Vores budgetter ser ud til at komme under stort pres i vinter, hvis vi ikke alle tager ansvar ift. forbruget i de mange kommunale lokaler, der er i Kolding.

I disse dage svinger prisen på el fra ca. 4 kr. til 8 kr. pr. kwh. Især sen eftermiddag og tidlig aften er elpriserne meget høje, da mange forbruger el på det tidspunkt. Det er også her, at mange foreninger har gang i aktiviteterne i husene.

Sådan yder vi tilskud til foreningers lokaler

Foreninger der er i egne eller lejede lokaler modtager lokaletilskud – tilskuddet er på op til 76,5 % (fra 1. januar 2023 op til 75,5%) af energiudgifterne i egne eller lejede lokaler.
Foreninger der er i kommunale lokaler eller faciliteter, hvor vi har en tilskudsaftale betaler gebyr. Resten af udgiften er kommunalt tilskud.

Gode råd om hjælp til selvhjælp – alle skal tage ansvar!

  1. Snak højt i foreningen om de gode vaner og inddrag medlemmerne til at tage ansvar! For jer der er i egne/lejede klubhuse følg med i elforbruget.
  2. Gå foreningens vaner igennem og se, om der er noget, som der kan ændres på.
  3. Tjek om der er LED-pærer i lamper
    a. Er der censor og timer på belysningen?
    b. Sluk lyset i rum, der ikke benyttes
    c. Sluk udendørsbelysning eller minimer det til ind og udgange, når der er aktiviteter.
    d. Tænd først banebelysningen, når det er mørkt og husk at slukke, når I er færdige med træning eller kamp.
  4. Tjek køleskabe og frysere
    a. Hold temperaturen på 5 grader i køleskabet og -18 grader i fryseren.
    b. Er jeres køleskab og fryser energivenligt - overvej at udskifte.
    c. Har I mange køleskabe i klubhuset, der kun benyttes en gang i mellem til vand/øl, som står tændt? Køleskabe med glasfront sluger ekstra meget energi. Sluk dem og tænd dem kun forud for arrangementer!
    d. Står fryserne tændt, selvom de kun er halvfyldte. Ryd op og ryk sammen og sluk dem, som ikke benyttes.
    e. Afrim køleskabe og frysere – de bruger 20% mere el, hvis der er 2 mm. rim i dem.
  5. Tændte apparater i husene
    a. Undgå at maskiner står tændt uden de benyttes (printere, pc´ere, friturekoger, kaffemaskiner, pølseristere, boldpumper o.a.)
    b. Sluk for apparater, som står på standby f.eks. tv, spillemaskiner, printere m.fl.
    c. Sluk for ladere – de bruger strøm, selvom der ikke er en boremaskine, ipad eller telefon i stikket
  6. Vaskemaskiner og tørretumblere
    a. Er jeres maskiner energivenlige?
    b. Vask klude, tøj m.m. ved lavere grader f.eks. 15-30 grader
    c. Fyld maskinerne op
    d. Vask når strømmen er billigst
    e. Undgå i videst muligt omfang at tørretumble – benyt et tørrestativ


Her kan I finde råd om energiforbedring, hvis I har egne lokaler.

Hvis I er en forening i et kommunalt klubhus, haller eller øvrige lokaler, hvor lyset ikke kan slukkes, hvor en censor er i stykker, termostaten ikke virker, toiletter/vandet drypper, så kontakt den medarbejder, der er tilknyttet jeres anlæg, hvis I er i tvivl om, hvem det er, så kontakt Karsten Højbjerg Fabrin kafab@kolding.dk