Skip til hoved indholdet

Kolding Talent hjælper sportsforældre i hele landet

Oprettet 24. maj 2023

Et samarbejde mellem Team Danmark og Kolding Talent betyder, at et landsdækkende inspirationsmateriale til forældre, skal udvikles i Kolding. Materialet skal klæde forældrene på til at kunne støtte sit barn, som går i en talentklasse i Team Danmark elitekommuner.

Det er Kolding Talents sports- og uddannelseskoordinator Mia Duedal, som har fået opgaven at udvikle et landsdækkende forældremateriale, som skal bruges i talentklasserne i Team Danmarks elitekommuner fra 7. klassetrin.

”Team Danmark er gået sammen med Kolding Kommune og Kolding Talent med henblik på at kunne udvikle refleksionsmateriale til forældre, som kan inspirere og klæde forældrene på til at kunne understøtte deres børns udvikling og trivsel i både sport, uddannelse og personligt liv. Materialet har både fokus på at give forældre inspiration til at understøtte barnets udvikling og trivsel, men også til at klæde forældre på til at være en aktiv medspiller i talentmiljøet,” siger Christina Teller, som er faglig leder for karriere og talentudvikling i Team Danmark.

Forældre skal ”bare” være forældre
Materialet bliver opbygget af en række workshops og baggrundsmateriale, som samlet set klæder forældrene på til at støtte deres børn.

Helt konkret bliver der også lavet materiale, som nemt kan hentes ned af forældrene, og der kommer desuden videoer med cases, sok forældrene kan sparre omkring.

Håbet er også at få implementeret materialet i klubberne, for det er trænerne, som er mere hands-on omkring de unge mennesker til hverdag. Derfor bliver der også udviklet plakater, som kan hænge i både klub og i private hjem, og hvor der vil være bulletpoints med de vigtigste budskaber.

”Forældrene er enormt vigtige i forhold til at holde sammen på de unge mennesker. De har mange presbolde både i skole, til sport og socialt, så det gælder om at klæde forældrene på til ”bare” at være forældre for de unge mennesker, når de er derhjemme. Hjemmet skal være en helle, og der skal være en forventningsafstemning mellem forældre og barn i forhold til, hvorfor barnet dyrker sin sport,” siger Mia Duedal fra Kolding Talent.

Stolt af kompetencerne i Kolding Talent
Initiativet til forældrematerialet kommer fra Kolding Talent, og da det blev præsenteret for Team Danmark, syntes de, at der var så interessant, at de gerne ville være med til at finansiere, at det blev lavet.

Det giver stolthed hos formand for Sundhed og Fritid, Birgitte Kragh.

”Vi har i forvejen et godt samarbejde med Team Danmark, som vi sætter stor pris på. Og at de mener, at vi har kompetencerne her i Kolding til at kunne udvikle et landsdækkende materiale til refleksion hos forældre til de unge mennesker, er naturligvis meget glædeligt,” siger hun.