Skip til hoved indholdet

Ny Parasportpulje

Det er nu muligt at søge medfinansiering for foreninger, som har aktiviteter, der støtter udviklingen af mennesker med handicap eller særlige behov.

Hele 100.000 kroner om året. Det er, hvad Parasportpuljen har bevilling til at uddele hvert eneste år frem til 2027. Puljen er helt ny og skal støtte udviklingen af aktiviteter for mennesker med handicap eller særlige behov i Kolding Kommune.

Som udgangspunkt er det godkendte foreninger jf. folkeoplysningsloven, herudover øvrige foreninger, selvorganiserede grupper og foreninger under opstart, der kan søge Parasportpuljen. For at kunne søge Parasportpuljen skal hver ansøgning som hovedregel have en selvfinansiering på 20% af det samlede budget.

Hvad kan søges

Man kan fx søge puljen om finansiering til følgende:

  • Opstart af tilpassede fritidsaktiviteter for mennesker med handicap eller særlige udfordringer.
    Parasportevents eller stævner afholdt i Kolding Kommune eller Trekantområdet, hvor Kolding er medvært.
  • Finansiering/medfinansiering ved indkøb af materialer, særligt udstyr eller rekvisitter til en tilpasset aktivitet/parasport.
  • Åben-skole-forløb i Kolding Kommune.
  • Der kan søges tilskud til transport til stævner uden for kommunen fortrinsvis for idrætstilbud eller foreninger, der har deres første sæson.

Understøtter foreningernes parasport-tiltag

Parasportrådet ser frem til at kunne understøtte kommunens foreninger i de parasport-tiltag, de ønsker at gøre.

”I Parasportrådet er vi meget glade for at kunne give foreningerne en hånd med på vejen, når de ønsker at involvere sig i arbejdet med mennesker med handicap eller særlige behov. Vi håber derfor på, at rigtig mange foreninger vil søge Parasportpuljen, så vi kommer til at se en bred vifte af aktiviteter målrettet den gruppe mennesker,” siger formand for Parasportrådet i Kolding Kommune, Bent Bruun.

Fakta:

Parasportpuljen kan søges løbende, og Parasportrådets forretningsudvalg behandler ansøgningerne på møderne, som afholdes 4-6 gange årligt.
Man kan forvente svar på en ansøgning ca. 14 dage efter behandling.
Puljen kan søges fra 1. januar 2024 via Foreningsportalen

Mere info hos Lykke Marianne Guldbrandt, Projektleder Parasport, Fritid og Idræt, på 79 79 71 29 / 29 63 73 33 eller lykgu@kolding.dk

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje