---
title: "Nyt samarbejde skal hjælpe flere med handicap ind i fritidslivets fællesskaber"
description: "KIF Kolding, Parasportrådet i Kolding og Parasport Danmark lancerer Parasport Match. Initiativet skal synliggøre lokale idræts- og fritidsmuligheder for mennesker med handicap og særlige behov."
date: "2026-10-06"
created: "2026-10-06"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Borger](https://www.kolding.dk/borger)

                    [Kultur, fritid, frivillighed](https://www.kolding.dk/borger/kultur-fritid-frivillighed)

                    [Fritid og idræt](https://www.kolding.dk/borger/kultur-fritid-frivillighed/fritid-og-idraet)

                    [Nyheder om Fritid og idræt](https://www.kolding.dk/borger/kultur-fritid-frivillighed/fritid-og-idraet/nyheder-om-fritid-og-idraet)

                [Nyt samarbejde skal hjælpe flere med handicap ind i fritidslivets fællesskaber](https://www.kolding.dk/borger/kultur-fritid-frivillighed/fritid-og-idraet/nyheder-om-fritid-og-idraet/nyt-samarbejde-skal-hjaelpe-flere-med-handicap-ind-i-fritidslivets-faellesskaber)

# Nyt samarbejde skal hjælpe flere med handicap ind i fritidslivets fællesskaber

        ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/9d3d0299-047b-47c4-ab41-687f46302c44?width=800)

KIF Kolding, Parasportrådet i Kolding og Parasport Danmark lancerer Parasport Match. Initiativet skal synliggøre lokale idræts- og fritidsmuligheder for mennesker med handicap og særlige behov.

Hvordan finder man den fritidsaktivitet, der passer til netop én selv? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Parasportrådet i Kolding, Parasport Danmark og KIF Kolding for første gang inviterer til Parasport Match i AL Sydbank Arena lørdag den 14. november 2026.
Parasport Match er en ny årlig begivenhed, der skal synliggøre de mange idræts- og fritidsmuligheder i lokalområdet, som er tilpasset børn, unge og voksne med handicap eller særlige behov. Samtidig skal dagen skabe stærkere forbindelser mellem Koldings borgere, foreninger og fritidsfællesskaber.
Før ligakampen mellem KIF Kolding og TMS Ringsted åbnes arenaen for en aktiv og inspirerende oplevelse, hvor deltagerne kan møde lokale foreninger, prøve forskellige aktiviteter, få vejledning og blive klogere på de tilbud, der findes i Kolding og omegn.

## Mere end idræt

For Parasportrådet handler dagen om langt mere end sport.
"Parasport Match handler ikke kun om idræt. Det handler om fællesskab, trivsel, nye relationer og om at finde en aktivitet, der skaber glæde og mening i hverdagen. Vores mål er, at flere børn, unge og voksne med handicap får mod på at tage del i et fritidsfællesskab og oplever, at der også er et tilbud til dem," siger René Budde Gade, formand for Parasportrådet i Kolding.
Han håber, at arrangementet kan blive en genvej for de mange familier, som gerne vil finde vej ind i et foreningsliv med mange muligheder, men ikke altid ved, hvor de skal starte.

## Kolding kan vise vejen

Hos Parasport Danmark ser man Parasport Match som et stærkt eksempel på, hvordan lokale partnerskaber kan skabe bedre muligheder for mennesker med handicap.

”Idræt og sociale fællesskaber fremmer både livskvalitet og sundhed. Derfor er vi glade for at være en del af et samarbejde, der gør det lettere for mennesker med handicap eller særlige behov at opdage og afprøve de idrætsmuligheder, der findes i Kolding og omegn. Parasport Match viser, hvad der kan ske, når kommune og foreningsliv går sammen om en fælles ambition, og vi ser et stort potentiale i at udbrede det til andre kommuner på sigt,” siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.

## Håndbolden samler mennesker

Hos KIF Kolding er ambitionen at bruge klubbens platform til at sætte fokus på fællesskaber og muligheder for alle.
"KIF Kolding er meget mere end håndbold. Vi er en del af lokalsamfundet, og vi ønsker at bruge vores kampe og arena til at samle mennesker. Parasport Match er en fantastisk mulighed for at sætte fokus på et aktivt fritidsliv på lige vilkår og samtidig give børn, unge og voksne med handicap en stor oplevelse i AL Sydbank Arena. Vi glæder os til at byde alle velkommen," siger Christian Klamer, marketing- og turneringsansvarlig i KIF Kolding.

## Gratis adgang til håndboldkamp

Alle tilmeldte deltagere, familier og ledsagere får gratis adgang til ligakampen mellem KIF Kolding og TMS Ringsted, der spilles efter dagens kom-og-prøv arrangement.

Målet er, at Parasport Match skal udvikle sig til en fast tilbagevendende begivenhed, der år efter år styrker synligheden af parasporten og hjælper flere borgere med at finde vej til et aktivt fritidsliv.

## Om Parasport Match

- Afholdes lørdag den 14. november 2026 fra kl. 13.00 i AL Sydbank Arena, Kolding
- Arrangører: Parasportrådet i Kolding, Parasport Danmark og KIF Kolding
- Målgruppe: Børn, unge og voksne med handicap eller særlige behov samt deres familier og ledsagere.
- Deltagerne kan møde foreninger, prøve aktiviteter og få vejledning om fritids- og idrætsmuligheder. Deltagerne kan bl.a. prøve håndbold, fodbold, volleyball, frame running, dart, hockey, boccia og kørestolsfodbold. Kom og prøv aktiviteter fra kl. 13 til 15.30.
- Gratis adgang til håndboldkampen mellem KIF Kolding og TMS Ringsted for alle tilmeldte deltagere, familier og ledsagere. Kampstart kl. 16.
- Ambitionen er at gøre Parasport Match til en årligt tilbagevendende begivenhed i Kolding.
- Tilmelding til arrangementet: [www.kolding.dk/parasportmatch](https://www.kolding.dk/www.kolding.dk/parasportmatch "www.kolding.dk/parasportmatch")

## Læs mere

                            [Parasport i Kolding Kommune](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/f44a2580-13fd-4f89-acfd-391bd854b0dc)
