Skip til hoved indholdet

Seest/Hylkedalen: Nyt trailcenter er indviet

Oprettet 05. maj 2021
Udvalgsformand Søren Rasmussen indvier trailcenteret.
Udvalgsformand Søren Rasmussen indvier trailcenteret.

Kolding har fået et nyt mødested for aktivt udeliv. Tirsdag den 4. maj blev trailcenteret i Seest, et nyt mountainbike-spor og nye træningsfaciliteter i Hylkedalen officielt indviet.

Det nye trailcenter i Kolding ligger i Seest Idrætspark på kanten af Hylkedalen og fungerer som porten til Hylkedalens stier og aktive naturoplevelser. Her kan både idræts- og motionsaktive brugere og dem, der blot ønsker at nyde naturen, mødes, få information om ruter og stier, søge ly, klæde om, benytte toilettet, varme op og runde af.

Indvielsen af trailcenteret har ladet vente på sig på grund af COVID-19 pandemien, og var af samme årsag begrænset til en mindre kreds af indbudte gæster. Men det gjorde ikke glæden over det nye Trailcenter mindre hos formand for Idræts- og Fritidsudvalget Søren Rasmussen.

- Vi har ganske vist ikke fået den folkefest, vi havde drømt om. Men med Danmarks først trailcenter, har vi fået et fantastisk mødested, der er klar til at tage i mod en masse brugere, der har lyst til at benytte de nye muligheder for træning i Kolding, siger Søren Rasmussen-

Selv om det seneste års tid har været præget af forsamlingsforbud og lukkede idrætsfaciliteter, har trailcenteret ikke ligget stille hen imens. Over vinteren har brugerne i høj grad taget de udendørs træningsmuligheder omkring centeret til sig.

Nye faciliteter er en del af nyt klimatilpasningsprojekt

Også formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh er begejstret over de nye muligheder, som Trailcenteret og de nye faciliteter giver for at opleve Hylkedalen.

- Trailcenteret har en helt unik beliggenhed her tæt på det smukke istidslandskab omkring Hylkedalen, og sammen med de nye træningsfaciliteter og nye stier, giver det et stort potentiale for at komme ud og nyde naturen i dette område, siger Birgitte Kragh.

Om kort tid går BlueKolding og Kolding Kommune i gang med et nyt klimatilpasningsprojekt i Hylkedalen ved Seest Mølleå. Midlerne til mountainbikesporet og de nye træningsfaciliteter i Hylkedalen er anlagt for midler fra netop dette projekt. Det er Miljøministeriets Synergipulje, der er oprettet for at sikre, at klimatilpasningsprojekter i hele landet skaber synergi ved at øge naturværdierne samt skabe rekreative faciliteter, der giver adgang og oplevelser i naturen.

-	Straks MTB-sporet var indviet susede de første mountainbikere afsted for at prøve sporet af.
Straks MTB-sporet var indviet susede de første mountainbikere afsted for at prøve sporet af.

Giv trailcenteret din stemme

Trailcenteret er netop nomineret til prisen som Årets Idrætsbyggeri i 2021. Trailcenteret er bare et af de fem nominerede projekter, hvem der løber med prisen afgøres af en offentlig afstemning. Giv trailcenteret din stemme og læs om de fem nominerede projekter: https://da.surveymonkey.com/r/aaretsidraetsbyggeri2021
Afstemningen løber indtil d. 19. maj 2021

Fakta

Trailcenteret er støttet af Lokale og Anlægsfonden og er et af fem nye trailcentre i Danmark, der skal fungere som eksempel-projekter for mødesteder i naturen, der kombinerer klubhus, bade- og omklædningsfaciliteter, depot og mødested for både idrætsforeninger og selvorganiserede brugere.

Trailcenteret er indrettet med et stort åbent rum, som husets hjerte og samlingssted med en sidde og træningstrappe, der fører op til en overdækket terrasse. Her er der mulighed for at rulle yogamåtten ud eller træne med medbragt udstyr.

Rundt om bygningen er der balance- og styrketræningselementer og under tagudhænget kan man prøve kræfter med Danmarks måske længste ’monkey bar’ på 33 meter, hvor man kan gå armgang.

Trailcenteret er desuden indrettet med grej-depoter, garderobeskabe med mulighed for aflåsning samt toilet/bad og omklædning. I trailcenteret er også indrettet et fælles klublokale for foreninger med bl.a. adgang til møderum.

De nye faciliteter i Hylkedalen består af et knap to kilometer langt mountainbike-spor. Samme sted kan man benytte nye træningsfaciliteter til udendørstræning, hvor man kan hoppe, kravle og balancere over og under nye forhindringer. Senere på året anlægges yderligere mountainbike-spor og vandresti i Hylkedalen.

Læs mere på www.oplevkolding.dk og www.kolding.dk/hylkedalen