Skip til hoved indholdet

Frivillig på seniorområdet

Spredt ud over hele Kolding Kommune findes der masser af muligheder for at deltage eller involvere sig i aktiviteter for seniorer.
Mange af aktiviteterne er drevet af frivillige seniorer, og der er altid brug for en ekstra hånd til både små og store opgaver, både faste og ad hoc.

Uanset om du er til håndarbejde, sang, foredrag eller værksteder - eller du mere er til fysisk aktivitet, såsom stolegymnastik, krolf eller bordtennis, så er der brug for dig!

Hvis du har lyst til at høre mere om at være frivillig inden for de mange aktiviteter, der findes i Kolding og omegn, så kontakt:

Ønsker du at blive frivillig, kan du læse mere om, på hvilke områder du kan blive frivillig: 

20 brugerstyrede aktivitetshuse byder seniorer i Kolding Kommune velkommen!

Aktivitetshusene drives af frivillige seniorer, som også står for mange af de spændende aktiviteter i husene.

Fællesspisninger, krolf, nørklerier, påskefrokost, banko, gåture, en hyggelig snak over en kop kaffe, inspirerende foredrag, kulturelle arrangementer, udflugter og meget mere. Har du en idé til en ny aktivitet, så lad os endelig høre fra dig – det meste kan lade sig gøre.
Du kan også blive en del af det skønne fællesskab og få glæde af godt selskab og smittende livsglæde.
Vi glæder os til at se dig i dit lokale aktivitetshus.
Det kræver ikke medlemskab at benytte aktivitetshusene.

Hvis du har lyst til at høre mere om at blive frivillig i dit lokale aktivitetshus, så tag fat i en af aktivitetskonsulenterne, og få en snak om hvad du har lyst til at bidrage med.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker mere information, er du altid velkommen til at kontakte en aktivitetskonsulenterne:

Tina Løngren Reher, tlf. 7979 3355, mail tireh@kolding.dk

Maria Nedobrowsky, tlf. 2172 8614., mail marne@kolding.dk.

Kolding kommune råder over 11 rickshawscykler. Har du lyst til at glæde en ældre medborger på et plejehjem, og samtidig selv få motion og frisk luft, er det måske noget for dig at blive frivillig cykelpilot.

Som cykelpilot binder du dig ikke til faste uge dage eller tidsrum – du cykler når det passer i din kalender.

Du kan blive cykel pilot på ét eller flere plejehjem, og du vil få en grundig introduktion i cyklens funktioner og bookingsystem.

Som frivillig cykelpilot får du mulighed for at blive en del af det frivillige pilotnetværk, når vi mødes en eller flere gange om året til hygge, inspiration og fælles cykelture.

Du kan læse mere om at blive frivillig cykelpilot på hjemmesiden

Ønsker du at tilmelde dig og komme i gang som frivillig cykelpilot kan du tilmelde dig direkte på hjemmesiden www.cyklingudenalder.dk

Kolding Kommune tilbyder mulighed for at gå til selvtræning, hvis man ikke er i stand til at træne i et almindeligt motionscenter. Der findes 6 selvtrænersteder, geografisk fordelt over kommunen.
Det er typisk seniorer, der er afsluttet fra genoptræning, som går til selvtræning – og nogle af dem har brug for en hånd i forbindelse med træningen.

Du kan blive frivillig på ét af vores 6 selvtrænersteder, så du kan hjælpe borgerne med at holde sig fysisk aktive og samtidig bidrage til at godt socialt fællesskab på stedet.

  • Du får et 2 dages kursus, så du er klædt godt på til opgaven. Du bliver også tilbudt andre kurser et par gange om året, hvor du kan deltage, hvis du lyst til at lære mere.
  • Du får en træningsbluse med tryk på ryggen, så deltagerne kan se, at du er uddannet instruktør på området.
  • Der stilles træningsfaciliteter til rådighed for borgerne samt diverse småredskaber til yderligere øvelser. Der stilles også musik til rådighed, f.eks. til fælles opvarmning og udstrækning, hvis man ønsker at lave det.
  • Du har en fast kontaktperson som frivillig, som du altid kan ringe eller skrive til ved behov.
  • Du får også et netværk med de andre frivillige på området, når I mødes til kurser og en årlig hygge/inspirationsdag.

Du kan læse mere om selvtræning til Kolding Kommunes seniorer. 

Har du lyst til at høre mere, eller ønsker du at komme i gang som frivillig indenfor selvtræning, kan du kontakte projektleder:

Lykke Guldbrandt, tlf. 79 79 71 29 eller på mail lykgu@kolding.dk.

Kolding Kommune har ikke mindre end 52 stolegymnastikhold, der er geografisk fordelt over hele kommunen. Holdene ligger på alle plejehjem, alle brugerstyrede aktivitetshuse samt lokale beboerhuse, f.eks. i boligforeninger.

Holdene kører én gang om ugen, stort set året rundt, og er delt i 3 niveauer afhængig af deltagernes funktionsniveau. Alle hold er drevet af frivillige – dog er der også aktivitetspersonale med på holdene på alle plejehjem.

Det er typisk seniorer, der f.eks. er afsluttet fra genoptræning, som går til stolegymnastik. De fleste kommer selv gående hen til gymnastikken og glæder sig til en time med god gymnastik samt et rigtig hyggeligt socialt fællesskab.

Du kan blive frivillig på ét af vores stolegymnastikhold. Vi prioriterer højt, at man er 2-3 frivillige om hvert hold, afhængig af størrelsen på holdet.

  • Du får 2 x 2 dages kursus, så du er klædt godt på til opgaven. Anden del ligger efter ca. ½ år.
  • Du bliver også tilbudt andre kurser et par gange om året, hvor du kan deltage, hvis du lyst til at lære mere.
  • Du får en træningsbluse med tryk på ryggen, så deltagerne kan se, at du er uddannet instruktør på området.
  • Der stilles træningsredskaber og musik til rådighed på alle holdene.
  • Du har en fast kontaktperson som frivillig, som du altid kan ringe eller skrive til ved behov.
  • Du får også et netværk med de andre frivillige på området, når I mødes til kurser og en årlig hygge/inspirationsdag.

Du kan læse mere om stolegymnastik for Kolding Kommunes seniorer. 

Har du lyst til at høre mere, eller ønsker at komme i gang som frivillig inden for stolegymnastik, kan du kontakte projektleder:

Lykke Guldbrandt, tlf. 79 79 71 29 eller på mail lykgu@kolding.dk.

Har du en time i overskud i løbet af ugen? Så er der mulighed for at blive besøgsven hos en borger.

Mange borgere tilbringer meget tid alene, enten fordi de ikke har så stort et netværk eller måske fordi familien bor langt væk. Rigtig mange af dem, benytter vores mange gode aktivitetstilbud, men der er også nogle, der ikke er så gode til at komme ud af hjemmet, eller måske ikke har lyst eller overskud til at være sammen med mange mennesker på én gang.

De har brug for dig.

Måske har du lyst til at være besøgsven, hvor besøget og samtalen er i fokus – måske vil du hellere være mere aktiv og tilbyde en gåtur eller måske lave lidt motion i hjemmet sammen med borgeren.

Vi har et rigtig godt samarbejde mellem byens 4 forskellige besøgsordninger, hvor vi koordinerer med hinanden, så vi får lavet de gode match mellem frivillige og borgere – og så borgerne ikke kommer til at stå på venteliste flere steder samtidig.

Du kan læse mere om Venner på Tværs på denne side.

Du tilbydes selvfølgelig uddannelse/oplæring, så du er godt klædt på til opgaven, men det er lidt forskelligt, hvordan de forskellige organisationer griber det an. 
Du har også en koordinator som kontaktperson, uanset hvor du er frivillig.

Uanset hvilken organisation, du evt. har lyst til at være frivillig hos, er du velkommen til at kontakte projektleder:

Lykke Guldbrandt, tlf. 29 63 73 33 eller på mail lykgu@kolding.dk

Så sender vi dig videre til rette vedkommende, når vi har afdækket, hvad du gerne vil bidrage med.