Støj i forbindelse med events
Lydforskrift for udendørs arrangementer
I Kolding Kommune er der en høj ambition om at have levende byer med inspirerende kultur- og fritidstilbud, mødesteder for fællesskaber og gode oplevelser i vores byer. Der skal være plads til et levende byliv med events og musik i det offentlige rum, men samtidig skal der tages hensyn til naboer og lokalområder.
For at skabe den balance, er der vedtaget en lydforskrift for udendørs arrangementer som både sætter rammerne og gør det lettere for dig som arrangør.
Hvis du overholder de definerede rammer, vejledninger og retningslinjer, som du finder nedenfor, så er det ikke være nødvendigt at søge godkendelse til den del af dit arrangement, som handler om støj. Du skal dog stadig orientere os før dit arrangement samt søge eventuelt påkrævede tilladelser.
Forskriften gælder for udendørs støjende kulturarrangementer, byfester og lignende. Det kan f.eks. være større arrangementer i et telt, hvor der anvendes musikanlæg, sanganlæg og/eller instrumenter tilsluttet forstærker/højttaleranlæg. Forskriften gælder også tivoli, cirkus, og lignende arrangementer.
Lydforskrift for udendørs arrangementer
Nedenstående forskrift angiver de generelt vedtagne retningslinjer for støj i forbindelse med udendørs arrangementer i Kolding Kommune – herunder pladser og arealer, som ofte bruges til events og arrangementer. Såfremt et arrangement falder inden for de angivne rammer skal der ikke gives tilladelse hvad angår lyd. Kommunen skal dog stadig orienteres i rimelig tid forud for arrangementet.
Forskriften anvendes ved udendørs støjende kulturarrangementer, byfester og lignende. Det kan fx være større arrangementer i telt, hvor der anvendes musikanlæg, sanganlæg og/eller instrumenter tilsluttet forstærker/højttaleranlæg. Forskriften gælder også tivoli, cirkus, og lignende arrangementer.
Er der tvivl om hvorvidt et arrangement falder inden for forskriftens rammer er det Kolding Kommune der afgør, om der skal søges tilladelse til arrangementet.
Ønsker man at holde et arrangement, der overskrider de angivne rammer, er det stadig muligt, men der skal i så fald søges tilladelse ved Kolding Kommune, der vil lave en konkret vurdering af den enkelte sag.
Ved udendørs arrangementer i det offentlige rum skal elektrisk forstærket musik og øvrig høj lyd som udgangspunkt stoppe senest:
Kl. 22 søndag til torsdag
Kl. 24 fredag og lørdag samt dagen inden en helligdag.
For alle arrangementer gælder, at musik først må starte kl. 10. Dette gælder for alle dage.
Der kan være særlige udvidede rammer eller skærpede restriktioner på de enkelte pladser. Fx. længere eller kortere spilletider, hvilken retning scene må opstilles eller et antal årlige arrangementer pr. plads. Disse fremgår af beskrivelser for de enkelte pladser. Oversigt over disse findes på www.kolding.dk
Opsætning og nedtagning
Opsætning og nedtagning, der indebærer støj, må finde sted i tidsrummet kl. 07-23 søndag til torsdag samt kl. 08-01 fredag og lørdag.
Lydprøver
Lydprøver og afprøvning af monitoranlæg m.v. bør holdes inden for et tidsrum på maksimalt 2 timer og i øvrigt begrænses til et minimum.
Lydprøver må finde sted i tidsrummet kl. 08-21 mandag til fredag og kl. 09-21 lørdag og søndag.
Støj i forbindelse med at publikum bevæger sig til og fra arrangementet er ikke omfattet af forskriften.
Pladsens indretning
Arrangementer bør indrettes med opstilling af scene og højtalere, evt. delay-systemer med videre på en hensigtsmæssig måde i forhold til at unødige støjgener undgås.
Det er arrangøren af det samlede arrangement, der bærer ansvaret også i forhold til at regulere lyd og sikre, at forskriftens bestemmelser overholdes og at lydniveau tilpasses arrangement og omgivelser.
Kolding Kommune kan forlange dokumentation for tilladelse til råderet over det område, der afholdes arrangement på.
Ved arrangementer med høj lyd, skal naboer/lokalområde orienteres senest 2 uger før arrangementet. Det kan fx være gennem opslag i opgange (se skabelon), annoncering i lokalområdet, information omdelt i postkasser med videre. Orienteringen skal indeholde oplysninger om arrangement, tidsperiode, sted samt kontaktoplysninger til arrangør.
Der skal tages særligt hensyn til støjfølsomme naboer i lokalområdet – både gennem orientering og fastlæggelse af tidspunkt samt indretning af arrangementspladsen. Særligt støjfølsomme naboer kan for eksempel være kirke, hospital, vuggestue med videre.
Print, udfyld og hæng op til orientering for naboer.
Såfremt en arrangør ønsker at overskride rammerne i forskriften i forbindelse med et arrangement skal der ansøges med begrundelse til Kolding Kommune. Kommunen kan efter en konkret vurdering give dispensation for forskriften.
Kolding Kommune fører tilsyn med, at rammerne i forskriften overholdes.
Overtrædelse af forskriften kan medføre politianmeldelse med krav om bødestraf.
Reglerne i forskriften hindrer ikke, at Kolding Kommune kan stille særlige krav om yderligere begrænsning af støj end angivet i forskriften. Det kan for eksempel være decibelgrænser ved større arrangementer.
Kommunen kan ved grove eller gentagne overtrædelser af regler eller fastsatte vilkår med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 69 afbryde et arrangement.
Grove eller gentagne overtrædelser af forskriften ved brug af kommunens pladser og arealer kan ligeledes medføre, at arrangøren udelukkes fra fremtidig brug af de pågældende pladser og arealer.
I Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 844 af 23/06/2017 om miljøregulering af visse aktiviteter § 20 er der hjemmel for kommunen til at vedtage forskrifter for forebyggelse af forurening (herunder støj). Dette gør sig kun gældende, hvis de forurenende aktiviteter ikke er omfattet af andre bestemmelser udstedt med hjemmel i Miljølovgivningen.
Det kan efter Miljøstyrelsens opfattelse i praksis være svært helt at undgå støjgener ved afholdelse af udendørs arrangementer, og kommunen kan fastsætte højere støjgrænser end de vejledende støjgrænser.
Kolding Kommune vurderer ikke, at Miljøstyrelsens grænseværdier for støj kan overføres direkte som grundlag for lydniveauer for musik i forbindelse med udendørs enkeltstående kulturarrangementer, hvor de vil være for restriktive.
I Kolding Kommunes forskrift er der i stedet for konkrete støjgrænser lagt vægt på tidsrum samt øvrig hensyntagen som rettidig orientering af berørte borgere, hensigtsmæssig placering af lydudstyr samt scene, højtalere og forstærkere m.v.
Kolding Kommunes afgørelser i henhold til denne forskrift kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21 stk. 2. Forskriften er ikke til hinder for, at Kolding Kommune efter Miljøbeskyttelseslovens § 42 kan stille krav om yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger end angivet i forskriften, jf. bekendtgørelsens § 20 stk. 5.
Uanset ovenstående kan afgørelser vedrørende kommunalt ejede arealer eller arealer, hvor kommunalbestyrelsen har væsentlig indflydelse på tilrettelæggelse af arrangementet jf. bekendtgørelsens § 23, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet med en klagefrist på 4 uger.
I henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 101 kan afgørelser truffet efter denne forskrift afprøves ved civile domstole. Søgsmålet skal være anlagt, senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.