Skip til hoved indholdet

Kulturpriser 2022

Kulturevent 2022
Vindere og nominerede ved Kulturevent 2022 på Godset

Kulturpriser 2022

Kolding Kommunes Kulturudvalg uddeler hvert år 4 kulturpriser.

Kulturpriserne blev uddelt ved årets Kulturevent den 5. april 2022 på Godset. 

Vinderne

  • Årets Kulturelle Aftryk: Blue Bridge
  • Årets Kulturelle Highfive: Kolding i Toner
  • Årets Ildsjæl: Candra Gaarde
  • KulturKolding-prisen: Fylke Festival

Årets Kulturelle Aftryk hylder den mangfoldige kultur i Kolding Kommune. Det er en anerkendelse af events, initiativer, og projekter, der henvender sig til den brede målgruppe, og som har sat et særligt kulturelt aftryk.

Modtageren af Årets Kulturelle Aftryk er en person, gruppe, forening eller organisation, der arbejder på frivillig basis i Kolding Kommune. Vinderen modtager 10.000 kroner.

De nominerede til Årets Kulturelle Aftryk 2022:

  • Blue Bridge (vinder)
    Blue Bridge nomineres for videreudviklingen af den populære festival i Sdr. Bjert og øvrige musikaktiviteter, senest med konceptet Blue Bridge Wave, hvor det er unge, der laver musikevents for unge.
  • Genforenings- og Grænsemuseet
    Museet nomineres for deres store indsats i forbindelse med fejringen af Genforeningen, der bygger på et dedikeret engagement i at formidle historien om Genforeningen gennem mere end 25 år. Ved Genforeningen har museet bl.a. været initiativtager til etableringen af en skulptur og et bronzebånd indlagt i vejen netop ved den gamle grænse.

  • Kunstdage Kolding
    Kunstdage Kolding nomineres for det nye initiativ med en kunstmesse, der er med til at skabe stor synlighed om kunstlivet i Kolding Kommune og gøre kunst i øjenhøjde tilgængelig for kommunens borgere.

Tidligere modtagere af Årets Kulturelle Aftryk:

  • 2021: Unlock Music
  • 2020: Kolding Stadsarkiv, Kolding Fotoklub og Kolding Kunstforening
  • 2019: Dronning Dorothea Teatret

Denne pris hylder kulturelle eksperimenter og kulturelt entreprenørskab. Årets Kulturelle Highfive anerkender igangsætterne, og den gives til de nytænkende events, initiativer og projekter, der kan inspirere, vise nye veje og som har potentiale til at udvikle kulturen i Kolding Kommune.

Årets Kulturelle Highfive gives til en entreprenant person, gruppe, forening eller organisation, der arbejder på frivillig basis med kulturelle tiltag i Kolding kommune. Vinderen modtager 10.000 kroner til at sætte nye kulturelle tiltag i gang.

De nominerede til Årets Kulturelle Highfive 2022:

  • Kolding i Toner (vinder)
    Kolding i Toner nomineres for modet til at etablere en kammermusikfestival i Kolding. En festival, der blev en stor succes i sommeren 2021. De to arrangører har allerede meldt ud, at der bliver festival igen i 2022.

  • Kulturel Kickstart
    Initiativet Kulturel Kickstart nomineres for deres nyskabende ambition om at skabe en fødekæde for unge aktører og iværksættere gennem en række workshops og koncerter, hvor man sammen lærer og skaber nye events. Det er LIVET (tidl. Det Gyldne Liv), der står bag Kulturel Kickstart.

  • Repair Café
    Foreningen Repair Café nomineres for deres indsats for at skabe alternativer til ”brug og smid væk-kulturen”. Et helt hold af frivillige ”fiksere” samles til cafe-aftener, hvor borgere får hjælp til at fikse ting, der er slidt eller gået i stykker og give dem nyt liv.

Tidligere modtagere af Årets Kulturelle Highfive:

2021: Food Reformers
2020: Det Gyldne Liv Festival
2019: Kolding Husflid

Årets Ildsjæl er en ærespris. Prisen er en hyldest til det lokale kulturelle engagement og tildeles en kulturel aktør – en ildsjæl – som har ydet en betydelig, flerårig og frivillig indsat for kulturen i Kolding Kommune.

Vinderen modtager en bronzestatuette kreeret af den lokale kunstner Erik Valter.

De nominerede til Årets Ildsjæl 2022:

  • Candra Gaarde  (vinder)
    Candra Gaarde nomineres for sit mangeårige engagement som frivillig i Koldings kulturliv – lige fra på Godset og ved Musik Kolding til på Teaterskolen Dorothea, hvor hun bl.a. har været engageret i bestyrelsen. Candra har været en dedikeret fortaler for, at psykisk sårbare har stor glæde af, og bidrager værdifuldt, ind i frivillige fællesskaber i kulturlivet.
  • Charlotte Pipenbring og Torben Lund
    Charlotte Pipenbring og Torben Lund nomineres for deres initiativrigdom, og for gennem mange år at gøre en forskel for byen og for både høj og lav. De er ildsjæle, der i høj grad er med til at definere Kolding – senest med initiativet Tobbers Ønskebrønd.

  • Erik Valter
    Erik Valter nomineres for sit mangeårige engagement med at skabe oplevelser i Kolding og omegn gennem sjove og tankevækkende skulpturer. Lige fra hans buttede havfrue i Slotssøen, der mistede hovedet og røg i landsdækkende nyheder, til Spøgelsesskibet, der prydede Søterrassen i vinteren 21/22.

Tidligere modtagere af Årets Ildsjæl:

2021: Dorthe Zinck Iversen
2020: Tommy Skouboe
2019: Vivi W. Andersen

Prisen fejrer det ekstraordinære og den gives til en institution, et initiativ (udstilling, event e.l.), en forening, en virksomhed eller en person, der har gjort sig ekstraordinært bemærket i det forgangne år. Prisen kan gives til både amatører og professionelle kulturaktører.

De nominerede til KulturKolding-prisen 2022:

  • Fylke Festival (vinder)
    Fylke Festival, skabt af Volkerts Fylke, nomineres for deres nye professionelle initiativ, der bidrager til at Kolding bliver en oplevelsesrig by. Med god musik, lækker mad og smukke rammer ved Amfiscenen, er der lagt op til en ny årlig tradition for gæster fra hele Syddanmark

  • KOLD Festival
    Koldings nye vinterfestival KOLD nomineres for at være en nytænkende festival for - især – de unge. Bag festivalen står MusikKolding, som har skabt festivalen i et samarbejde med mange lokale partnere, og der er lagt op til en ny vintertradition efter første år, der bød på unikke koncertoplevelser med masser af unge danske bands fordelt på scener rundt i hele midtbyen.

  • Godset UJNFOR
    Mens landet lukkede ned, lidt op, ned og op igen på grund af Corona etablerede Godset UJNFOR et helt unikt udendørs spillested, der skabte muligheder midt i en tid med aflysninger. Godset UJNFOR skabte på det gamle godsbaneterræn en stemningsfuld ramme om en række gode koncertoplevelser.

Tidligere modtagere af KulturKolding-prisen:

2021: Trapholt
2020: Kulturforum Würth
2019: Kolding Musikskole