Skip til hoved indholdet

Naturpleje

Kolding Kommune har overtaget en række nye naturopgaver fra amterne heriblandt det at sikre, at de lysåbne naturtyper bevares.

Til de lysåbne naturtyper hører ferske enge, overdrev, heder, moser samt strandenge og strandsumpe.

De lysåbne naturtyper er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og skal beskyttes og bevares ved en målrettet indsats og pleje.

Kolding Kommune har for at leve op til den forpligtelse bl.a. igangsat pleje af naturarealer ved Alpedalen i Kolding, ved Drabæks Mølle i Lunderskov og på Skamlingsbanken. Disse tre naturområder rummer hver især store landskabelige og naturmæssige værdier, som er vigtige at bevare.

Hvis pleje af de lysåbne arealer undlades, sker der en langsom tilgroning med træer og buske, og det var tilfældet på de bynære naturarealer i Alpedalen.

I Alpedalen er skråningen op mod Brogårdshaven blevet hegnet efter omfattende rydning af træopvækst. I 2009 opstartede Kolding Kommune afgræsning af arealet i samarbejde med en borger fra Brogårdshaven. Intentionerne er, at aftalen til næste sæson indgås med et kogræsserlaug, som tænkes forankret i nærområdet.

Hvis pleje af de lysåbne arealer undlades, sker der en langsom tilgroning med træer og buske, og det var tilfældet på de bynære naturarealer ved Drabæks Mølle i Lunderskov.


Drabæks Mølle før rydning og afgræsning


Drabæks Mølle efter rydning og græsning

I 2008 blev der derfor igangsat rydning af skråningen op mod Baldersvej og Mølleparken, og umiddelbart derefter blev der etableret hegn og udsat får på arealet. Fårene har nu afgræsset skråningen i to sæsoner og deres rolle som naturplejere er synlig og mærkbar. Deres måde at græsse på sikrer et tæt urtedække og hindrer nyopvækst af træer og buske.

Byens borgere har trods hegning haft mulighed for at færdes på arealet under forudsætning af, at eventuelle hunde føres i snor. De omkringboende har udtrykt stor tilfredshed med projektet.

 

Området omkring Skamlingsbanken er fredet, og formålet med fredningen er blandt andet at sikre udsigten fra ét af Kolding Kommunes højeste og smukkeste punkter i landskabet. Mod øst er der en storslået udsigt over Lillebælt og mod vest, nord og syd er der udsigt over landskabet så langt øjet rækker.

En del af arealerne omkring Skamlingsbanken hører til de lysåbne naturtyper og er således beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. De lysåbne arealer skal til stadighed plejes for at hindre en langsom tilgroning med træer og buske. Kolding Kommune indledte derfor i 2008 et samarbejde med ejere i området om pleje af naturarealerne.

Naturarealerne umiddelbart øst for Skamlingsbanken ejes af Skamlingsbankeselskabet, og på disse arealer blev der etableret hegn og udsat får. Det er nu anden sæson fårene har afgræsset arealerne, og deres rolle som naturplejere er allerede mærkbar. Og så er fårene efterhånden blevet en del af turistattraktionen på Skamlingsbanken, når blikket vendes ud over Lillebælt, og de ses som små hvide 'klatter' i landskabet.

Naturarealerne omkring Klokkestablen ejes af Fonden til opretholdelse af mindesmærket Klokkestablen, og på de stejle skråninger er der behov for en nænsom og effektiv pleje. Kolding Kommune indledte et samarbejde med Opera på Skamling, som står for afvikling af den årlige operafest i sensommeren, om etablering hegn og udsætning af får på arealet.

Det er nu anden sæson, fårene har afgræsset arealerne. Umiddelbart før operafesten flyttes fårene til andre græsarealer, og det nederste af hegnet fjernes, så operafesten kan afvikles uden hindringer af får og hegn. Efter operafesten flyttes fårene tilbage på arealet.

På grund af den milde vinter er der på nuværende tidspunkt stadigvæk græs nok til, at fårene kan trives på arealet, og den østvendte gyde giver læ for vestenvinden. Fårene er således med til at give liv i området for de besøgende, der også vil opleve den storslåede natur omkring Skamlingsbanken i efterårs- og vintermånederne.