Skip til hoved indholdet

Vandhuller

I Kolding Kommune findes flere hundrede vandhuller og søer, og interessen for at grave nye er stor. Det er glædeligt, da mange, især de små vandhuller, tidligere er forsvundet. 

Vandhuller har stor betydning som levesteder for planter og dyr. Visse dyr tilbringer hele deres liv i vandhullet, mens andre er afhængige af vandhullet som yngle- eller drikkested. Hvis et nyt vandhul udformes rigtigt, kan det blive et tilholdssted for mange forskellige arter, og det kan blive til stor glæde for ejeren.

På denne side kan du finde gode råd og vejledning om, hvordan du skaber og vedligeholder et godt vandhul.

Vandhullets placering

Når man anlægger et nyt vandhul, skal tage hensyn til naturen og til landskabet. Vandhullet skal anlægges et sted, hvor det kan holde vand. Det er oplagt at lave vandhullet i en fugtig lavning. Hvis det ikke er muligt, er det leret jord, der holder bedst på vandet. Vil man alligevel grave et sted, der har svært ved at holde vand, kan man stampe en lermembran i bunden af vandhullet. Der må ikke anvendes plastikmembraner for at holde på vandet.
Man bør undgå at anlægge nye vandhuller i moser, kildevæld, heder, naturenge og i forbindelse med vandløb. Som udgangspunkt skal der være en udyrket bræmme på minimum 9 m omkring et nyetableret vandhul. En placering tæt ved levende hegn er oplagt, da de ledelinjer for vildtlevende dyr.

Vandhullets form

Vandhullet skal anlægges på en måde, så det falder naturligt ind i terrænet. Det må godt få en varieret form, så der opstår bugter og småvige. Lav ikke firkantede vandhuller. De ser kunstige ud i landskabet.

Øer

Øer i vandhuller frarådes. Det er landskabsmæssigt unaturligt og forringer vanddybden i forvejen lavvandede søer.

Dybde

Større vandhuller og søer på mere end 1000 m2, må gerne have en dybde på 1,5-2 m på det dybeste sted. Mindre vandhuller anlægges oftest med en vanddybde på 1-1,5 meter

Brinkerne

Brinkerne og bunden skal være jævnt skrånende, som hovedregel ikke stejlere end 1:5 - dvs. et fald på 20 cm pr. meter. Hvis bredderne bliver for stejle, varer det længe inden et naturligt plante- og dyreliv indfinder sig, og vandhullet kan blive farligt for de mennesker og dyr som færdes omkring det.


Vandhullets nærmeste omgivelser skal helst være udyrkede, og der bør ikke gødes eller anvendes sprøjtemidler lige op til vandhullet eller på de arealer, som er oversvømmet ved høj vandstand.
Marksten kan lægges op som et dige nær vandhullet. Det giver skjulesteder og overvintringsmuligheder for bl.a. padder og krybdyr.

Beplantning

Man skal være forsigtig med at plante ved vandhullet. Blade fra træer vil falde ned i vandhullet og forringe kvaliteten. Desuden vil det kræve hyppigere oprensning. Plantevæksten vil komme af sig selv i løbet af et par år, hvis vandhullet er udformet rigtigt.
Træer og buske bør ikke plantes på sydsiden af vandhullet, da det vil give for meget skygge. Træ- og buskvækst nær vandhullet giver skjul og læ, men det anbefales, at man nøjes med at plante på nordsiden og gerne i en passende afstand.
Plant kun danske arter, f.eks. hvidtjørn. Træer og buske af dansk oprindelse er tilpasset det danske klima og vil derfor få et optimalt vækstforløb. Undgå at plante nåletræer ved vandhullet. Nåletræer trives i øvrigt ikke i et fugtigt miljø. Undgå også arter der breder sig hurtigt som f.eks. hyben-rose, og visse pilearter.

Den opgravede jord

Den opgravede jord skal anbringes, så den ikke kommer til at skæmme landskabet. Som regel kan jorden med fordel udplaneres i et tyndt lag på max. 30 cm på dyrket mark. Der kan være særlige regler, hvis jorden er forurenet. Henvend dig til kommunen, hvis du er i tvivl.

Sådan får vandhullet en god vandkvalitet

Det bedste vandhul opnås, hvis et naturligt plante- og dyreliv får lov til at indvandre af sig selv. Allerede efter kort tid efter etableringen vil man kunne se de første insekter ved vandhullet.

Undgå andehold

Fodring af andefugle vil altid forringe vandkvaliteten og desuden vil det tiltrække rotter. Hvis der udsættes eller fodres ænder, tilføres der næringsstoffer, der hurtigt vil give en meget dårlig vandkvalitet, som bl.a. fører til algedannelse. Undgå også fodring i nærheden af vandhullet, for dette vil belaste vandkvaliteten næsten lige så meget.

Udsæt ikke fisk

Fisk vil ofte forringe vandkvaliteten, fordi de roder op i bunden. De fleste fisk spiser haletudser, og det kan betyde, at frøerne enten forsvinder eller aldrig får mulighed for at indfinde sig. I lavvandede søer vil fiskene dø i varme somre på grund af iltmangel eller i kolde vintre på grund af bundfrysning. I dybere søer kan fiskene være meget vanskelige at slippe af med.

Undgå drænvand

Drænvand er næringsrigt og kan medføre, at der dannes alger og vandhullet vil hurtigere gro til med høje urter som tagrør og dunhammer.

Undgå forbindelse til vandløb

Åer, bække, kanaler og grøfter må normalt ikke inddrages i vandhuller, da det forringer både vandhul og vandløb. Vandhullet må heller ikke have direkte afløb til vandløb. Hvis det er nødvendigt at lede vand væk fra vandhullet, bør vandet sive gennem et plantebevokset område, inden det når frem til vandløbet.

Udtørring

Et vandhul må godt tørre ud en gang imellem. Bundslammet vil derved blive omsat hurtigt, og fisk vil uddø. Det vil gavne vandkvaliteten, når der igen kommer vand i vandhullet. Mange af vandhullets dyr er tilpasset udtørring.

Livet ved det nye vandhul

Hvis vandhullet bliver udformet rigtigt, vil planter og dyr finde vej af sig selv. Ganske kort tid efter vandhullet er anlagt, kan man se de første æglæggende guldsmede og andre vandinsekter. Det varer heller ikke længe, før der kan ses spor af drikkende dyr. I løbet af et par år vil som regel også være vandplanter og haletudser.
Der vil ofte komme mange alger i et nyt vandhul. Det skyldes, at der frigøres næringsstoffer ved jordarbejdet. Der er ikke meget at gøre ved det ud over at vente, for efter 2-3 år aftager algemængden naturligt. Er der stadig algemåtter efter 3 år, skyldes det sandsynligvis, at vandhullet tilføres for meget næring.

Pleje og vedligeholdelse af vandhullet

Når et vandhul på over 100 m2 har fået et naturligt plante- og dyreliv, vil det være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Herefter må vandhullet ikke ændres uden en dispensation fra kommunen.
De fleste vandhuller gror med tiden til, og det er helt naturligt. Tilgroning sker ofte med f.eks. tagrør, dunhammer og pilebuske. Hvis man vil hindre dette, er det en god ide at være tidligt ude og fjerne de første, unge skud som findes ved vandhullet. Hvis man lader kreaturer afgræsse bredden i sensommeren, vil det også kunne ødelægge mange jordstængler. Store pilebuske er svære at slippe af med, og den sikreste metode er at rykke dem op med rod. Regelmæssig pleje og vedligeholdelse af et vandhul kræver normalt ingen dispensation.

I mange vandhuller er tilgroningen allerede langt fremskreden, og et tykt lag dynd er dannet på bunden. Her er det som regel nødvendigt med en reel oprensning, hvor alle rodstængler af dunhammer fjernes, og alle pilebuske rykkes eller graves op. Så vidt muligt skal alt bundslam op, da det kan indeholde store mængder af næringsstoffer. Et sådant indgreb kræver en dispensation og bør altid ske udenfor padde- og ynglesæsonen.

Vandhuller har bedst af løbende og skånsom vedligehold. Er der alligevel brug for en mere omfattende oprensning eller anden ændring af et eksisterende vandhul kræver det en dispensation.

Når et vandhul på over 100 m2 har fået et naturligt plante- og dyreliv, vil det være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Herefter må det ikke ændres uden en dispensation fra kommunen. Det gælder uanset om der er tale om oprensning eller udvidelse. Også udsætning og fodring af ænder kræver også en dispensation, med mindre der er tale om uændret praksis i forhold i tiden før vandhullet blev omfattet af naturbeskyttelsesloven.
De fleste vandhuller gror med tiden til, og det er helt naturligt. Tilgroningen kan gå meget hurtigt, hvis der tilføres for mange næringsstoffer. Man kan gøre meget for at få god vandkvalitet, men det kan ikke helt undgås, at vandhullet modtager næringsstoffer fra omgivelserne og med regnvandet.
Tilgroning sker ofte med tagrør, dunhammer, sødgræs, dueurt eller pilebuske. Hvis man vil hindre dette, er det en god ide at være tidligt ude og fjerne de første, unge skud som findes ved vandhullet. Hvis man lader kreaturer afgræsse bredden i sensommeren, vil det også kunne ødelægge mange jordstængler. Store pilebuske er svære at slippe af med, og den sikreste metode er at rykke dem op med rod. Hvis man nøjes med at skære dem ned, må man indstille sig på at skulle gentage arbejdet hvert år. Regelmæssig pleje og vedligeholdelse af et vandhul kræver normalt ikke dispensation.
I mange vandhuller er tilgroningen allerede langt fremskreden, og et tykt lag dynd er dannet på bunden. Her er det som regel nødvendigt at gå grundigt til værks. Ved en oprensning bør alle rodstængler af dunhammer fjernes, og alle pilebuske bør rykkes eller graves op. Så vidt muligt skal alt bundslam op, da det kan indeholde store mængder af næringsstoffer. Et sådant indgreb kræver en dispensation og bør aldrig ske, mens der er haletudser eller ynglende fugle i vandhullet. Det bør finde sted i efterårs- eller vintermånederne.

Hvis du er det mindste i tvivl om noget, så kontakt Kolding Kommunes Natur og Vand afdeling på tlf.: 79 79 75 76 eller mail naturogvand@kolding.dk

Vil du gerne etablere et nyt vandhul, skal du søge om tilladelse til det hos kommunen, hvis vandhullet skal være over 100 m2.

Det kan du gøre ved at sende en mail til: naturogvand@kolding.dk

Du skal medsende et kort med den ønskede placering og størrelse samt en kort beskrivelse af formålet med etableringen af vandhullet.

Overholdes en række betingelser, kan man søge om tilskud til etablering af et vandhul fra jagttegnsmidlerne hos Naturstyrelsen.

Ansøgningsskema

Ansøgningsfristen er hvert år den 31. januar.

Hvis du gerne vil ændre et eksisterende vandhul, skal du søge dispensation til det hos kommunen.

Det kan du gøre ved at sende en mail til naturogvand@kolding.dk

Der skal medsendes et kort der viser søens placering samt en kort beskrivelse af formålet med ændringen.