Skip til hoved indholdet

Medbenyttelse af vandløb

Alle, som leder vand til en rørledning, er medbenyttere af den pågældende rørledning.

Vandløbslovens vandløb omfatter vandløb, grøfter, kanaler, rørledninger og dræn samt søer, damme og andre lignende indvande.

Den frie dræningsret er en meget begrænset ret. Den gælder kun, når følgende betingelser er opfyldt:

  • Kun for bredejere til naturlige åbne vandløb på egen ejendom
  • Kun til den for dyrkningen nødvendige dybde
  • Uden brug af pumpe
  • Kun hvis der ikke skal ske uddybning eller andre ændringer af det åbne vandløb.
  • Kun hvis et eventuelt vandløbsregulativs bestemmelser om rørudløbs placering i forhold til vandløbets bundkote kan overholdes

Ingen andre har fri dræningsret.

Alle, som leder vand til en rørledning, er medbenyttere af den pågældende rørledning.

Alle, som ønsker at aflede spildevand, overfladevand eller drænvand til en rørledning, ønsker samtidig at blive medbenyttere.

Rørledninger er dimensioneret efter de tilslutninger, der var på anlægstidspunktet. Der er således ikke nødvendigvis ledig kapacitet i en eksisterende rørledning.

Etableringen af eksisterende rørlagte vandløb og dræn er allerede betalt af brugene på anlægstidspunktet. Den løbende vedligeholdelsen betales af de enkelte bredejere, medmindre der er truffet andre aftaler.

De, der allerede afleder vand gennem en rørledning, har således en forventning om at have en bestemt vandafledning. Hvis der tilledes yderligere vand, vil den enkelte medbenytters vandafledning blive reduceret. Derfor betragter vandløbsloven alle rørledninger som anlagt til et særligt formål. Og derfor er der ikke fri ret til at benytte sådanne vandløb.

Tilslutning uden tilladelse kan medføre erstatningspligt for skader på opstrømsliggende ejendomme forårsaget af den ikke tilladte reduktion af afstrømningskapaciteten.

De nuværende medbenyttere skal have mulighed for at tage stilling til:

  • Afstrømningsmæssige konsekvenser af at en ny medbenytter tilsluttes
  • Eventuelle krav om udgiftsfordeling i forbindelse med fremtidige vandløbsvedligeholdelser og anlægsarbejder
  • Eventuelle krav om nødvendig større dimension for (regulering af) rørledning.

Vandløbsmyndigheden skal vurdere konsekvenser for vandløbenes afstrømning og miljø.

Ansøgning om medbenyttertilladelse fremsendes til:

By- og Udviklingsforvaltningen, Natur og Vand
Nytorv 11
6000 Kolding

Ansøgningen skal indeholde alle nødvendige oplysninger om projektet (inkl. kortbilag) og accept fra de berørte bredejere (naboerklæring). Ansøger indhenter selv naboerklæringerne. Der kan blive tale om, at ansøger skal fremsende supplerende oplysninger til belysning af projektet.

Ansøger skal selv indhente øvrige tilladelser fx udledningstilladelse efter Miljøbeskyttelsesloven hos kommunens miljøafdeling og evt. byggetilladelse hos kommunens byggesagsafdeling.

Den indsendte ansøgning vurderes. Ansøger kan blive anmodet om fremskaffelse af yderligere oplysninger.

Eventuelle økonomiske spørgsmål skal afklares, før vandløbsmyndigheden kan træffe afgørelse om medbenyttelse. Der kan være tale om både bidrag til anlægsudgifter, partsfordelinger i fremtidig vedligeholdelse og erstatninger ved tab, som medbenyttelsen medfører. Vandløbsmyndigheden kan træffe afgørelse om de økonomiske forhold, og afgørelser kan påklages inden for 4 uger til taksationsmyndighederne.

Såfremt der kan gives tilladelse til medbenyttelse sendes et udkast til tilladelse med vilkår til ansøger og til de berørte bredejer for eventuelle bemærkninger.

Projekt og tilladelse fremsendes til ansøger og til de berørte bredejere (der foretages evt. offentlig annoncering) med de lovpligtige 4 ugers klagefrist. Anlægsarbejdet kan først igangsættes efter klagefristens udløb, og kun såfremt der ikke er indkommet klager. Indkomne klager skal behandles i By- og Landskabsstyrelsen.

Vandløbsmyndigheden kan give afslag på medbenyttelse. Der vil også ved afslag blive givet 4 ugers klageperiode.

Vandløbsloven (lovbekendtgørelse nr. 927 af 24. september 2009). Lovgivningen kan findes på biblioteket eller på www.retsinfo.dk.

By- og Udviklingsforvaltningen, Natur og Vand, Nytorv 11, 6000 Kolding.

Telefon: 7979 7576, e-mail: naturogvand@kolding.dk.