Rotter - Hvornår har du sidst tjekket din kloak?

Hvem har ansvaret for kloakken?
Som udgangspunkt har du som grundejer, ansvaret for at sikre og renholde brønde og stikledninger på din egen grund. Som udgangspunkt har forsyningsselskabet, BlueKolding, ansvaret for at sikre og renholde de offentlige brønde og ledninger.
Hvad betyder det, om kloakken er tæt?
Det er rigtig vigtigt, at kloakken er tæt. Både for miljøet – og for din skyld.
Hvis der er huller i kloakken, kan spildevandet sive ud i jorden i stedet for at løbe til rensningsanlægget. Det kan både skabe forurening, ødelægge vejen og rotter får mulighed for at komme op i husene.
Alle kan have rotter! Rotterne lever gerne i kloakken, og der vil vi faktisk gerne have dem. I kloakken er rotten et nyttedyr, der hjælper med at holde kloaknettet funktionsdygtigt ved at spise fedtophobninger og lignende.
Du kan læse mere om hvordan du bedst holder din kloak på: siden om Rottebekæmpelse og -forebyggelse eller på BlueKoldings hjemmeside.
Hvad skal man gøre ved muligt kloakbrud?
Når du har anmeldt rotter og rottebekæmperen har mistanke om kloakbrud, vil der blive udført en røgprøve af dit kloaksystem. Her bliver kloakken sat under tryk og der pustes røg ind, som derefter vil blive blæst ud af eventuelle brud på dit kloaksystem. Dette kaldes en positiv røgprøve.
Hvis rottebekæmperen har lavet en positiv røgprøve pådit kloaksystem, er der mistanke om kloakbrud. Da en røgprøve ikke kan vise præcist, hvor de eventuelle skader befinder sig, er det derfor vigtigt, at du får din kloak TVundersøgt. Alle udbedringer af kloak skal udføres af en autoriseret kloakmester.
Kontakt dit forsikringsselskab, da du muligvis kan være dækket for nogle af udgifterne ved undersøgelser og udbedringer af kloaksystemet.
Det er vigtigt, at du fortæller dit forsikringsselskab og kloakmesteren, at det er hele dit kloaksystem, der skal undersøges. Dette er for at sikre, at alle eventuelle brud bliver fundet.
Hvis ikke alle brud udbedres, så slipper man ikke af med rotterne!
Spørgsmål
Du kan også ringe til os på tlf. 79 79 15 00/tryk 1, hvis du har spørgsmål.
To-do-liste ved muligt kloakbrud
- Kontakt dit forsikringsselskab – de kan muligvis være behjælpelige ved kloakbrud.
- Kontakt en autoriseret kloakmester – dette skal enten du eller dit forsikringsselskab stå for.
- Forklar dit forsikringsselskab og kloakmesteren, at der er mistanke om kloakbrud og at du skal have TV-undersøgt HELE dit kloaksystem, så du er sikker på, at alle eventuelle skader bliver fundet og udbedret.
- Ved afsluttet kloakudbedring, sørg da for at melde tilbage til Kolding Kommune - den autoriserede kloakmester skal udfylde en færdigmeldingserklæring, som du kan få tilsendt ved at skrive til Rotter@kolding.dk
- Er du ikke tilfreds med den kloakmester,
som dit forsikringsselskab har valgt, har du
fri ret til at bruge en anden kloakmester
– dog vil man typisk selv skulle betale en
eventuel difference i prisen.
Vidste du?
- At man i 1960´erne og 1970´erne brugte betonrør til kloakken?
- At det er lovpligtigt at have en tæt kloak?
- At rotterne lever af det, vi skyller ud i kloakken?
- At rotterne hjælper til med at renholde kloakken?
- At rotter kan gnave sig gennem alt, undtagen glas og metal?
- At rotten er dygtig til at grave. Rotten kan nemt grave sig gennem flere meter jord for at nå til overfladen fra et dybtliggende kloakrør?