---
title: "Aktuelle projekter om klimatilpasning"
description: "Kolding Å"
date: "2026-08-13"
created: "2024-01-24"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Borger](https://www.kolding.dk/borger)

                    [Miljø, natur og klima](https://www.kolding.dk/borger/miljoe-natur-og-klima)

                    [Klima](https://www.kolding.dk/borger/miljoe-natur-og-klima/klima)

                    [Klimatilpasning](https://www.kolding.dk/borger/miljoe-natur-og-klima/klima/klimatilpasning)

                [Aktuelle projekter om klimatilpasning](https://www.kolding.dk/borger/miljoe-natur-og-klima/klima/klimatilpasning/aktuelle-projekter-om-klimatilpasning)

# Aktuelle projekter om klimatilpasning

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/3db923d1-6938-4d9b-05b3-08db6e32efe9?width=800)

## Klimatilpasningsprojekter

###

                                    ClimateBlue i Kolding Kommune

![Solkær Enge luftfoto](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/38fd7343-cd43-4f2c-24d4-08de7911eaf2?width=800)

Kolding Kommune er en del af EU projektet ClimateBlue, som sætter fokus på, hvordan kystkommuner kan forberede sig på et klima i forandring. Med 50 kilometer varieret kystlinje – fra bynære områder til åbne landskaber – rummer Kolding både store naturværdier og betydelige udfordringer, når havvandsstigninger og hyppigere stormfloder påvirker vores fælles hverdag. Stormfloden i 2023 viste med al tydelighed, hvor sårbar kysten kan være, og hvorfor klimatilpasning er nødvendig.

Projektet er støttet med 17 mio. kr. fra Interreg Deutschland-Danmarks program vedrørende tilpasning til klimaforandringer.

I projektet vil vi indsamle erfaringer fra kystbrugere i Kolding Kommune. Samtidig involverer vi borgere i hele Østersøregionen, der blev ramt af stormfloden, for at få deres oplevelser med i det videre arbejde. Disse fortællinger er afgørende for at forstå, hvordan klimaforandringerne rammer i praksis, og hvordan løsningerne kan blive både robuste og lokalt forankrede.

Gennem såkaldte fremtidslaboratorier inviterer vi borgere, foreninger og andre kystinteressenter til dialog om, hvordan vi sammen kan udvikle en kystzone, der både beskytter, skaber værdi og tager hensyn til naturen. Her arbejder vi blandt andet med visuelle fremtidsscenarier, der viser, hvordan naturbaserede løsninger – som strandenge, vådområder eller sandfodring – kan indgå i klimabeskyttelsen og samtidig styrke biodiversiteten.

ClimateBlue giver også mulighed for erfaringsudveksling på tværs af danske kommuner, Kystdirektoratet og vidensinstitutioner – samt med partnere syd for grænsen. Det betyder, at de løsninger, vi udvikler i Kolding, bygger på den nyeste viden og på fælles erfaringer fra andre kystområder.

Arbejdet i ClimateBlue bliver et vigtigt afsæt for kommunens kommende klimatilpasningsplan, som igangsættes i 2026. Projektet skal sikre, at planen udvikles med stærk lokal forankring, solid faglig viden og en fælles forståelse for de valg, vi står overfor i udviklingen af fremtidens kyst.

#### Projektpartnere

Syddansk Universitet - SDU Climate Cluster, CUHRE, AquaNbS, Biologi, SDU Videncenter for Citizen Science / Christian-Albrechts-Universität zu Kiel / Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning / GEOMAR Helmholtz Centre for Ocean Research Kiel / Guldborgsund Kommune / Middelfart Kommune / Vejle Kommune / Kolding Kommune / Haderslev Kommune / KielRegion GmbH / Landesbetrieb für Küstenschutz, Nationalpark und Meeresschutz Schleswig-Holstein / Klimatorium

#### Netværkspartnere

Klimaalliancen Syd / Kommunernes Landsforening / Klimaalliancen Region Sjælland / Svendborg Kommune / Kerteminde Kommune / Sund og Bælt Holding A/S / Stadt Kiel / Kreis Ostholstein / LifeACT Consortium / ClimatePol Consortium / Arcadia Consortium / Poseidon Consortium / Faaborg-Midtfyn Kommune / Solrød Kommune / Aabenraa Kommune / Tønder Kommune / AG Küstenschutz Ostsee / Stadt Flensburg / Center for Ocean and Society (CeOS) / RECOAST-VISION / Kreis Rendsburg-Eckernförde

![Interreg logo](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/d59c4db4-a619-485d-24f1-08de7911eaf2?width=800)

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/959eca09-b3c0-4efa-24f0-08de7911eaf2?width=400)

###

                                    Kolding Å - oplandsprojekt

[Kolding Å - oplandsprojekt](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/15cebd32-0e44-41c8-9e2f-5e96751228a6)

###

                                    Kolding Å - brinkprojekt

![Kolding Å ved Sønderbro, Kolding](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/a619956c-6f79-4e1a-566d-08debc95e372?width=800)
*Oversvømmelse ved Sønderbro, Kolding.*

Brinkprojektet går ud på at forhøje brinkerne langs Kolding Å på strækningen mellem Vester Ringgade og Østerbrogade. Formålet er at forhindre, at åen løber over sine bredder i Kolding by i situationer, hvor der er meget vand i åen fra ådalen, samtidig med at der er højvande i fjorden.

I disse tilfælde kan sluseportene i pumpesluse-anlægget være lukkede i op til seks timer, og det kræver derfor en større vandvolumen i åen, end det er tilfældet i dag.
Med andre ord skal Brinkprojektet sikre, at den ekstra vandmængde, der opstår i åen ved ekstreme vejrsituationer (såkaldte 100-årshændelser frem mod 2075), ikke skader bygninger langs åen eller infrastrukturen i bymidten.

#### Forskellige løsninger er i spil

Kolding Kommune arbejder i øjeblikket sammen med et rådgiverfirma og landskabsarkitekter på at finde de bedste løsninger til at forhøje åbrinkerne.
Nogle steder vil det kunne løses ved at forhøje eksisterende mure. Andre steder skal terrænet og eksisterende stier hæves, eller der skal etableres nye sikringsmure.
Proces

Vi er i gang med en proces, hvor vi skal vælge løsninger og herefter skal projektet miljøvurderes. Dialog med berørte lodsejere langs strækningen vil ske, når vi er længere fremme i processen og har konkrete løsninger.

#### Behovet for klimatilpasning

Kolding bymidte er særligt udfordret af klimaforandringerne af tre grunde:

- Som kystby er der risiko for stormflod og høj vandstand i fjorden.
- Byen ligger i bunden af en ådal, hvor Kolding Å løber gennem byen og ud i Kolding Fjord. Det giver en betydelig risiko for, at åen går over sine bredder ved skybrud eller langvarig kraftig regn.
- Tiltagende højtstående grundvand

Derfor gennemfører Kolding Kommune og BlueKolding et stort klimatilpasningsprojekt, kaldet Kolding Å-projektet, der består af tre delprojekter. Ud over oplandsprojektet er det:

- Oplandsprojektet, der skal tilbageholde regnvand midlertidigt i ådalene ved hjælp af diger og sluser indtil, der igen er plads i åen. Sammen med klimaprojektet i Hylkedalen giver løsningen kapacitet til at opmagasinere op til 2,6 mio. m³ vand. Projektet forventes at være færdigt i 2028.
- Brinkprojektet, der sikrer mod oversvømmelse langs Kolding Å fra Vestre Ringvej til Østerbrogade ved hjælp af hævede brinker på udvalgte steder. Dermed øges volumen i åen, så den kan rumme mere vand. Projektet forventes at blive færdigt i 2028.

#### Kontakt

Har du spørgsmål til brinkprojektet kan du kontakte projektleder Martin Magaard tlf. 21 78 88 09, eller Tina Jensen, tlf. 23 81 20 39.

                https://www.kolding.dk/borger/miljoe-natur-og-klima/klima/klimatilpasning/faerdige-projekter-om-klimatilpasning
