Tidligere projekter - Bydelspuljen
Kolding Kommune fordeler hvert år pengene fra Bydelspuljen, hvor Kolding bys lokalforeninger kan søge midler til at udvikle egne fællesområder.
Tilskuddet fra puljen skal bidrage til at forskønne og vedligeholde byens nærområder, og ikke mindst være med til at skabe grobund for gode fælles oplevelser for beboere på tværs af generationerne.
Styrket sammenhold
For at styrke fællesskabet skal foreningerne selv lægge en frivillig arbejdsindsats for at gennemføre projekterne, og dermed bliver der travlt i mange beboerforeninger rundt om i Kolding hvert forår, når puljemidlerne er blevet fordelt. Ved at foreningerne yder en del af arbejdet på frivillig basis, er der mulighed for at tilgodese flere ansøgninger.
Se tidligere projekter
Masser af aktiviteter - nu med bålhytte
Der er masser af aktiviteter på Stadionvej, ved fællearealet ud mod Alpedalen: fastelavn, studenterfester, sommerfester, fodboldturneringer og så videre. Der har blot manglet den overdækning, der gør at området kan benyttes, også på en regnvejrsdag.
Idræts- og Aktivitetsforeningen Furen søgte om penge til en stor bålhytte til de mange beboere der bruger fællespladsen. Pengene blev bevilget, bålhytten er samlet og fastgjort, præcis ovenpå den nuværende bålplads. Der er gjort klar til nye fester, nu i al slags vejr!

Oktobervænget har fået nye chikaner
Sådan! 8 chikaner på Oktobervænget blev fuldstændig renoveret af frivillige gravere og fliselæggere fra vejen. Puljemidlerne gik til indkøb af fliser og nye pullerter (træpælene midt i chikanen.)
Så godt og effektivt kan det gøres, med masser af frivliig arbejdskraft

Naboerne i Strandskovparken har tradition for at dele. Husene er endda tegnet med henblik på at styrke naboskabet.
Strandskovparken søgte penge til et opbevaringsrum til alle de ting de gerne vil deles om. Bl.a. trailer, haveredskaber, stole, porcelæn, bestik og et stort festtelt. Det hele cirkulerer lystigt – og bæredygtigt - rundt mellem husene.
Strandskovparken fik penge fra puljen og byggede sammen et nyt flot ’skur’. Med plads til alt deres dele-grej. Grib endelig idéen.
Legehus og klatretårn til børnene ved Christiansø
Først havde de nedrivningsweekend - væk med alle de gamle legeredskaber! Derefter fik de udfordringer med leverancen af nye legeredskaber. Langt om længe lykkedes det dog, og i regn og pløre, knoklede beboerne med at få bygget nye legeredskaber til deres fælles legeplads. Der blev brugt yderligere et par arbejdsweekend, før det færdige resultat kunne nydes. Arbejdsglæden fejlede heldigvis aldrig noget.

Pavillon og win-win
På Harevænget havde de legepladsen, de grønne arealer, og så havde de en fin cirkulær hæk ved siden af legepladsen. Pladsen inde i cirklen var tom, men kunne gøres anderledes anvendelig med tag over, og et borde-bænkearrangement, hvor de voksne og ældre kan sidde og sludre, mens børnene leger ved siden af.
Grundejerforeningen Harevænget søgte midler til en pavillon på seks stolper indenfor den runde hæk. Hansenbergs tømrerlinje gik i gang med først et flot udkast, og derefter opbygning af den flotteste pavillon! Hansenberg vil nemlig gerne have "rigtige" opgaver til deres tømrerpraktikanter! Et dejligt win-win-projekt. Der var stor indvielse af det færdige resultat, med flag, fællessang, grill, og masser af glade børn og voksne, der glædede sig til, at tage pavillonen rigtigt i brug.

Grundejerforeningen Alpeparken
Kreativitet på Brennerpasset
Kreativiteten blomstrede, da der blev inviteret til arbejdslørdag omkring Brennerpasset; Siddeområdet blev til en fin rund plads, med plads til borde-bænkesæt, senere måske med grill og bålplads.
Og så var der penge til overs til et par frugttræer på fællesområdet. Med flot udsigt over Alpedalen det perfekte samlingspunkt for områdets beboere.

Petanquebane, nu med bænk og læ
Området ved petanquebanen i Rebæk trængte til renovering. Hygge og læ blev skabt ved hjælp af borde-bænkesæt og et grønt læbælte mellem P-pladsen og banen. Tidligere jernbanesveller rundt om banen er udskiftet med nyt træ. Alt sammen udført af Rebæk Grundejerforening og den lokale petanqueklub i skøn forening. Alle er tilfredse med det fine resultat. Kom forbi og kig!

Legepladsen bliver bedre og bedre
Foreningen skriver selv:
”Projekt legepladsrenovering har været i gang i flere år. Fondsmidlerne blev brugt til nye elementer til forlængelse af rutchebanen, samt en jordvold til at etablere rutchebanen på.
Det bliver dejligt at se områdets børn hvine ned ad rutchebanen, når foråret med bedre vejr rammer Brogårdshaven!”
Der er mange flere planer for legepladsen, som bruges af rigtigt mange mennesker i området, blandt andet en del dagplejere. Der søges nok midler fra Bydelspuljen igen...

Nu har banen et fald på over 2 meter, så de større børn også kan få sig et godt sug i maven.