---
title: "Campus Kolding samler byens studiemiljø"
description: "Omdrejningspunkt for kreativitet, design og uddannelse"
date: "2025-03-06"
created: "2025-03-06"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Borger](https://www.kolding.dk/borger)

                    [Planer og projekter](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter)

                    [Kolding Bymidte](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter/kolding-bymidte)

                [Campus Kolding samler byens studiemiljø](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter/kolding-bymidte/campus-kolding-samler-byens-studiemiljoe)

# Campus Kolding samler byens studiemiljø

                ![Campusomr&#xE5;det set fra oven](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/cae4499e-13de-4fbf-c5b4-08dd5bf69135?width=800)

Campus Kolding bidrager til Syddanmarks udvikling med kreativitet, design og uddannelse.

Sådan har det været siden 1990, hvor SDU oprettede en campus i Kolding med en række uddannelser inden for IT, kommunikation, entreprenørskab og design. Siden er Koldings andre videregående uddannelsesinstitutioner rykket til det centrale område mellem havnen og midtbyen og udgør i dag en større campus. Det betyder, at SDU, Designskolen Kolding, UC SYD og IBA Erhvervsakademi Kolding i dag ligger inden for 50 meter fra hinanden. Denne fysiske samling af de videregående uddannelsesinstitutioner er den foreløbige kulmination på strategiske beslutninger truffet af politikere gennem flere byrådsperioder.

I dag er Campus Kolding en smeltedigel, hvor nationale og internationale forskere og studerende mødes i tværfaglige projekter, ofte i tæt samarbejde med erhvervsliv og offentlige institutioner. Der eksisterer et tæt samarbejde omkring uddannelse i de formelle fora Kolding Uddannelsesråd og Kolding Rektorforum. Her koordineres blandt andet kommunikation, trivselsinitiativer, internationalisering, boligmuligheder, studielivsaktiviteter og overgangen fra studieliv til arbejdsliv.

Uddannelsesdagsordenen er højt prioriteret i Kolding Kommune, og det er en anerkendt styrkeposition i hele Trekantområdet. Med mere end 50 videregående uddannelser og ca. 4.500 fuldtidsstuderende, er Kolding den suverænt største uddannelsesby i området mellem Odense, Sønderborg, Esbjerg og Herning. Der er et fortsat fokus på at udbygge uddannelsesporteføljen i Campus Kolding særligt med tekniske uddannelser, som er stærk efterspurgt af det regionale erhvervsliv.

Udviklingen i campusområdet handler ikke kun om uddannelser, men også om at skabe et grønnere rekreativt miljø imellem institutionerne samt adgang til innovations- og laboratoriefaciliteter for studerende og virksomheder.

[Lokalplan - Universitetsparken](https://dokument.plandata.dk/20_9711883_1588742293307.pdf)
