Skip til hoved indholdet

Forskønnelse af Klostergade/Lille Brostræde

Ny gadeprofil skal skabe et attraktivt mødested i form af et hyggeligt og grønt kvarter

    Hjem Borger Planer og projekter Kolding Bymidte Forskønnelse af Klostergade/Lille Brostræde

Illustration Klostergade/Lille Brostræde, hvor byrummet giver borgere mulighed for at mødes.

Byforskønnelsesprojekt i Kolding Bymidte tager form

Kolding Kommune er godt i gang med at realisere et omfattende byforskønnelsesprojekt i Klostergade og Lille Brostræde i Kolding bymidte. Planen er at skabe et hyggeligt og grønt kvarter midt i den historiske bykerne, som sammen med resten af bymidten vil blive et attraktivt mødested.

Projektet er en del af en samlet plan, som skal styrke bymidtens identitet og funktionalitet med et helt nyt gadeprofil, der bl.a. skal løse udfordringerne med trafik, skabe mere plads til udeservering og optimere varelevering til forretningerne - læs mere på oversigtssiden Kolding Bymidte.

Illustration af Klostergade med nyt gadeprofil og fleksible pullerter, der vil skabe klarere rammer for trafikken og forhindre ulovlig kørsel og parkering i gågaderne.

Byforskønnelsesprojektet i Klostergade og Lille Brostræde blev skudt i gang i foråret 2024. Beboere, forretningsdrivende og andre borgere har været inddraget gennem tre workshops, hvor der har været fokus på at sikre trafikalt velfungerende løsninger, fremhæve byens historiske elementer og skabe et grønt, fleksibelt design.

Projektet lægger særlig vægt på byliv, bynatur og effektiv håndtering af overfladevand. Der kommer ny belægning, og nye plantebede vil supplere den eksisterende beplantning, hvilket vil give gaderne et grønt og indbydende præg. Der installeres moderne affaldssystemer, og så opsættes der fleksible pullerter, som kan hæves og sænkes efter behov. Pullerterne vil sammen med det nye gadeprofil i Klostergade medvirke til at skabe klarere rammer for trafikken og forhindre ulovlig kørsel og parkering i gågaderne - læs mere på siden Kørsel i Koldings gågader.

Klostergade og Lille Brostræde har potentiale til at blive levende og attraktive byrum. Fokus er at understøtte et varieret byliv, hvor borgerne kan mødes, handle, spise og nyde byens puls, og skabe rammerne for at specialbutikker, cafeer, etc. kan interagere med gæsterne på arealerne udenfor butikkerne. Det samlede projekt vil ikke kun forbedre funktionaliteten, men også tilføre Kolding bymidte et visuelt løft, der harmonerer med byens historie og fremtidige visioner.

Illustration af Klostergade/Lille Brostræde med ny samlende belægning, nye plantebede med stauder, løgplanter og buske og nye opholdsmuligheder i byrummet.

Faser og tidsplan

Anlægsarbejdet i forbindelse med forskønnelsen af Klostergade og Lille Brostræde blev igangsat mandag 20. oktober 2025.

Arbejdet udføres i tre overordnede etaper, med start i den sydlige del af Lille Brostræde. Herfra fortsættes arbejdet op gennem den nordlige del af Lille Brostræde og den vestlige del af Klostergade, mens den østligste del af Klostergade, mellem Gråbrødregade og Munkegade, udføres som sidste etape.

Anlægsarbejdet forventes at strække sig over ca. 4-5 måneder pr. etape, og det samlede projekt forventes at stå færdigt ved udgangen af 2026.

Etapeplan for Klostergade/Lille Brostræde med anlæg i tre overordnede etaper. Anlægsarbejdet blev igangsat mandag d. 20. oktober 2025, med første del af Etape 1, og forventes at strække sig over ca. 4-5 måneder pr. etape. Det samlede projekt forventes at stå færdigt ved udgangen af 2026.

Kontakt

Før arbejdet i de enkelte områder går i gang, vil entreprenøren give de berørte beboere, forretningsdrivende, etc. direkte besked om, hvordan anlægsarbejdet vil påvirke hverdagen.

Du er også altid velkommen til at kontakte Trafik, Vej og Park med spørgsmål - trafikvejogpark@kolding.dk eller 79 79 79 79.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje